Rambo (2008)
Stallone, hvis ansigt her næsten ligner et der er ommøbleret med en spade og er lige så stift, har både skrevet, instrueret og spiller naturligvis også hovedrollen til denne efternøler til hans 80’er ikoniske supersoldat John Rambo.
Til det kan jeg (forsat) kun sige, hold da kæft det er sadistisk og afstumpet foder til den indre svinehund. Det er en af de mest hjernedøde og brutalt underholdende actionfilm jeg har set og jeg har set en del.
Stallone kan i hvert fald ikke beskyldes for at ligge under for den ”gode” smag eller intellektuelle meningsdannere. Jeg kom i hvert fald af med noget der og følte mig nærmest lettet for en del frustrationer og spændinger efter dette gensyn. Jeg var ganske enkelt blevet gennemblæst.
Da Stallone genoplivede Rocky med filmen ”Rocky Balboa” anså jeg det i sin tid for et af de mest tåbeligt desperate forsøg på et sidste comeback. Filmen viste sig heldigvis at være en varm, behagelig melankolsk og sympatisk tur ned af ”memory lane” med hjertet på rette plads. Men hvis jeg dengang opfattede forsøget desperat på forhånd, så var det svært at vide hvad jeg dengang skulle mene om af genoplive den ofte udskældte Rambo.
Nuvel, måske fungerer filmen i mine øjne faktisk så godt, stadig efter hele 3. gennemsyn (Biografen og to gange hjemme) fordi Stallone enten er, heldigvis dum nok eller ligeglad med hvad folk måtte mene og det skinner i den grad igennem i filmen.
Den ligner noget der er lavet dengang man kunne ”tillade” sig alt i actiongenren. Første gang jeg så den følte jeg mig ærligt mest hensat til 80’erne og det nu hedengangne Cinema 1-8 i det indre København, fyldt med underholdende, men letforglemmelige B-film eller til drengeværelset med vhs-maskinen og 14 tommer Tv med en gang rough actionshit lejet på nærmeste tankstation.
”Rambo” eller ”John Rambo” som titlen rent faktisk er, er blot endnu mere kompromisløst voldeligt og tempoet mere hidsigt. ”Rambo” er uforfalsket voldsporno som underholdning, der bringer minder frem fra dengang der ingen grænser var, tilsat lidt af vore dage heftige stil (heldigvis ikke for meget, det er mest gammeldags i den bedste forstand, selv om der er scener der ikke gør så godt!).
Så altså, hvor ”Rocky Balboa” var sympatisk og melankolsk, så er ”Rambo” råt fuldblods action, med en snert af krigsfilm og krigsfilmsæstetik, som underholdning. Der ligger måske lidt banalt melankolsk implicit i figuren, men det træder (heldigvis) hurtigt og konstant i baggrunden, så det kun fylder det som det gerne må og skal.
Stallone har mest travlt med at indlede et mildt sagt rasende angreb på ens smagsløg. Han blæser hurtigt og nådesløst op for en film der tydeligt er lavet uden omtanke for hvad de kulturelt korrekte måtte tænke og mene. Ja egentlig kan man måske godt tillade sig at kritisere at man kunne tro han har lavet den uden meget tanke overhovedet.
Har man lyst, kan man sikkert også tolke mange uheldige budskaber og holdninger ud af filmen og dens historie. Men hvem fanden egentlig spilde tid på noget sådant, når filmen i den grad så skønt appellerer til ens mest primitive instinkter, når Rambo endelig springer ud som seriemorder og med fryd nedslagter fjender i hobetal, så lemmer, blod og indvolde flyver til højre og venstre.
Faktisk mindes jeg ikke at Rambo været så gennemført ond, led og brutal som her, hvor det indimellem kammer det så meget over, at jeg måtte grine højlydt og klappe i mine små hænder.
Det sagt, så chokerer filmen dog også sine steder. Aldrig har jeg set så udpenslet og bestialsk nedslagtning af civile som her, så det næsten vender sig i en.
Samlet set, så må jeg også sige at filmen måske slet ikke er til så høj en rating som jeg giver den, selv om jeg personligt morede jeg mig herligt og mere til. Handlingen er så enkel og spinkel, så der dårligt er en. Rambo tager ind i Burma for at redde en gruppe humanitære arbejdere, han noget modvilligt har hjulpet derind og nu han er der, kan han lige nedlægge en stor del af deres hær.
Opbygningen kunne også være bedre og selv om filmen heldigvis holdes kort, så man ikke begynder at kede sig eller ”få nok”, så måtte den nu gerne have haft blot ti minutter mere til at intensivere flugten igennem junglen, inden det voldsomt pragtfulde klimaks og højdepunkt, så vi fik opbygget en bedre spænding. Højdepunktet er så medgivet sjældent set mere vidunderligt bloddryppende underholdende, gav mig minder om Sam Peckinpah’s 1969 mesterværk ”The Wild Bunch”.
Skuespillet er mest en gang pumpet machobullshit eller blot letforglemmeligt, uden mange nuancer og med en dialog der mest består af komisk vulgære one-liners. Sådan skal det så være. Stallone i hovedrollen som den ensomme kæmper, der har overlevet sig selv, holder da også mest ansigtet i en mine som var han i konstante smerter, men ude af stand til at udtrykke det.
Som film er og forbliver ”Rambo” råt kitsch, så vidunderligt renset for de strømlinede tiltag genren alt for ofte har været hæmmet af. Den underholder, både af de rigtige, men sikkert også af de forkerte grunde.
Den er måske ikke så god som den første film i serien ”First Blood”, der den dag i dag fremstår som et godt bud på en både spændende og intens actionfilm, der trods en simpel handling bygger godt op. Men det lykkes så gamle Stallone af toppe de to mere tvivlsomme efterfølgere.
God fornøjelse siger jeg bare og ”Fuck the world”, sådan!!!
Bedømmelse: 8/10