Forum - Forum-tråd: What we saw

What we saw

  • ★★★★0

    Apostle (2018)

     

    Instruktør Gareth Evans der gav os den fremragende actionfilm ”Serbuan maut/The Raid” og dennes lidt mindre gode, men stadig mægtigt underholdende efterfølger, har med sin nyeste film begået en okkult thriller, der er landet direkte på Netflix.

    Historien om en mand der går undercover, for at redde sin søster fra en kult og i processen kommer tæt på lederen, virker til at begynde med ganske velkendt, men dog sat i en anden ramme mere historisk end den slags ofte ses. Fortællingen tages dog i en lidt anden retning, end man måske først aner og heldigvis for det.

    Desværre lider filmen som så mange andre nyere af +2 timers syndromet, hvor historier kategorisk skal trækkes længere ud end de kan bære. De første 45 minutter sidder man da ofte også mest og småkeder sig, mens man håber på at der snart præsenteres endnu en plotpointe man kan bruge til noget. Det er fint hvis en film vil opbygge og skabe stemning, men den må gerne kunne byde ind med andet end blot længden til dette.

    Man hænger dog alligevel på i spændt forventning om hvad der må komme. Det da kommer er da også teknisk/visuelt flot nok billede for billede og kunne måske endda have været interessant på et eller andet plan, hvis ikke Evans helt mister grebet om sin beretning.

    Det er som om filmen narrativt slet ikke længere helt kan hænge sammen eller give en mening scene for scene i den kontekst de skal. Enkelte steder bliver det endda på grænsen til det ufrivillig komiske, hvis det ikke blot bliver så ubehageligt voldeligt som flere scener er, uden at volden helt kan hænges op på den lidet gode handling og så den derfor føles som en nødvendig del.

    I hovedrollen synes jeg samtidig også at Dan Stevens overspiller og kører lidt rigeligt på det vi ved han kan, med det lidt vilde blik. Hans karisma fornægter sig dog ikke.

    Næste gang må instruktør Evens i øvrigt godt vende tilbage til actiongenren, for det er da vist der han egner sig bedst.

     

    Bedømmelse: 4/10

    T. Nielsen21-10-18 18:28

  • ★★★0

    Altså nostalgien i filmens melankolske tema eller din nostalgi i forhold til filmen?

    I forhold til tema :) 

    Guldager21-10-18 19:32

  • ★★★★0

    I forhold til tema :) 

    Det kan jeg bestemt følge. Jeg er dog også et sentimentalt fjols vil en del nok påstå. 

    T. Nielsen21-10-18 19:41

  • ★★★1

    Andet afsnit af "Herrens veje". Det er ganske gedigent uden de store overraskelser.

    Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at replikken om, at "færre kirker er jo ikke ensbetydende med mindre indhold vel?" var en stikkommentar til nedskæringerne i DR :)

    Og nå ja, så var der den obligatoriske baghyler-scene...

    Rasmus Drews21-10-18 21:13

  • ★★★0

    Og nå ja, så var der den obligatoriske baghyler-scene...

    Det foregik vist også i det, man kalder et samleje-køkken. ;) Det knaldes da igennem i denne serie.

    Men, ja, det var vel et af de bedre afsnit med et par interessant elementer. Det var dog ret forbløffende, hvor velfungerende Johannes var efter alle de absurd mange tæsk.

    Det var i øvrigt pudsigt, at Emilie nu som en anden Svend Lings giver aktiv dødshjælp. Det så lige lovlig idyllisk ud, men det kunne være interessant, hvis patienten ikke er død men blot hjerneskadet - som nogle af Lings 'patienter' muligvis er.

    Benway22-10-18 13:46

  • ★★★0

    Jeg synes, at hele temaet med tab og savn var godt og rørende skildret.

    Men ja, det var lidt overraskende, at der ikke var nogen, der foreslog, at Johannes lige tog en tur på skadestuen for at blive tjekket for brækkede ribben eller lign...

    Hvad synes du om hele clairvoyant-tingen? :)

    Rasmus Drews22-10-18 14:28

  • ★★★0

    Hvad synes du om hele clairvoyant-tingen? :)

    Jeg er ikke så vild med hele overnaturligheds-elementet i serien, men nu har den jo vedvarende brugt det, så det er åbenbart sådan, det bliver.  Nå det så er sagt, så synes jeg faktisk scenen var ret godt spillet, og den clairvoyante var jo decideret creepy. Det var sgu ikke megen tryghed, hun fik for pengene. :)

    Derudover kom jeg til at tænke på, hvor godt det er, at vores præster er til rådighed uden betaling for den enkelte. Der er noget meget frastødende over hele ideen om, at det lige koster 800 kr. at få sorgen slukket.

    Jeg synes for øvrigt, at det var en stærk scene med åndsguide-aspiranten, der ubekymret løj for at gøre et bedre indtryk. Kæresten var helt med på det: "Pyt skidt. Bare det sælger." Djævlen frister, må man sige. :)

    Benway22-10-18 15:01

  • ★★★0

    Jessica Jones sæson 2

    Det kan godt være svært at overbevise sig selv om at den grå og overvejende seriøse "Captain America: The Winter Soldier" foregår i samme univers som den farverige og fjollede "Thor: Ragnarok", men de mere rå, blodige og til tider liderlige Marvel-tv-serier hjælper heller ikke på dette præmis. Jessica Jones fungerer da også bedst, hvis man bare fortæller sig selv, at "nej, Spider-Man svinger sig ikke rundt i samme by" og "nej, der er ingen Tony Stark, man kan prøve at kontakte". Jones er alene med sine problemer i en realistisk verden, som - ligesom vores egen - er helt upåvirket af superhelte med ekstreme apokalyptiske kræfter. Sådan valgte jeg i hvert fald selv at tænke, da Jessica i næstsidste afsnit af sæson 2 sagde til politimanden, at hun er den eneste som kan stille noget op overfor denne sæsons "skurk". 

    Jeg synes, at det er en lidt spøjs måde at sætte det op på. Jeg har ingen problemer med, at Marvel filmene og Marvel/Netflix-serierne befinder sig i samme univers. For selv om de tone-mæssigt går efter en mere realistisk tilgang til materialet i serierne, er de stadig præget af heltenes superevner i form af supersanser, usårlighed, superstyrke, Jessica Jones kan sågar flyve, samt en verden hvori der flere gange optræder trolddom og magi, og hvor de døde kan blive vakt til live igen. På trods af deres umiddelbare mere realistiske fremtoning er alle serierne jo stadigvæk domineret af det fantastiske og overnaturlige og jeg kan derfor sagtens se Jessica Jones og eksempelvis Spider-Man være en del af samme by. Det med at Tony Stark og de øvrige Avengers blot er et telefonopkald væk gør hverken fra eller til, som jeg ser det. Nu kan The Avengers jo ikke være alle steder på en gang, så derfor vil der altid være brug for andre helte til at tage sig af andre og i nogle tilfælde mindre opgaver.

    Grunden til at Jessica Jones siger som hun gør til politimanden, mener jeg ikke har noget at gøre med, at hun ikke ville kunne tilkalde hjælp, hvis hun skulle have behov for det, men er i stedet et udsagn der stemmer overens med hendes tætte forbindelse til sæson 2's skurk. Det er et personligt opgør for Jessica Jones og derfor er det også kun hende, der skal tage opgøret med skurken i følge hendes måde at gribe situationen an på.

    Jeg kunne rigtig godt lide sæson 1 af Jessica Jones. Jessica-karakteren fungerer fint i form af Krysten Ritter, som spiller en ung privatdetektiv, som drikker ekstreme mængder whisky (tilsyneladende uden at blive rigtig beruset) og tilfældigvis er superstærk. Sidstnævnte gør hun kun brug af ganske modvilligt, og selv om alle andre virker optaget af dette, så tager jeg mig selv i at glemme at hun har disse evner, når jeg ser den. Første sæsons styrke lå i spillet mellem Jessica og den karismatiske skurk, Kilgrave, som blev gradvist og glimrende præsenteret - og som desuden gjorde minimal brug af hendes superkræfter.

    Før sæson 2 kom ud gik der rygter om at Kilgrave vender tilbage. Det gør han da også, men ikke ret meget. I stedet fokuserer sæson 2 på de andre karakterer vi kender og introducerer et par nye, blandt andet et par vigtige personer fra Jessicas fortid. Trish er tilbage med hendes "mommy-issues" og lave selvværd, og Malcolm prøver som altid at gøre det rigtige. (Og dermed har jeg vistnok sagt alt som er at sige om dem.) Ingen af dem er særlig interessante at følge, ofte er de faktisk bare irriterende.

    Den lesbiske advokat, Jeri Hogarth, har sin egen historie, som kører sideløbende med Jessicas. Selv om jeg synes, at Carrie Anne Moss er dygtig og den helt rette til den målrettede og til tider kyniske karakter, så må jeg indrømme at hendes historie ikke fangede mig specielt i første 2/3 af denne sæson - det bliver dog mere interessant de sidste 3-4 afsnit. 

    Sæson 2 holder desværre ikke niveauet fra den første. Den var sjældent spændende, og meget af dialogen er decideret irriterende og ligefrem cheesy. Det er særligt når det er meningen at vi skal blive rørt, og når karaktererne skal forestille at gøre sig sårbare og udveksle emotionelle sandheder om hvad de ønsker fra hinanden (noget de gør meget i denne sæson), at det hele falder lidt til jorden. Det føles ikke ægte. Det føles lidt som Beverly Hills 90210. Nej, jeg tager det tilbage, 90210 fungerede faktisk ofte lidt bedre. 

    Dermed ikke sagt at der ikke er gode muligheder for en interessant sæson 3, hvis de vel at mærke får introduceret en karakter, som kan være lige så interessant og karismatisk som Kilgrave. Det er usandsynligt at det nuværende ensemble kan bære historien videre på nogen engagerende måde. 3/6. 

    Glimrende skrevet selv om, at jeg synes du måske smører lige rigeligt tykt på med "Beverly Hills 90210" referencen. Men jeg kan godt se, hvad du mener. :) 

    Jeg er derfor meget enig i din vurdering og synes også, at "Jessica Jones" - sæson 2 var et kvalitetsmæssigt step ned af stigen, desværre. Dog vil jeg så tilføje, at jeg var ret vild med sæson 2's skurk og de dueller hun havde med Jessica Jones, hvor både de fysiske og verbale var meget interessante at følge. Skurkerollen var i øvrigt også rigtig godt spillet, synes jeg. :)

    NightHawk22-10-18 17:55

  • ★★★★0

    Jeg er derfor meget enig i din vurdering og synes også, at "Jessica Jones" - sæson 2 var et kvalitetsmæssigt step ned af stigen, desværre. Dog vil jeg så tilføje, at jeg var ret vild med sæson 2's skurk og de dueller hun havde med Jessica Jones, hvor både de fysiske og verbale var meget interessante at følge. Skurkerollen var i øvrigt også rigtig godt spillet, synes jeg. :)

    Ja, hun gjorde det så godt hun kunne med de replikker de gav hende.

    Men for at være mere specifik:

    Så var hun godt casted. Hun kunne både være kold og hård, varm og moderlig. Begge dele lykkedes stort set. 

    Riqon22-10-18 22:41

  • ★★★0

    Selv om jeg ikke rigtig ku li Trish forvandling så meget så grinede jeg nu en del over den her.

    Cray Cray

    Det havde den rigtige mængde overflod af overproduceret musik video fra den gang, inklusiv en tekst, som ingen mening gav, selv om Fact'sne undervej blir lidt for meget. Men synes det var sjovt endelig at se dem refere noget mere til hendes fortid, som Moren jo især var stor del af skylden for. 

    Elwood22-10-18 23:02

  • ★★★0

    First Man (forpremiere)

    Det kan på papiret lyde trivielt med endnu en biopic fra Hollywood, men ‘First Man' er et biografisk, uglamourøst drama, som fokuserer på den sjældent fortalte historie om de mange menneskelige omkostninger, det krævede at sende en mand på månen. For Niel personligt handlede det om at ‘finde mening’ i sorgen. Det er en smuk og ophøjet film. En følelsesmæssig og visuel tour de force uden lige. Tredje akt er majestætisk og vil formentlig gå i historien som en stor, visuel bedrift. Solide præstationer over hele linjen. Jeg forlod forestillingen med stor tilfredshed og så man den ikke i biografen, så man den slet ikke. All hail, Chazelle!

    Og så lige dette score:

    m.youtube.com/watch

    Babo23-10-18 20:36

  • 0

    Jeg har også set sæson af Jessica Jones og jeg synes også det er et kvalitetsdyk den har taget. Jessica Jones er stadigvæk god og interessant, men et af de store problemer er at de allesammen opfører sig usympatiske og umoralsk med undtagelse af Malcolm. Især sidehistorien med Jeri Hogarth er svær at sluge. Det er en person som har været medvirkende til mordet på sin egen kone og i hele serien har handlet umoralsk og usympatisk. En person som jeg hele tiden har ønsket død, da hun ikke er et hak bedre end nogle af de skurke de optræder i serien.

    Derudover så er der ikke en egentlig skurk i denne sæson, men blot en sindsforvirret kvinde som dræber pga. kærlighed til en anden person.

    Slutningen er dog god og lægger op til en interessant tredje sæson, som jeg dog ikke er så sikker på kommer.

    Whispering Horse25-10-18 03:54

  • ★★★★0

    Nu har jeg set del 1 af Making a Murderer med konen. Ret forstyrrende. Det er jo helt åbenbart at han er skyldig.

    Altså Detective Lenk. 

    Riqon26-10-18 09:43

  • ★★★★0

    Reconstruction (2003)

     

    Der hviler en tung melankolsk stemning over instruktør Christoffer Boe’s i øvrigt fornemme debutfilm. Det er heldigvis en melankoli der virker til filmens fordel og giver den æstetiske og innovative visuelle stil en forførende tilstand, som gør den til en smuk og rørende film om kærligheden, i en historie der måske i perioder kan forekomme for kontemplativ.

    Det ville måske være forkert at kritisere filmen for at virke konstrueret, sin titel taget i betragtning. Selv om den som stiløvelse i sig selv er flot, er fortællingen mere et udtryk og forsøg på at sætte billeder på både forelskelsen og kærlighedens svært begribelige væsen, end en egentlig handling.

    Meget passende hører vi i starten filmens hovedperson, spillet udtryksfuldt og fint tilbageholdt af Nikolaj Lie Kaas, fortælle om en drøm han har haft om en kvinde. Dette kan nemlig passende tjene som en metafor for den alt andet end lineære måde handlingen præsenteres på. Den er i sig selv som en drøm, logisk i sin egen virkelighed, fuld af brydsomt forståelige facetter, som i den veritable verden vil fremtræde konfunderende for dens tilskuer.

    Resultatet føles dog heldigvis hverken sjusket eller elendigt skildret, så når man som publikum sidder og får følelsen af at være vidne til en lignelse om kærlighedens illusioner, hvor mennesket fortaber sig i tilstanden og mister sig selv, så gribes man af det og tror på at Boe faktisk mener det han siger. Den fik i hvert fald mig til at fælde en tåre.

     

    Bedømmelse: 8/10

    T. Nielsen26-10-18 11:01

  • ★★★★2

    Haunting of Hill House (Netflix)

    Det er sjældent, at jeg falder over en serie, som jeg binger. Men det var jeg nødt til med denne. Sjældent er en serie skruet så godt sammen, med handlingsforløb, der springer i tid og sted, samt en samling karakterer, der er komplekse og interessante på hver deres måde.

    Handlingen foregår i to tidsperioder med de samme mennesker. Man følger en familie på syv, som flytter ind i det enorme Hill House for at renovere det, og derefter sælge det. Selvfølgelig gemmer huset på gruopvækkende hemmeligheder, der afvikles på en rigtig creepy måde. 

    Den anden tidsperiode følger familien en del år senere, hvor de er nødt til at mødes under kedelige omstændigheder. Hver enkel har sine erindringer om Hill House, og hvad der egentlig skete dengang.

    Det geniale i serien, er den måde trådene væves sammen på hen af vejen, og som gør, at man bare lige er nødt til at se næste afsnit. Der er ikke en lige vej, og jo mere man ser, dets flere AHA! oplevelser får man. 

    (Og så er den pisse uhyggelig!)

    Topserie, der får de bedste anbefalinger herfra.

    davenport30-10-18 14:04

  • ★★★0

    Kunne du overtales til at smide en karakter efter den? :)

    Rasmus Drews30-10-18 13:08

  • ★★★★0

    Jeg vil nok give 5/6, 8/10 - mest fordi den i et enkelt afsnit lidt midster pusten, men det kommer dog igen. 

    davenport30-10-18 13:09

  • 0

    Den nye serieversion af Haunting of Hill House syntes jeg også virker ret original. Jeg kan ikke lige komme på andre serier der på den her måde lykkes med at fortælle den klassiske spøgelseshistorie. Det er imponerende at de kan holde spændingen over så mange afsnit, uden at den taber pusten og bliver kedelig.

    Aranyhajú Nyárszépe30-10-18 23:12

  • ★★0

    Er sæson 1 så en fortælling eller fortsætter den i en sæson 2?

    MOVIE100030-10-18 23:22

  • 0

    Er sæson 1 så en fortælling eller fortsætter den i en sæson 2?

    Det forlyder, at hvis sæson to bliver en realitet, så vil den omhandle en ny familie. 

    Mikkel Abel31-10-18 00:24

  • ★★★★0

    Haunting of Hill House (Netflix)

    Det er sjældent, at jeg falder over en serie, som jeg binger. Men det var jeg nødt til med denne.

    Jeg læste ikke videre herfra, da jeg vil vide så lidt som muligt, før jeg ser videre. Men første afsnit var cool! 

    Riqon31-10-18 08:12

  • ★★★★0

    Whitney: Can I Be Me (2017)

     

    Der har været en del jeg ikke har vist om Whitney Houston, hendes baggrund og opvækst og her fyldes op med lidt hurtig viden. Jeg kendte hende mest overfladisk via medierne som ”den søde pige”, for hvem der gik helt galt da hun mødte sin kommende gemal Bobby Brown.

    Her perspektiveres dette billede en del, så man måske bedre fanger og forstår hvorfor det kunne gå så galt og i så lang tid, før hun måtte betale den ultimative pris.

    Når det er sagt, har jeg jo aldrig haft en større interesse i hverken hende eller hendes musik. Har man en del viden om Houston, vil denne konventionelle dokumentar nok forekomme ret så overfladisk og måske også ret ligegyldig egentlig.

     

    Bedømmelse: 6/10

    T. Nielsen31-10-18 12:19

  • 0

    Det forlyder, at hvis sæson to bliver en realitet, så vil den omhandle en ny familie. 

    Ja, familien Crain er et overstået kapitel ifølge Mike Flanagan. Om der bliver en sæson to, er op til Netflix og Paramount. Men hvis det er så stor en succes som det tyder på, mon så ikke. Flanagan selv er jo ikke afvisende.

    Har først lige fået set det til ende. Syntes måske slutningen skuffede mig lidt, ved at være mindre kompleks end jeg havde forventet.

    Da Dudleys parret begyndte at hentyde til at de havde en datter på alder med tvillingerne, regnede jeg ud at det måtte være Abigail og hun derfor måtte være en virkelig person.
    Resten syntes jeg er lige ud af landevejen og ret forudsigeligt. Det meste er som det ser ud til.

    Har dog aldrig læst bogen eller set de to tidligere filmatiseringer. Kunne være man skulle få dem set, men har hørt at de er noget tvivlsomme?

    Aranyhajú Nyárszépe31-10-18 18:02

  • ★★★★0

    Halloween II (1981)

     

    Da jeg som stor knægt første gang så først John Carpenter’s ”Halloween” og lige bag efter denne efterfølger, fandt jeg den helt fantastisk. Den var skræmmende og der var konstant gang i den. Den var jo ”en lang jagt”, som jeg herligt forskræmt kunne berette om.

    Samtidig fandt jeg dens endnu voldsommere mytiske tilgang til Michael Myers og dets familiebånd twist fascinerende. Ja, den var jo langt bedre end Carpenter’s langsommelige og lidt tamme første del.

    Flere år senere da jeg genså begge, måtte jeg erkende at originalens mere foruroligende, men roligt opbyggende psykologiske tilgang simpelthen var gået hen over hovedet på mig grundet min alder. Det var jo den der var den store horrorfilm, mens denne efterfølger var tæt på at være det rene lort.

    Måske var jeg blot skuffet nu jeg havde husket den så god, siden jeg nu fandt den så ringe. Ved endnu et gensyn kan jeg i hvert fald konstatere, at helt så dårlig er den såmænd slet ikke, selv om den heller ikke hæver sig op over det middelmådige.

    Den starter egentlig ganske godt ud, hvor der rammes en fængslende og ildevarslende stemning, som jeg synes meget godt forsætter hvor den første den slap. Som den tynde historie skrider frem, falder en del dog mere og mere til jorden og gyset kommer til at fremstå, i bedste fald ret så tamt og samlebåndsagtigt og i værste, lettere komisk.

    Man har prøvet at udvide fortællingen, så den enkle ramme har lidt mere indhold. Men hvad der set med barneøjne var genialt, forekommer i dag ofte ret dumt. Både ideen med den unge mand med masken, der leder politiet på vildspor (det fylder heldigvis ikke meget) og så netop twistet med at Myers har ”overraskende” familiære bånd til sin hjemby forekommer søgt og Hollywood’sk på den ufede måde.

    Men uanset hvad man kan kritisere denne for, så har den stadig noget over sig i dens visuelle og stemningsmættede stil, der stadig understøttes ualmindeligt fremragende af Carpenter’s effektive underlægningsmusik. Nå ja og så er spilletiden heldigvis så kort og tempoet så højt, uden at blive forjaget, at man aldrig når at kede sig.

     

    Bedømmelse: 5/10

    T. Nielsen 1-11-18 12:15

  • ★★★2

    Hunt For The Wilderpeople (2016)

    Jeg skal være ærlig og indrømme, at mit kendskab til den New Zealanske instruktør Taika Waititi ikke er synderligt imponerende andet end at jeg ved, at han stod bag en af de mest succesfulde, herligt kreativt tænkende og mest underholdende superhelte-film til dato i skikkelse af et kulørt festfyrværkeri af en anden verden, som udgjorde det hammerfede eventyr "Thor : Ragnarok". Dette giver retrospektivt set da alt sammen også rigtig god mening, når man går tilbage i tid og ser instruktørens forrige værk "Hunt For The Wilderpeople", der på sammenlignelig vis excellerer i en vidunderlig løssluppen udfoldelse af fantasiens forunderlige væsen i en fortryllende og medrivende munter moderne fabel, der elegant understreger Taika Waititi som en herlig kæk og yderst kreativ person, der sprudler af energisk overskud og magisk fortællelyst, som vil gå lige i hjertet på de fleste filmelskere.

    På en lettere grå og deprimerende diset dag ankommer den fastfood-buttede rodløse teenager og deltids-ballademager Ricky Baker (Julian Dennison) til plejefamilie nr. 117 i rækken. Da det tilmed er så langt ude på bøhlandet som man overhovedet kan komme, er knægten fra stenbroen ikke ligefrem ved at eksplodere af optimisme selv om hans svært sarkastiske sagsbehandler Paula (Rachel House) og hans nye og mildt sagt politisk ukorrekte plejemor Bella (Rima Te Wiata) forsøger at præsentere de landlige omgivelser i et positivt lys. Skønt det at Bella tager imod ham med åbne arme og en uforbeholden kærlighed, er hendes mand - den knarvorne og bitre Hector (Sam Neil) - ikke meget for pludselig at skulle være plejefar for en wannabe gangsta-rapper med masser af problemer i bagagen, og Ricky vælger derfor per instinkt at tage frikadellens flugt over plankeværket i nattens mulm og mørke for at være sin egen lykkes smed. Men den ukuelige Bella giver ikke op så let og med lige dele moderlig omsorg og en kontant men kærlig tone, lykkedes det hende at hive den uslebne diamant tilbage i trygge rammer på gården.

    En munter fødselsdag senere får Ricky en hund i gave, som han straks navngiver efter sin yndlings-rapper og et ubrydeligt venskab opstår imellem dem, som for første gang giver den forsømte knægt en følelses af at være elsket og værdsat. Men alting har som bekendt en ende og da en forfærdelig tragedie indtræffer og de sociale myndigheder vil fjerne ham fra plejefamilien, har Ricky fået nok og flygter - kraftigt inspireret af sin vilde hippie-plejemor - ud i det new zealandske vildnis i et forsøg på at klare sig helt på egen hånd uden indblanding fra alle de irriterende voksne. Selv om Hector ikke er meget for det, optager han forfølgelsen for at redde knægten fra at fare endnu mere vild end han allerede er i forvejen og få ham fragtet tilbage til myndighederne. En forvredet ankel, en perverteret misforståelse og en vild slåskamp med nogle gustne jægere senere må Hector dog ændre sine planer for i stedet at tage flugten ud i vildnisset sammen med Ricky, som myndighederne pludselig tror er blevet kidnappet, hvilket betyder at hans ekstremt dedikerede sagsbehandler Paula iværksætter en menneskejagt af en anden verden på det umage makkerpar, som undervejs deres hæsblæsende eventyr må lære at samarbejde på trods af deres vidt forskellige måde at anskue verden på.

    Det der først slog mig, da jeg så denne simple, men utroligt morsomme, rørende hjertevarme og vidunderligt syrede coming-of-age komedie, var hvor overbevisende og medrivende en rytme og timing der var i i både fotograferingen og redigeringen, hvilket fik både dialogen og den samlede fortælling til at falde så elegant i hak, at selv Egon Olsen ville blive grøn af misundelse. De mange klukkende morsomme jokes der bliver leveret råt for usødet - på en befriende bramfri og politisk ukorrekt facon - synes nærmest at stå i kø i hvert eneste eventyrlige kapitel af Taika Waititis fantasifulde dannelsesrejse, som trods sine mange sarkastiske stikpiller det skæve og spraglede persongalleri imellem, plus et par enkelte barske scener der rammer lige i hjertet, samtidig er fyldt til bristepunktet med så megen kærlighed, loyalitet og livsglæde, at man efterfølgende selv sidder med et kæmpe smil på læben, når filmens rulletekster åbenbare sig side om side med et yderst velklingende soundtrack. Det er kort sagt en fremragende og ovenud herlig måde, som Taika Waititi har skruet det hele sammen på.

    Blandt castet er der ikke en eneste af skuespillerne, som falder igennem i deres balance mellem sarkastisk komedie og lunt drama. Men absolut bedst er de tre centrale karakterer i filmen i skikkelse af Julian Dennisons charmende flommede gavtyv Ricky og Sam Neils gustne men elskelige knudemand Hector - der har en helt igennem forrygende god kemi imellem sig - samt ikke mindst Rachel Houses fandenivoldske og hylende morsomme sagsbehandler Paula, som personificerer den dynamiske duos autoritært fanatiske og skrupskøre nemesis, der dog også har den for hende uventede positive effekt at gøre de følelsesmæssige og familiemæssige bånd mellem Ricky og Hector stærkere og stærkere undervejs den vilde jagt på de to umage rebeller. Således er “Hunt For The Wilderpeople” både en visuel, dialog og ikke mindst skuespilmæssig fryd for øjet, der taler ligeså meget til hjertet som den taler til lattermusklerne og dermed en film der fra min side får de varmeste anbefalinger med på vejen.

    9/10

    NightHawk 3-11-18 01:11

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen