Love, Simon (2018)
Når man ser en amerikansk coming-of-age film, der foregår på en high school, så forventer man en del troper. Når den så oven i købet handler om en homoseksuel dreng, der ikke er kommet ud endnu, så forventer man lidt mere kliché. Men Love, Simon styrer uden om de fleste faldgruber, og er både et rørende, personligt drama, men også til tider en lettere absurd film. Det er især to af lærerne på skolen, der står for de sjove indslag.
Simon er hemmelig homoseksuel, og en dag ser han et hemmeligt indlæg på skolens blogside om en, der er i samme situation til ham. Han skriver en mail til ham, og de starter en mailkorrespondance, hvor de kommer tættere og tættere på hinanden. Simons venner er rent almindelige, og det er rart at se, at de ikke skal være enten "brain, basket case, athlete, princess eller criminal".
Resten må hellere komme i en spoiler, men lige en konklusion først:
En god, rørende og til tider sjov film med et vigtigt budskab.
8/10
Essentielt er det en historie om at springe ud som homoseksuel, og det er netop her filmens absolut største styrke er, fordi hver gang Simon fortæller det til nogle, er reaktionen anderledes: hans tætte ven er ikke overrasket, forældrene er overrasket, og især faderen er ikke s hurtigt til acceptere det, mens dem, der kommer tættest på en trope - jocksene - ser ham som nyt mobbeoffer.
Et lille irritationsmoment var i et stykke tid - jamen, hvorfor springer han ikke bare ud? - men det bliver forklaret supergodt i filmen, og forklaringen er heldigvis ikke, at han så vil blive mobbet. Den viser tydeligvis, at de unge mennesker er mere accepterende end de ældre (selvom nærmest ingen er fordømmende), hvilket også stemmer med min verdensopfattelse.
Trope?