Split
En fyr kidnapper tre teenagepiger og lukker dem inde i sin kælder. Fyren er dog ikke bare en almindelig perv, men lider af det, man i gamle dage kaldte Multiple Personality Disorder, men som man nu (også i filmen) kalder DID, som står for Dissociative Identity Disorder. Manden har 23 personligheder (muligvlis flere?), og de snakker og klæder sig og opfører sig forskelligt, og de er langt fra helt enige om, hvorvidt det er en god ide at have tre piger i kælderen.
Shyamalan har lavet nogle få mindeværdige film og en masse skrald, men der har med de seneste års forsøg været snak om et muligt comeback for instruktøren, som skriver alle sine egne film. Karakteristisk for hans historier er et grundlæggende præmis, som i sig selv skal bære filmen, oftest tillagt et twist. Shyamalanske twists blev desværre en kliche efterhånden som man lærte at forvente dem i hans film, og derfor er det bare et plus, at lige netop denne film heller ikke er afhængig af sit twist for at fastholde publikums opmærksomhed.
I stedet fastholdes man i første omgang af en intelligent hovedperson, som gør sit bedste for at spille sine kort på en smart måde for at prøve at redde sig selv ud af en ekstrem situation. Det simple med historien er det som fungerer bedst. James McAvoy fungerer dog også godt som manden med flere ansigter, og hans skuespil er troværdigt, uanset om han er Barry, Patricia, Dennis eller en helt anden. Til gengæld er hans terapeut en irriterende og uoverbevisende figur, fejlcastet og dårlig skrevet. Hendes "faglige" ideer irriterer og tager en ud af illusionen, især hvis man faktisk ved lidt om dissociative lidelser. Det havde klædt filmen med mindre verbal forklaring af plottet, ikke mindst fra hendes side. Filmen bliver lidt for lang, og meget af fyldet føles i sidste ende unødvendigt. Derfor ender den på en 3/6 fra min side.