Forum - Forum-tråd: What we saw

What we saw

  • ★★★0

    Det jo blot min følelse. Ikke sikkert den er repræsentativ for filmen når du og andre ser den? 

    Jojo, nu skrev jeg også “hvis”. Men jeg har allerede nu på fornemmelsen, at filmen ikke er min kop te, og din skrivelse er blot lidt mere benzin til bålet.

    David Lund11-10-18 21:48

  • ★★★★0

    Jojo, nu skrev jeg også “hvis”. Men jeg har allerede nu på fornemmelsen, at filmen ikke er min kop te, og din skrivelse er blot lidt mere benzin til bålet.

    Det gør mig egentlig kun endnu mere spændt på hvad du synes om den. Det skal siges at Breivik i hvert fald tydeligt fremstår som taberen, sætter man det lidt firkantet op (og lidt firkantet sat op kan man så også beskylde “konfrontationen” i retten for at være!)

    T. Nielsen11-10-18 21:51

  • ★★★0

    Det gør mig egentlig kun endnu mere spændt på hvad du synes om den. Det skal siges at Breivik i hvert fald tydeligt fremstår som taberen, sætter man det lidt firkantet op (og lidt firkantet sat op kan man så også beskylde “konfrontationen” i retten for at være!)

    Forhåbentlig får jeg gang i filmkiggeriet her i Oktober igen, og med lidt held når jeg den før jul, men skal nok skrive herinde om den så =)

    David Lund11-10-18 21:53

  • ★★★★1

    Forhåbentlig får jeg gang i filmkiggeriet her i Oktober igen, og med lidt held når jeg den før jul, men skal nok skrive herinde om den så =)

    Så bukker og takker jeg på forhånd:)

    T. Nielsen11-10-18 21:55

  • ★★★★0

    Porky's (1981)

     

    Jeg er stadig overrasket over at instruktør Bob Clark, der stod bag ”Black Christmas”, også har stået bag denne her ofte stærkt kritiseret, men yderst succesfulde Highschool ”klassiker”. Men det har han og selv om den måske ikke har sat sig helt samme spor, så må jeg vel bare sige, hvorfor ikke. Uanset, så er den altså ikke kedelig.

    Jovist er historien ret tynd og man kan også kritisere hvor tåbelig infantil den måske indimellem er. Den præsenterer måske også flere af de mere korrekte holdninger lige tydeligt nok. Jeg synes så alligevel at den rammer en god stemning, lidt a la den man ser i “Grease” og “American Graffiti”. Her er det blot langt mere fikseret på latrinære situationer end begge førnævnte film på godt og ondt.

    Den er så til gengæld langt fra så puritansk som mange senere komedier i denne genre og det kan jo også have en hvis tiltrækning på nogle mennesker. Jeg skal i hvert fald indrømme, at jeg morede mig egentligt ganske godt, selv om jeg ikke ligefrem fik latteranfald og man næppe kan beskylde filmen for at rumme speciel tankevækkende komik.

    Jeg skal dog så også erkende at min overvejende positive vurdering af filmen og min rating, den måske også skyldes gammel kærlighed, da denne var en af de film jeg morede mig meget over i mine helt unge år.

    Bedømmelse: 6/10

    T. Nielsen13-10-18 13:11

  • ★★★1

    To teen film de sidste to dage - en virkelig ringe og en virkelig god.

    It's Kind of a Funny Story

    Keir Gilchrist fra Atypical spiller en teenagere med selvmordstanker. En tidlig morgen, hvor disse tanker bliver for overvældende, indlægger han sig selv, men afdelingen for teenagere er under ombytning, og han kommer på en voksenafdeling. Han møder han især Bobby, spillet af Zack Galifianakis og en anden teenagere, cutteren Noelle. 

    Langt hen ad vejen er det en god, lille historie, og Gilchrists karakter rammer bedre end de fleste, når det gælder om at portrættere depression. De andre, der er indlagte, er ikke blot sjove, gakkede personer, men de fleste af dem har lidt mere at byde på. Det er en rigtig fin film.

    8/10

    ----

    Sierra Burgess Is A Loser

    Hvad der der i mod ikke er en fin film, er den irriterende Sierra Burgess Is A Loser. Sierra Burgess er ikke en pæn pige, og det har hun det lidt stramt med. Da skolens cheerleader, Veronica, giver Burgess' telefonnumer til skolens quarterback, Jamey, i stedet for hendes eget, starter Burgess og Jamey med at skrive til hinanden. Jamey tror, det er er Veronica, og Burgess får hjælp af Veronic...bla bla bla...

    3/10

    Guldager14-10-18 21:12

  • ★★★1

    Maniac (2018)

    Cary Joji Fukunagas store gennembrud kom med den mesterligt skrevne krimi-serie "True Detective", hvis forførende sjæleflænsende narrativ og hypnotisk betagende billesprog fejede benene væk under de fleste anmeldere og serie-fans på en yderst stilbevidst og følelsesmæssig effektiv, men også lige-ud-af landevejen-agtig facon i beskrivelsen af sine karakterers deroute og forsøg på at få livet tilbage på rette spor. Det samme kan ikke ligefrem siges om Fukunagas seneste projekt på tv-serie fronten, “Maniac”, der er et periodevis rablende vanvittigt og humoristisk syretrip af uhørte dimensioner og som via en sprudlende og kæk nostalgisk henvisning til de neon-oplyste 80’ere udgør en vidunderlig kreativ rejse ind i menneskets skrøbelige og uforudsigelige sind.

    I denne moderne fabel, sat et sted i en ikke så fjern fremtid, introduceres man i et fornuftigt opbygget tempo for seriens to protagonister i skikkelse af Jonah Hills forsagte og underdanige Owen - der lider af et stort set ikke eksisterende selvværd og en ubehagelig dominerende familie - samt for Emma Stones irritable og temperamentsfulde Annie der bærer på et smerteligt traume og en kaotisk opvækst, som er knusende tæt på at få hende til at eksplodere i et virvar af indebrændte følelser. I en blanding af at have hårdt brug for hjælp til at bearbejde deres respektive psykiske problemer og for samtidig at få et afbræk fra deres familier, melder Owen og Annie sig til et kryptisk forskningsprojekt styret af et Japansk firma, som efter sigende skulle være i stand til at levere skelsættende resultater ud i psykiatrisk behandling.

    Det besynderlige forskningseksperiment - som er en pudseløjerlig kombination af psykedeliske piller og en supercomputer med kunstig intelligens - sender efterfølgende Owen og Annie ud på en række vilde eventyr i forskellige tidsperioder, hvor de optræder som variationer af deres personligheder i et forsøg på at bearbejde deres traumer. Men undervejs går noget grueligt galt og da supercomputeren pludselig udvikler uforudsigelige humørsvingninger, forstærkes følelserne og forbindelsen mellem de to fortabte sjæle Owen og Annie, alt imens kaosset også får store konsekvenser for projektets ledere i skikkelse af den absurd kæderygende og seksuelt frustrerede Dr. Azumi Fujita (Sonoya Mizuno), der sideløbende tumler med et akavet romantisk forhold til sin tidligere mentor og nu kollega Dr. James Mantleray (Justin Theroux), som tilmed lider af et bizart og vulgært komisk ødipuskompleks til sin arrogante selvhjælpsguru af en moder, der spilles herligt bedrevidende af Sally Field.

    Således sørger Cary Joji Fukunaga på forbindtlig vis for at flette trådene mellem den kunstigt skabte personlighedsspaltende verden og den virkelig verden sammen, så der stilles flere underfundige og eftertænksomme spørgsmål i forhold autoriteternes og behandlingssystemets måde at håndtere psykiske lidelser og traumer på. Dette kombineres desuden sublimt med en perlerække af fremragende skuespilpræstationer - ikke mindst fra Emma Stone og Jonah Hill som aldrig er set bedre - og adskillige visuelle indtryk der dog aldrig forvirrer men til gengæld underholder intelligent, hvilket gør Fukunagas psykedeliske miks af "Alice I Eventyrland" og "Rumrejsen År 2001" særdeles relevant qua seriens budskaber om næstekærlighed, omsorg og menneskelig interaktion, især når dette sættes op imod den mere og mere teknologisk indrettede og følelsesmæssigt distancerende verden vi lever i idag.

    9/10

    NightHawk14-10-18 22:21

  • ★★★1

    Hvis man har set "Maniac" mini-serien og skulle have fået lyst til at høre nogle yderligere vurderinger af seriens stil og de temaer den omhandler, kan det varmt anbefales at lytte til podcasten "Binge", hvor værterne Kasper Lundberg og Frederik Gottlieb får besøg af forfatteren Jacob Skyggebjerg, som selv har været en del af det psykiatriske miljø, som serien bl.a. kredser om. Der er små spoilers undervejs, så jeg vil anbefale, at man kun giver det et lyt, hvis man allerede har set serien :)

    www.dr.dk/radio/p3/binge-med-frederik-og-kasper/binge-med-frederik-og-kasper-46

    NightHawk16-10-18 00:16

  • 1

    La Jetée

    Mellembilledemysterium

    Atomeksplosion oplysningstid seruminstitution prøveløsladelse bomuldsforestillinger ildsjæl

    Muldgraver16-10-18 12:50

  • ★★★0

    La Jetée

    Mellembilledemysterium

    Atomeksplosion oplysningstid seruminstitution prøveløsladelse bomuldsforestillinger ildsjæl

    Jeg elsker den film. Chris Marker var en så fantastisk filmskaber, “Sans Soleil” er også fremragende.

    Dolphinfriendly16-10-18 13:22

  • 1

    Jeg elsker den film. Chris Marker var en så fantastisk filmskaber, “Sans Soleil” er også fremragende.

    Det kan jeg godt forstå - den var meget smuk og grum.

    Jeg har skrevet mig Sans Soleil bag øret, tak :)

    Muldgraver16-10-18 15:43

  • ★★★★1

    Death Wish 3 (1985)

     

    Man skal ikke mange minutter ind i denne tvivlsomme 3. film om selvtægtsmanden Kersey, spillet med vanlig stoisk stift underspil af Charles Bronson, før man må erkende at de har smidt al logik overbord.

    Så skal man igennem skidtet gælder det om at slå hjernen max fra eller så i det mindste more sig over de mange gennemførte tåbeligheder der udføres, i en film man kunne og måske også skal kritisere for dens voldsfiksering og dens næsten omfavnende lovprisning af den liberale våbenlov der er i USA, som ville give våbenlobbyen der over en hård stivert.

    Men filmen lægger nu ikke op til meget refleksion, selv om den appellerer en del til ens indre svinehund. Man må selvfølgelig som tænkende menneske så også spørge sig selv om, hvorfor de mange (vanvittigt karikerede) lovbrydere og volds- mænd og kvinder er i besiddelse af så mange våben som de er. Men det er en anden snak, som filmen heller ikke lægger op til.

    Det er såmænd blot tomhjernet cheesey vold, forsøgt fortalt i en historie der ikke er meget fortælling over, for at det skal underholde. Det gør det så kun, hvis man som jeg har en svaghed for den her slags filmskabelse, der er så ujævn og hensynsløs koldblodig at det både bliver ufrivilligt underholdende og næsten fornærmende groft.

    Jeg synes i hvert fald det er svært ikke at more sig primitivt, som når Kersey spiser middag hos et jødisk ægtepar og to bandemedlemmer udenfor vil stjæle hans bil, at han så bare går ud og skyder dem, for så at sætte sig tilbage og spise videre. Eller når et ægtepar overfaldes på gaden af to veltrimmede unge mænd, at den pensionistlignende Kersey kommer til hjælp, pander den ene forbryder en og de så stikker angste af. Ja, filmen er jo proppet med den slags herligt tvivlsomme og fuldstændig groteske påfund.

    Så min rating afspejler at dette er en dårlig film, der underholder mig.

     

    Bedømmelse: 5/10

    T. Nielsen17-10-18 13:37

  • ★★★1

    Death Wish 3 (1985)

     

    Man skal ikke mange minutter ind i denne tvivlsomme 3. film om selvtægtsmanden Kersey, spillet med vanlig stoisk stift underspil af Charles Bronson, før man må erkende at de har smidt al logik overbord.

    Så skal man igennem skidtet gælder det om at slå hjernen max fra eller så i det mindste more sig over de mange gennemførte tåbeligheder der udføres, i en film man kunne og måske også skal kritisere for dens voldsfiksering og dens næsten omfavnende lovprisning af den liberale våbenlov der er i USA, som ville give våbenlobbyen der over en hård stivert.

    Men filmen lægger nu ikke op til meget refleksion, selv om den appellerer en del til ens indre svinehund. Man må selvfølgelig som tænkende menneske så også spørge sig selv om, hvorfor de mange (vanvittigt karikerede) lovbrydere og volds- mænd og kvinder er i besiddelse af så mange våben som de er. Men det er en anden snak, som filmen heller ikke lægger op til.

    Det er såmænd blot tomhjernet cheesey vold, forsøgt fortalt i en historie der ikke er meget fortælling over, for at det skal underholde. Det gør det så kun, hvis man som jeg har en svaghed for den her slags filmskabelse, der er så ujævn og hensynsløs koldblodig at det både bliver ufrivilligt underholdende og næsten fornærmende groft.

    Jeg synes i hvert fald det er svært ikke at more sig primitivt, som når Kersey spiser middag hos et jødisk ægtepar og to bandemedlemmer udenfor vil stjæle hans bil, at han så bare går ud og skyder dem, for så at sætte sig tilbage og spise videre. Eller når et ægtepar overfaldes på gaden af to veltrimmede unge mænd, at den pensionistlignende Kersey kommer til hjælp, pander den ene forbryder en og de så stikker angste af. Ja, filmen er jo proppet med den slags herligt tvivlsomme og fuldstændig groteske påfund.

    Så min rating afspejler at dette er en dårlig film, der underholder mig.

     

    Bedømmelse: 5/10

    Ah den kan jeg godt huske - omend lidt vagt. Jeg mindes, at i forhold til de to første så er handlingen lidt noget rod her, men Bronson dræber vist til gengæld 10 gange så mange. 80'erne var for alvor kommet. :)

    Jeg mindes også, at der er en scene, hvor han skyder en tasketyv i ryggen. Lidt overkill måske. ;)

    Benway17-10-18 14:12

  • ★★★★1

    Ah den kan jeg godt huske - omend lidt vagt. Jeg mindes, at i forhold til de to første så er handlingen lidt noget rod her, men Bronson dræber vist til gengæld 10 gange så mange. 80'erne var for alvor kommet. :)

    Jeg mindes også, at der er en scene, hvor han skyder en tasketyv i ryggen. Lidt overkill måske. ;)

    Meget præcist husket og da han har dræbt ham, er der vilde jubelscener fra alle tilstedeværende:D

    T. Nielsen17-10-18 14:45

  • ★★★1

    Meget præcist husket og da han har dræbt ham, er der vilde jubelscener fra alle tilstedeværende:D

    Ja, det kan jeg godt huske nu. :D Det var pænt grænseoverskridende og absurd fra et dansk perspektiv. :)

    Benway17-10-18 15:28

  • ★★★★0

    Ja, det kan jeg godt huske nu. :D Det var pænt grænseoverskridende og absurd fra et dansk perspektiv. :)

    Meget:) Og filmen slutter med regulær bykrig....Jo vi var for alvor inde i 80’erne:D

    T. Nielsen17-10-18 15:37

  • ★★★0

    Atypical sæson 1 og 2

    I Atypical følger vi Sam på 18, der er i autismespektret, Sams 15-16 årige lillesøster, der er et atlet-talent, deres forældre og en smule Sams terapeut. Sam prøver at manøvre i en hverdag, der bliver mere og mere usikker, jo nærmere han kommer på dimission.

    Det er en coming of age-historie, der muligvis har en idealiseret tilgang til autisme, men generelt er det rigtig godt skrevet. De fleste personer er likeable, det er en ganske dejlig serie. 

    8/10

    Guldager19-10-18 16:59

  • ★★★0

     Giv lige en tilbagemeldning på hvad du synes. Jeg har den selv liggende og får den nok også set indenfor den nærmeste fremtid.

    Den er lidt undervældende. Dejligt, gotisk tema med gamle bøger og alkymi, men også lidt rodet. Det er helt tydeligt en Argento-film, men med mindre nerve og spænding end f.eks Suspiria. Fantastiske kulisser dog. 

    Jeg kan se, at den har delt vandene lidt,og jeg er et sted i midten med en 6/10, hvilket mest af alt skyldes temaet og settingen. 

    Guldager20-10-18 14:22

  • ★★★★0

    Robin and Marian (1976)

    Jeg skal gerne medgive, at set som rent eventyr kan denne her udgave af Robin Hood måske være en smule svær at sluge. Ja medmindre man eventuelt er kyniker, der elsker at se de klassiske fortællinger ødelagt af realisme og en frigid indgang til sit materiale.

    På mange måder virker instruktør Richard Lester’s film i hvert fald nedslående, midt i løjerne hvor en aldrende Robin vender hjem til England og genoptager sin fejde med sheriffen af Nottingham og atter retter blikket mod sin gamle kærlighed Marian.

    På en måde har Lester’s film så måske alligevel også en god pointe, uanset om den har været tilsigtet eller ej. En pointe der illustreres fornemt af valget af, at vores helte er blevet gamle og slidte, på samme måde som eventyret eller nok mere eventyrfilmen var det på dette tidspunkt. Det trænger til en fornyelse, nytænkning.

    Historierne var i hvert fald blevet ret tyndslidte, efter at være blevet genbrugt mange gange, og de efterhånden få eventyrfilm der kom, de var ofte ikke besynderlig gode. Eller så i hvert fald på ingen måde nyskabende eller blot rigtigt gennemførte. Først året efter kom ”Star Wars” og ligesom forsøgte med noget nyt.

    Men altså, på den måde er denne film en fin repræsentant for sin tid og en fin hentydning til at eventyret er blevet affældigt og må som sine helte lide døden for at nye kan opstå. Robin kæmper måske nok stadig, men hvor han før kæmpede for en sag, så kæmper han nu blot for kampen, for han kan ikke andet.

    Til hovedrollen er Sean Connery et ganske oplagt valg, som helten der ikke kan opgive sin livsstil og falde til ro, selv om kroppen ikke rigtigt vil mere, og som Marian er Audrey Hepburn både følsom og stærk. Ligeledes er Robert Shaw typisk karismatisk som Robin’s nemesis og Richard Harris typisk arrogant som den knapt som noble Kong Løvehjerte.

    Derudover byder filmen på et par udmærkede actionscener, som nok vil virke noget langsommelige i vore dage, men det passer til vores helte. Den byder også på en del nostalgisk romantik og en længsel efter de tidspunkter i ens liv, som virkelig betød noget, uden at det bliver sukret og vammelt. Filmens slutning har jeg i øvrigt altid både fundet inspirerende og ødelæggende på samme tid.

     

    Bedømmelse: 7/10

    T. Nielsen21-10-18 13:09

  • ★★★★0

    Jessica Jones sæson 2

    Det kan godt være svært at overbevise sig selv om at den grå og overvejende seriøse "Captain America: The Winter Soldier" foregår i samme univers som den farverige og fjollede "Thor: Ragnarok", men de mere rå, blodige og til tider liderlige Marvel-tv-serier hjælper heller ikke på dette præmis. Jessica Jones fungerer da også bedst, hvis man bare fortæller sig selv, at "nej, Spider-Man svinger sig ikke rundt i samme by" og "nej, der er ingen Tony Stark, man kan prøve at kontakte". Jones er alene med sine problemer i en realistisk verden, som - ligesom vores egen - er helt upåvirket af superhelte med ekstreme apokalyptiske kræfter. Sådan valgte jeg i hvert fald selv at tænke, da Jessica i næstsidste afsnit af sæson 2 sagde til politimanden, at hun er den eneste som kan stille noget op overfor denne sæsons "skurk". 

    Jeg kunne rigtig godt lide sæson 1 af Jessica Jones. Jessica-karakteren fungerer fint i form af Krysten Ritter, som spiller en ung privatdetektiv, som drikker ekstreme mængder whisky (tilsyneladende uden at blive rigtig beruset) og tilfældigvis er superstærk. Sidstnævnte gør hun kun brug af ganske modvilligt, og selv om alle andre virker optaget af dette, så tager jeg mig selv i at glemme at hun har disse evner, når jeg ser den. Første sæsons styrke lå i spillet mellem Jessica og den karismatiske skurk, Kilgrave, som blev gradvist og glimrende præsenteret - og som desuden gjorde minimal brug af hendes superkræfter.

    Før sæson 2 kom ud gik der rygter om at Kilgrave vender tilbage. Det gør han da også, men ikke ret meget. I stedet fokuserer sæson 2 på de andre karakterer vi kender og introducerer et par nye, blandt andet et par vigtige personer fra Jessicas fortid. Trish er tilbage med hendes "mommy-issues" og lave selvværd, og Malcolm prøver som altid at gøre det rigtige. (Og dermed har jeg vistnok sagt alt som er at sige om dem.) Ingen af dem er særlig interessante at følge, ofte er de faktisk bare irriterende.

    Den lesbiske advokat, Jeri Hogarth, har sin egen historie, som kører sideløbende med Jessicas. Selv om jeg synes, at Carrie Anne Moss er dygtig og den helt rette til den målrettede og til tider kyniske karakter, så må jeg indrømme at hendes historie ikke fangede mig specielt i første 2/3 af denne sæson - det bliver dog mere interessant de sidste 3-4 afsnit. 

    Sæson 2 holder desværre ikke niveauet fra den første. Den var sjældent spændende, og meget af dialogen er decideret irriterende og ligefrem cheesy. Det er særligt når det er meningen at vi skal blive rørt, og når karaktererne skal forestille at gøre sig sårbare og udveksle emotionelle sandheder om hvad de ønsker fra hinanden (noget de gør meget i denne sæson), at det hele falder lidt til jorden. Det føles ikke ægte. Det føles lidt som Beverly Hills 90210. Nej, jeg tager det tilbage, 90210 fungerede faktisk ofte lidt bedre. 

    Dermed ikke sagt at der ikke er gode muligheder for en interessant sæson 3, hvis de vel at mærke får introduceret en karakter, som kan være lige så interessant og karismatisk som Kilgrave. Det er usandsynligt at det nuværende ensemble kan bære historien videre på nogen engagerende måde. 3/6. 

    Riqon21-10-18 13:32

  • ★★★★0

    Det kan godt være svært at overbevise sig selv om at den grå og overvejende seriøse "Captain America: The Winter Soldier" foregår i samme univers som den farverige og fjollede "Thor: Ragnarok", men de mere rå, blodige og til tider liderlige Marvel-tv-serier hjælper heller ikke på dette præmis. Jessica Jones fungerer da også bedst, hvis man bare fortæller sig selv, at "nej, Spider-Man svinger sig ikke rundt i samme by" og "nej, der er ingen Tony Stark, man kan prøve at kontakte". Jones er alene med sine problemer i en realistisk verden, som - ligesom vores egen - er helt upåvirket af superhelte med ekstreme apokalyptiske kræfter. Sådan valgte jeg i hvert fald selv at tænke, da Jessica i næstsidste afsnit af sæson 2 sagde til politimanden, at hun er den eneste som kan stille noget op overfor denne sæsons "skurk". 

    Sådan har jeg det også, som nu når jeg ser "Luke Cage". Synes ikke en kombi af de mange film virker troværdigt til at foregå i samme univers. Derudover finder jeg det ærgerligt at det virker som om at serierne rammer så lavt et niveau som de gør (med få undtagelser), da jeg finder at præmissen med den mere gadeplansagtige tilgang spændende og det kunne der være kommet noget godt ud af.

    T. Nielsen21-10-18 13:38

  • ★★★★0

    Pirates of the Caribbean: Salazar's Revenge

    Den 5. film i sagaen om sørøveren Jack Sparrow fokuserer på en ung mand med usandsynlig glat hud og blå øjne (nej, vent, de er brune...men så uskyldige!). Han ligner en ung Orlando Bloom - og det er han også. Han er nemlig søn af Orlando Blooms karakter fra de første film, og han har et mål i livet, nemlig at befri sin far fra en af de mange typiske "død sørøver"-forbandelser, som man har det med at blive offer for i det karibbiske hav. Men selv om dette præmis sætter filmen i gang, så handler resten af filmen pudsigt nok om noget helt andet. I centrum af handlingen står spanioleren Salazar, som også er offer for en død sørøver-forbandelse, og som selvfølgelig vil hævne sig på Jack Sparrow af en eller anden grund. Derudover møder vi en ung dame, som selvfølgelig er selvstændig nok til at kunne slå fra sig og fornærme, men som derudover ikke spiller nogen særlig rolle udover at være romantisk objekt for hovedpersonen.

    Der er intet nyt i denne film. Der er meget mere af det samme. Død sørøver-forbandelsen har jeg allerede nævnt. Der er lidt monstre. Så er der selvfølgelig skattekort (og en skat) og Johnny Depp, som fjoller rundt i sit sørøver-antræk med en beruset distance til alt som foregår. Der er dumme sørøvere, som misforstår alting, i forsøget på at skabe lidt morskab. Der er lidt romantik og flirteri, som desværre ikke fungerer helt optimalt. Så er der masse bulder og brag og overdrevet CGI, og så selvfølgelig også en del slapstick-humor krydret med one-liners.

    I forsøget på at få filmen til at skille sig lidt ud fra dem som kom før har man forsøgt at lave en god skurk i form af Javier Bardem. Han udfylder rollen som nådesløs, hævngerrig og visuelt afskyelig bøh-mand. Han har sine tics og små personlige særpræg, som skal fortælle os hvor stor en trussel han er. Han er sjov at se på, men nogen særlig dybde har han ikke. Han er ond og sur og svær at besejre. 

    Jeg gav mig til at se denne film med en portion popcorn og nul forventninger, og jeg var til trods for alt forudsigeligheden ganske godt underholdt, selv om de sidste 30-40 minutter blev lige lange nok. Jeg krummede også mindre tæer end jeg havde forventet, og de sidste par film taget i betragtning, så mener jeg faktisk at dette var et skridt i rigtige retning. Det var også fint nok at lidt af fokusset blev taget væk fra Jack Sparrow, som i denne omgang blot er en af mange karakterer, og en sekvens, som viser ham som ung kaptajn, var faktisk et godt bidrag til figuren. Faktisk synes jeg også, slutningen var lidt feel-good hyggelig på den Disney-agtige måde. 3/6. 

    Riqon21-10-18 13:57

  • ★★★0

    Robin and Marian (1976)

    For mig er det nostalgien, Connery og Hepburn, der trækker den op på et 7-tal også.

    Guldager21-10-18 16:37

  • ★★★★0

    For mig er det nostalgien, Connery og Hepburn, der trækker den op på et 7-tal også.

    Altså nostalgien i filmens melankolske tema eller din nostalgi i forhold til filmen?

    T. Nielsen21-10-18 16:45

  • ★★★★0

    Battle Creek Brawl (1980)

     

    Instruktør Robert Clouse der iscenesatte Bruce Lee i dennes måske kendteste film, ”Enter The Dragon”, står også bag denne ujævne actionkomedie, hvis tynde eller måske nærmere svagt fortalte handling og ganske forglemmelige persongalleri kun bæres oppe af atletiske Jackie Chan.

    Hans utallige og ofte ganske imponerende krumspring i diverse ellers lidt teknisk klodsede og ret så ublodige slåskampe gør at man aldrig helt sidder og keder sig så meget, at man helt mister interessen.

    Tonen i filmen er i øvrigt ret svingende, men for det meste lykkes den med at holde sit komiske udtryk og det er der den er bedst.

     

    Bedømmelse: 5/10

    T. Nielsen21-10-18 17:57

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen