Forum - Forum-tråd: What we saw

What we saw

  • ★★★★★★1

    Find Dory

    Jeg ville aldrig have troet at Pixar skulle synke så dybt, som de har gjort med "Find Dory".

    Hvor Pixar tidligere har haft store ambitioner med at give deres publikum noget med hjem at tænke over, ud over deres helt sublime teknik - så virker det denne gang som om de ingen ambitioner har haft, overhovedet.

    Forgængeren "Find Nemo" handler om en lille fisk, som går så grueligt meget igennem - hans mor dør, han har en defekt og føler sig som en outsider - og så gennemgår han en fantastisk og farefuld rejse og personlig udvikling, som ender med at gribe fat i alle følelser. "Find Dory" er en nuttet og ufarlig historie for de allermindste.

    Jeg følte aldrig at Dory på noget tidspunkt var i fare for noget som helst. Pixars store fejl er først og fremmest at de har flyttet fokus. Dory er med sin mangel på korttidshukommelse, det komiske indslag - som virkede fint i den første film. Men at basere en hel film med hende i centrum, kun baseret på at hun bliver bedre til at huske og på at hun finder "hjem" er alt for lidt, og svarer slet ikke til Pixar's normale høje niveau.

    Lad for guds skyld være med at se den danske "Ole Henriksen" udgave. Ja du læste rigtigt - cremekongen er af uforklarlig grunde blevet valgt til at speake om et havakvarie, som var det ham der ejede det. Det er IKKE sjovt. I det hele taget er gags og bipersoner, bortset fra en fantasifuld blæksprutte, så ringe at de næppe havde været med i en dårlig dansk animationsfilm.

    Simpelthen tåkrummende dårligt. Historien er til 2 stjerner - og det er kun Pixars meget høje animations kvallitet som hæver den det sidste stykke til 3. Mindre børn vil, uden tvivl, være fint underholdt i den ufarlige verden - mens voksne i bedste fald vil kede sig. Men filmen er alligevel lavet i Dorys ånd, for den er lige så hurtigt glemt igen.

    5/10 - 3/6

    Wayne15-11-19 06:47

  • ★★★★★★0

    ZOOLANDER 2

    Meningsløst.

    Men der var vel heller ikke nogen, som havde forventet en historie med mening?

    Den første Zoolander var en herlig og hjernedød historie om modeller i modeverdenen - som holder fordi Stiller ikke blinker et øjeblik i rollen som tåbelig og selvhøjtidelig top-model. Owen Wilson er perfekt som partner og rival - og Will Ferrell er glasur på kagen.

    Det var bestemt ikke noget komisk mesterværk - så derfor ville en hvilken som helst efterfølger ikke skulle anstrenge sig for at følge op på den. Netop derfor bør man ikke blive skuffet over resultatet af Zoolander 2. Den er præcis så åndsvag, som man kunne forestille sig.

    Man skal kun se filmen for at gense de åndsvage figurer - og for at se alle de mange gæsteoptrædender, især Benedict Cumberbatch er en overraskelse.

    Historien er uvæsentlig, men der er mange grunde til at smile undervejs.

    5/10 - 3/6

    Wayne15-11-19 06:51

  • ★★★★★★1

    10 CLOVERFIELD LANE

    Jeg kunne sagtens forestille mig "10 Cloverfield Lane" overført til en teaterscene.

    Vi har en enkelt væsentlig lokation, og tre skuespillere - resten kunne fortælles om i replikkerne.

    Historien er glimrende, og man er konstant i vildrede om hvor den vil bringe os hen. Er der bare tale om sindsyg mand, som har bortført en ung kvinde - i værste østrigske stil, og har placeret hende i kælderen med påstand om noget frygteligt som er sket for verden, uden bund i virkeligheden?

    Eller er det verdens undergang, som han har reddet hende og en anden fra? Vi bliver fodret med modstridende informationer, og det bærer filmen frem mod en konklusion - og et uundgåeligt opgør med ejeren af kælderen, som holder de to andre fanget i et uoverskueligt spil.

    Slutningen skal man selvfølgelig selv opleve, men for en Sci-Fi nørd er der fine ting at hente. Nogen egentlig sammenhæng med Bad Robot's oprindelige Cloverfield, er der ikke - men fælles for den efterlades vi med noget helt andet, end vi forventede undervejs - og uden en reel slutning.

    Og det kan der somme tider være en tilfredsstillelse ved.

    4/6 - 8/10

    Wayne15-11-19 06:55

  • ★★★★★★0

    DER KOMMER EN DAG

    Misforstå mig ikke, jeg synes filmen har et fantastisk vigtigt budskab - og der er ingen tvivl om at drengene har haft nogle uhyggelige skæbner.

    To drenges far har hængt sig selv, moderen har kræft og er ikke i stand til at tage vare på dem. Dertil er den ene dreng forsynet med en klumpfod - så ikke meget går deres vej.

    Da moderen kommer på hospitalet er der ingen anden udvej, de overføres til et børnehjem. På trods af voldtægt, fornedrelse, tæsk og afsavn - så ender filmen alligevel med at være en sælsom blanding af et eventyr, og det den kunne have været.

    Historien om rumfart og al fantasien ved det, tjener selvfølgelig det formål at vise en nødvendig virkelighedsflugt. Men den giver også et falsk skær af hygge som ikke mange af virkelighedens drenge oplevede.

    Hvis man havde valgt at gå hele vejen, så skulle vi have mødt drengene - eller nogle andre drenge - ti år tidligere. Altså før fremtidens håb havde haft en plads i historien. Det ville have givet en langt stærkere film, som kunne have givet genlyd internationalt.

    Vi føler med drengene - og deler deres sorg. Men i slutningen ender det hele næsten FOR rosenrødt. Skurkene får deres fortjente bekomst, og heltene rider afsted i solnedgangen. Det er en for stor kontrast, og ender med at give filmen et strejf af håb og retfærdighed - og det synes jeg ikke virkelighedens drenge fortjener. Deres virkelighed endte ikke så lykkeligt.

    4/6 - 7/10

    Wayne15-11-19 06:59

  • ★★★★★★0

    INFERNO

    Måske er det en fordel at man, som jeg, har læst bogen - og det er nok også godt at det er et stykke tid siden, så jeg ikke var alt for detaljeorienteret.

    Jeg har læst alle Dan Brown's bøger - og selv om han ynder at bringe symboler og ny teknologi ind i sine historier, så skriver han i virkeligheden spændingsromaner - hvor vi som læsere, skal holdes i uvis forvirring indtil den store finale.

    Men plottet er simpelt med helte og skurke - og de gode vinder altid til sidst.

    I det hele taget ville Brown næppe være blevet verdenskendt, uden Da Vinci Mysteriet - og det røre den medførte, specielt i katolske kredse.

    Gennem en række postulater (nogle saglige, andre slet ikke) fastslog Brown at Jesus var et helt almindeligt menneske, og at hans efterkommere lever blandt os. I virkeligheden var Da Vinci Mysteriet den anden bog i serien om Professor Langdon - den første var Engle og Dæmoner (og den bedste i serien, efter min mening). Desværre blev Engle og Dæmoner ikke overført til film efter fortjeneste - faktisk endte den alt for mørk og kedelig, og med væsentlige ændringer ved slutningen.

    Ron Howard instruerer her den 3 film i serien - det kunne have været nr. 4, men man sprang klogeligt "Det Forsvundne Tegn" over - da den skiller sig ud fra de andre.

    På rigtig mange punkter lykkes det Howard at ramme tonen fra bogen i filmen - castet er godt, og ligger tæt på mine forestillinger om personerne, selvom jeg ikke var fan af Hanks som Langdon i den første film.

    Langdon's hallucinationer sidder lige i skabet, og billedsiden er i det hele taget på et højt niveau - hvilket også hjælpes af de fantastiske lokationer i Fireze, Venedig og Istanbul.

    Tempoet er højt - måske for højt, hvis man ikke har læst bogen. Men jeg synes det fungerede glimrende, og det er altid en balancegang når man skal slagte en roman på næsten 500 sider, og skære den ned til noget meningsfuldt på 2 timer.

    Howard får det meste med, en del kun ved antydninger - og ændrer en hel del på slutningen, som faktisk var meget mere knudret i bogen (men også med et helt andet udfald). Plottet i bog og film er yderst relevant - jordens overbefolkning. I løbet af 40 år er vi blevet dobbelt så mange, og mennesket er hovedårsagen til verdens problemer, og med den hast så er vi alligevel på vej til at udrydde os selv.

    Så hvorfor ikke starte en rask lille pest, som kan fjerne halvdelen? Så er der vel nok til alle i et stykke tid... I bogen bruges der, meget naturligt, meget mere tid på at filosofere over rigtigt og forkert - Howard har valgt at gøre det til en mere traditionel actionthriller. Hvis det ikke var et par år siden jeg læste bogen, så ville jeg sikkert have undret mig mere over ændringerne - og det havde måske resulteret i en stjerne mindre.

    Men nu hvor jeg har en større distance til den, så vurderer jeg den mest som det den er endt som - og der er tilpas spænding til at den kan mase sig op på 4 små stjerner.

    Sidse Babett Knudsen fortjener at blive omtalt - da hun har en ikke ubetydelig rolle i filmen. Howard må holde meget af hende, for hun får undervejs et "Casablanca" øjeblik med Hanks - og det var ikke en del af det oprindelige plot.

    Sjovt at det er så sent i hendes karriere, at udlandet har fået øje på hende - men det er uden tvivl "Borgen", som har æren for det.

    4/6 - 7/10

    Wayne15-11-19 07:10

  • ★★★★★★1

    COLD IN JULY (2014)

    Det er måske en smule uretfærdigt at postulere at Jim Mickle bare har kopiere Winding Refn.

    Men han er tydeligt påvirket af stilen. Både det særlige persongalleri, og den blodige vold - men især brugen af synthesizere (som i Drive), viser at der er mere end bare skelet til Winding Refn's film.

    Det er altid et spændende træk at beskrive en anden tid - og at gå tilbage til slut-80érne, med hår/skæg og tøj-stil, helt uden mobiltelefoner virker godt for historien.

    Og at det så kombineres med selvtægt og sydstatsstemning gør det hele endnu bedre. Fedt at gense fastnetstelefoner, en videobutik og gamle amerikanske og japanske slæder.

    Det eneste der reelt trækker ned er at der mangler logik i hovedpersonens handlinger. Fair nok, at han finder ud af at der foregår noget underligt - da politiet fifler med identiteten med den mand han skyder ved en fejl i filmens indledning.

    Men udviklingen derefter halter en del. Heldigvis betyder det til gengæld at vi får en stemningsmættet selvtægtsfilm, med masser af fine indfald. Især er det en stor gevinst at opleve Don Johnson som sydstats gentleman/detektiv/grisefarmer/korea soldat - med ulastelig tøjstil og bilpark!

    Det opklares hvorfor der er fusket med identiteten på den døde indbrudstyv, fra starten - men aldrig hvem han var i virkeligheden.

    Men det er også ligegyldigt, for formålet er først og fremmest at skabe en stemningsmættet thriller med et herligt persongalleri. Alt i alt en film hvis stil fuldt ud opvejer mangler på logik - og glæder et filmhjerte.

    Kan absolut anbefales.

    4/6 - 7/10

    Wayne15-11-19 07:14

  • ★★★★★★1

    Find Dory

    Ja, det var dæleme en ret doven omgang. Kan se jeg har rated den 6/10. Ville selv have gættet på mindre, som den står i min hukommelse.

    10 CLOVERFIELD LANE

    Virkelig fed og bedre end Cloverfield i min optik. 8/10

    INFERNO

    Den er sgu lidt Zzzz! 5/10 og har læst bogen:-)

    COLD IN JULY (2014)

    Ja underholdende, men lidt en ulogisk rodebutik måske. Jeg var som du godt underholdt. Husker dog ikke voldsomt meget af den. 7/10

    T. Nielsen15-11-19 07:41

  • ★★★★★★1

    Ja, det var dæleme en ret doven omgang. Kan se jeg har rated den 6/10. Ville selv have gættet på mindre, som den står i min hukommelse. Tænker du har set den med familien - og derfor har fået en hyggelig oplevelse.

    Virkelig fed og bedre end Cloverfield i min optik. 8/10

    Den er sgu lidt Zzzz! 5/10 og har læst bogen:-)

    Ja underholdende, men lidt en ulogisk rodebutik måske. Jeg var som du godt underholdt. Husker dog ikke voldsomt meget af den. 7/10

    Tak for dine fine kommentarer :-)

    Wayne15-11-19 07:56

  • ★★★★0

    Howard må holde meget af hende, for hun får undervejs et "Casablanca" øjeblik med Hanks - og det var ikke en del af det oprindelige plot.

    Eller også holder Hanks af hende.

    Det var vist ham der skaffede rollen til hende, efter de havde spillet sammen i "A Hologram for the King".

    Åkepool15-11-19 14:17

  • ★★★★★★0

    Eller også holder Hanks af hende.

    Det var vist ham der skaffede rollen til hende, efter de havde spillet sammen i "A Hologram for the King".

    Lyder logisk. Tak for info.

    Wayne16-11-19 00:39

  • ★★★★★★0

    SUICIDE SQUAD

    Det kunne have været så godt, og så endte det bare som form uden indhold.

    Hvis nogen for 9 år siden havde spurgt mig om hvem man skulle vælge til rollen som Jokeren - Heath Ledger eller Jared Leto - så ville jeg, uden tøven, have valgt Leto.

    Trailers og stills lovede en måske endnu mere vanvittig Joker, end nogensinde. Sikke en skuffelse det var at han kun var med som staffage til filmen - og i en total endiminsionel udgave, som ellers kun er set i dårlige tegnefilm.

    Desværre er det betegnende for filmen at lysten til at se figurerne er større end til at lave en historie. Vi er faktisk derhenne hvor formen minder lidt om stilen fra den frygtelige Batman & Robin.

    Man har i den grad valgt at basere det med udgangspunkt i Margot Robbie's Harley Quinn figur. Men hun formår ikke at bære filmen alene. Og så har det hele fået et lyserødt skær, som absolut ikke klæder banden. I det hele taget er det hele som et dårligt afsnit fra tv-serien Gotham - måske parret med Arrow, og tilsat et drys My Little Pony (ja en af skurkene har faktisk en lyserød enhjørning).

    Der er intet som peger i retning af at de sammenbragte skurke skulle ende som en kampenhed - især ikke da de pludselig får frit lejde til at lade være med det.

    Ja, sorry - der er faktisk ikke noget godt at skrive om resultatet. DC/Warner sejler i den grad uden styrmand - hvis det fortsætter sådan, så rammer de et isbjerg, snart. Set i det lys er titlen på filmen egentlig meget betegnende.

    4/10 - 2/6

    Wayne16-11-19 08:23

  • ★★★★★★0

    GHOSTBUSTERS (2016)

    Den oprindelige Ghostbusters var en fin eventyrkomedie - fint båret af et originalt plot og Murray, Aykroyd, Ramis og Hudson + Sigourney Weaver.

    I den nye udgave er der snarere tale om en rendyrket komedie, tilsat elementer fra de oprindelige Ghostbusters. Hvilket nok er naturligt, når det er Paul Feig, som igen instruerer Melissa McCarthy.

    Desværre er det åbenbart Feig/McCarthy's plan at trække vittighederne ned på prut og pølseplan - og det er lidt anstrengende i længden.

    Jeg forstår godt at man glæder sig over at der faktisk findes kvinder som kan være sjove, men for at jokes kan være sjove så skal de stå på skuldrene af en smule alvor - bare en lille smule.

    Hvis vanviddet ikke har nogen modvægt, og historien virker ligegyldig så er det op ad bakke.

    Men den har bestemt sine momenter - et af højdepunkterne står Chris Hemsworth for i en ret sjov dansescene, og han stjæler faktisk rampelyset sammen med Kristen Wiig - som er den eneste der vakler mellem vanvid og alvor og derfor rammer tonen perfekt.

    Ghostbusters 2016 er hyggelig underholdning, men ikke en film jeg køber til samlingen.

    5/10 - 3/6

    Wayne16-11-19 08:27

  • ★★★★★★0

    STAR TREK BEYOND

    J.J. Abrams ønskede sig så meget at instruere Star Wars. Så da han fik tilbudt Star Trek, så lavede han et rask kunstgreb og Star Warificerede Star Trek - med mere combat action, flere følelser og en mere personlig historie.

    Det lykkedes så godt at der var en del vrede Trekkies, som synes det var en vandalisering af den oprindelige serie. Til gengæld fik serien nye seere, som synes godt om den nye stil - og bedst af alt, for J.J; Han fik lov til at instruere en rigtig Star Wars film.

    Dog havde han lige et hængeparti, for inden det havde han kontrakt på endnu en Star Trek film - Into Darkness. Her fortsatte han tydeligt stilen fra den første - stadig inspireret af Star Wars. Denne nyeste udgave i Star Treks univers - Beyond har ny instruktør - det var trods alt for meget at begge serier skulle fortsætte med samme mand bag roret.

    Og så trækker Abrams som producer stadig i nogle tråde, og sørger for en vis kontinuitet. Justin Lin, er den nye mand med dirigentstokken - han er mest kendt for at være ved at køre The Fast and The Furious helt af sporet, med Tokyo Drift, hvilket normalt ikke ville have givet ham en chance mere. Men den fik han alligevel, og greb den i den grad så han endte med at instruere 4, 5 og 6 i serien - og må siges at have skabt en levedygtig francise.

    Nu står han så med den tunge arv at skulle fortsætte hvor J.J. Abrams slap - og lykkedes det så? Mit svar er ja, så absolut. Jeg havde virkelig bange anelser, for de første trailere så ikke lovende ud.

    Ikke alene har han formået at lave en helstøbt film - han har også flyttet Star Trek tilbage mod sin oprindelige form, så serien igen ligner sit ophav. Væk er den rebelske Kaptajn James T. Kirk - Chris Pine ligner mere og mere William Shatner's udgave af den altid eftertænksomme kaptajn, som sjældent handler overilet - men altid modigt.

    Men med valget om at gå tilbage til basis, bliver det også en anelse mere monotomt og forudsigeligt - der er ikke den store udvikling i Enterprises besætning, som alle er blevet mere joviale. Det er faktisk meget sigende at Kirk i sin log beskriver det som om han deltog i en "serie" af begivenheder - og trænger til noget nyt.

    Det får han selvfølgelig rigeligt af, og historien er fuldt på højde med den forrige "Into Darkness" - Idris Elba fortsætter traditionen, som kendt gæsteskurk - efter Eric Bana og Benedict Cumberbatch i de to første. Justin Lin sætter ikke en fod forkert, og må være i spil som instruktør til den næste - selvom han ikke laver nogen ny revolution.

    7/10 - 4/6

    Wayne16-11-19 08:31

  • ★★★★★★0

    MISS PEREGRINE'S HOME FOR PECULIAR CHILDREN

    Tim Burtons indre billedgalleri er uden tvivl eksploderet, da han har læst forlægget. En pige som behersker luften - en dreng som kan skabe liv - en usynlig dreng - en dreng som spytter bier - en pige som kan forstørre ting - en pige med gloende hænder - en lille, brølestærk pige - mystiske tvillinger, som man ikke må se - en dreng som fungerer som en billedfremviser - og en forstanderinde, som ved alt og kan transformere sig til en fugl.

    Det hele fanget i et tidsloop, som hele tiden gentager sig - og konstant under angreb fra onde magter. Og så handler det også om en dreng, som har en farfar med en hemmelig mission og en særlig evne.

    Og det er drengen Jacob's historie vi følger. Vi er opfostret med superhelte og X-Men, så hvorfor skulle der ikke være særlige steder de er gemt af vejen - når vi altså ikke selv kan se dem?`Og gerne på en mystisk ø, på et mystisk børnehjem - som ingen, bortset fra de helt særlige, kan se.

    Så langt så godt. Men historien handler som sagt om en lettere kejtet teenager (som i den grad ligner en ung Benedict Cumberbatch) - og så kan man godt blive i tvivl om om historien også skulle henvende sig til børn.

    Det gør den måske, hvis man forudsætter at børn bare sluger den mangel på logik som også er i filmen - og slutningen tyder også på at det er hensigten at ramme Harry Potters store publikum.

    Desværre er den sidste del også det, som næsten kuldsejler det hele. Jeg endte med en 3 stjernet fornemmelse, på vej ud af biografen - men var undervejs flere gange tæt på 5, så retfærdigvis må det slutte på 4 små stjerner. Mest for Burtons visuelle visioner - ikke for den ujævne fortælling.

    Der kunne være basis for at fortsætte serien, som Ransom Riggs har skrevet - foreløbigt findes yderligere to bind i serien, og universet er absolut mere interessant end det der ellers bliver fabriks-fremstillet for tiden.

    6/10 - 4/6

    Wayne16-11-19 08:35

  • ★★★★★★0

    THE LEGEND OF TARZAN

    Christoph Waltz har efterhånden sat sig fast i skurkerollen. Det er på en måde fint nok. Vi skal så ikke bruge kalorier på at regne ud hvem han er, og han er forbandet god til at være ond og beregnende - men det er til gengæld også lidt kedeligt.

    Og i denne film er hans dialog begrænset til sætninger som "He will come for you" og "Grab the diamonds".

    Alexander Skarsgård har samme træk som far Stellan - og gør det glimrende som mystisk abemand/Lord Greystoke, og er helt klart fit til at svinge sig i lianerne.

    Margot Robbie er en tilpas sødmefyld, og kampberedt Jane - hverken mere eller mindre. Havde filmen været fra tidligt i forrige århundrede, så havde plot og udvikling i historien været mere end rigeligt til en god gedigen Tarzan film - men et moderne publikum må forlange mere end det.

    CGI og billeder generelt er helt i top - man kan ikke forlange mere.

    Det er også tydeligt at forfatter og instruktør har stor kærlighed til figuren. Hvis der ikke havde være så mange gange, hvor Margot Robbie (Jane) og Samuel L. Jackson havde råbt "John" - og hvis det havde været mere logisk at alle dyr pludselig adlyder Tarzans befalinger, så kunne den godt have fået fire stjerner.

    Men den ender på 3 fine stjerner, for flot underholdning uden retning.

    6/10 - 3/6

    Wayne16-11-19 08:39

  • ★★★★★★0

    ALICE I EVENTYRLAND: BAG SPEJLET

    Alice i Eventyrland (2010) blev instrueret af Tim Burton og billederne var præcis så eventyrlige, som man kunne have forventet fra den kant.

    Desværre var historien ikke noget særligt - man valgte at gøre Alice ældre og sende hende tilbage til "Wonderland" med hukommelsestab - midt i hendes overgang fra barn til voksen, lige før en arrangeret forlovelse.

    Hendes oplevelser gjorde hende moden til at turde sige nej - men jeg forventede mig lidt mere af Burton, end flotte billeder og Depp i endnu en tosset og farverig rolle. Fantasifulde billeder trak det dog op til 7/10.

    Da Disney valgte at lave en efterfølger, uden Burton (som dog stadig står som producer), så var mine forventninger ret lave - og de blev ikke større af lunkne anmeldelser.

    Det er måske derfor at jeg faktisk blev positivt overrasket. Visuelt er filmen lige så flot, som Burtons udgave - og plotmæssigt er vi på samme spor, ung pige er sin egen chef - og kæmper for at forblive herre over sit eget liv.

    Persongalleriet er meget af det samme, fra den første film - denne gang med en knap så gal hattemager.

    Det er istedet for Sacha Baron Cohen, der personificerer tiden, som står for galskaben og Helene Bonham Carter er som sædvanlig en fornøjelse at opleve.

    Instruktøren, James Bobin, er mest kendt fra Muppets og Da Ali G Show - og imponerer ved at lave en film på højde med Burtons.

    Jeg havde forventet langt mindre, og måske netop derfor lander jeg på 7/10 og 4/6

    Wayne16-11-19 08:42

  • ★★★★0

    Nogen der har set Arthur Penns Mickey One? Det skulle være sådan en lidt jazzet, amerikansk kriminalfilm, stærkt inspireret af den franske nybølge og med et soundtrack af bl.a. Stan Getz. 

    Jeg overvejer nemlig lige, om jeg skal bestille den hjem samtidig med, at jeg bestiller Indicators Hammer Volume Four-boks.

    thomsen16-11-19 13:07

  • ★★★★★★0

    King Kong (2005)

    Forleden genså jeg Peter Jacksons King Kong.

    Mest fordi jeg ved et tilfælde kom til at slå over på en kanal, der var i gang med at vise den - og jeg blev hurtig enig med mig selv om, at den var et gensyn værd. Så et par dage senere kom den ned fra hylden, godt støvet af ikke at have været fremme i 10 år.

    Bagefter sad jeg tilbage med følelsen af, at Peter Jackson var rystende tæt på at kunne have lavet et mesterværk.

    Kulisser (især dem fra New York) og stemning er perfekte, castet fungerer, og vigtigst: King Kong er virkelig godt animeret.

    Historien om en filmskaber, som er så passioneret for sit projekt, at han er klar til at sætte alt på spil, kunne måske være et billede af Jackson selv. Jack Black spiller for en gangs skyld en seriøs rolle, og det slipper han hæderligt fra.

    Naomi Watts er glimrende som "Lady in distress" - og hendes naive tro på det gode, på trods af stor modgang, er usvækket filmen igennem.

    Jeg var med hele vejen, fra flugten til skibet og fra politiet - på skibet og rejsen til Skull Island. Sjovt nok fik jeg en ”Tintin-følelse” af den del. Skibet mindede om det - kaptajnen gjorde det samme. Alt fungerede. De indfødte var skæmmende fanatiske - flugten, bortførslen og ofringen var også helt i top.

    Så begyndte jagten på King Kong i junglen, og først da dinoerne dukkede op, begyndte mislydene at vise sig. Det er helt fair, at Jackson havde dem med - de var også med i den oprindelige film fra 1933.

    Men når man laver alt perfekt - New York, Skibet, King Kong - så er man pinedød nødt til at lave perfekte dinoer også!

    Og de er virkelig dårligt lavet, og det gælder især i samspillet med skuespillerne. Man tror simpelthen ikke på, at de tonstunge dinoer, stort set, aldrig træder på et menneske. Herefter går der pludselig Tintin i den igen.

    Vi er på ”Den sorte ø” med kæmpe insekter, som truer med at udslette besætningen. Den del var ikke i den oprindelige film, så det er helt Jacksons egen fejl - og set fra min stol er det både overflødigt og ødelæggende for filmen.

    Resten af filmen fungerer virkelig godt, fra tilfangetagelsen af King Kong og til fremvisningen af verdens 8. vidunder i en fyldt koncertsal. King Kongs flugt, de mange ødelæggelser i New York og det poetiske samspil mellem Watts og King Kong i parken på isen er flot lavet.

    Den klassiske kamp på Empire State Building kunne næppe være lavet flottere - og yder fuld retfærdighed til det oprindelige ophav.

    Peter Jackson kan redde filmen. Det kræver kun, at den skal klippes om, samt nogle flere timer i computerafdelingen.

    Dels skal insektdelen helt skæres ud - og dernæst skal dinoerne fylde markant mindre og være af meget højere kvalitet, så de passer til resten af filmen.

    Mere skal der ikke til, så ville Peter Jackson have skabt et værk, som ydede fuld retfærdighed og overgik den oprindelige film i en opdateret udgave.

    Men det kan han vel nå endnu?

    4 tonstunge stjerner ud af 6 - og 8/10

    Wayne17-11-19 06:05

  • ★★★0

    THE LEGEND OF TARZAN

    6/10 - 3/6

    3/6 = 5/10 

    Alt andet er galimatias. Basta!

    Essal17-11-19 07:30

  • ★★★★★★0

    3/6 = 5/10 

    Alt andet er galimatias. Basta!

    Hm - synes godt nok vi ligger tæt, ellers ;-)

    Wayne17-11-19 08:05

  • ★★★1

    For god ordens skyld:

    1/6 = 1/10 og 2/10

    2/6 = 3/10 og 4/10

    3/6 = 5/10

    4/6 = 6/10 og 7/10

    5/6 = 8/10

    6/6 = 9/10 og 10/10

    Dette er den korrekte og eneste acceptable måde at konvertere 1-6 til 1-10.

    Dermed basta! 

    Essal17-11-19 08:13

  • ★★★1

    For god ordens skyld:

    1/6 = 1/10 og 2/10

    2/6 = 3/10 og 4/10

    3/6 = 5/10

    4/6 = 6/10 og 7/10

    5/6 = 8/10

    6/6 = 9/10 og 10/10

    Dette er den korrekte og eneste acceptable måde at konvertere 1-6 til 1-10.

    Dermed basta! 

    For god ordens skyld:

    1/6 = 1/10

    2/6 = 2/10 og 3/10

    3/6 = 4/10 og 5/10

    4/6 = 6/10 og 7/10

    5/6 = 8/10 og 9/10

    6/6 = 10/10

    Dette er den korrekte og eneste acceptable måde at konvertere 1-6 til 1-10.

    Dermed basta!

    Steffan Rasmussen17-11-19 08:40

  • ★★★★★★0

    King Kong (2005)

    Vi er på ”Den sorte ø” med kæmpe insekter, som truer med at udslette besætningen. Den del var ikke i den oprindelige film, så det er helt Jacksons egen fejl - og set fra min stol er det både overflødigt og ødelæggende for filmen.

    Den del er en hyldest til en i dag tabt sekvens fra den oprindelige film. 

    T. Nielsen17-11-19 08:47

  • ★★★★★0

    For god ordens skyld:

    1/6 = 1/10

    2/6 = 2/10 og 3/10

    3/6 = 4/10 og 5/10

    4/6 = 6/10 og 7/10

    5/6 = 8/10 og 9/10

    6/6 = 10/10

    Dette er den korrekte og eneste acceptable måde at konvertere 1-6 til 1-10.

    Dermed basta!

    Selvom det er en jævnlig tilbagevendende diskussion, er jeg enig her! Topkarakter er topkarakter, og bundkarakter er bundkarakter - ligegyldig hvilken skala vi bruger af de to =)

    David Lund17-11-19 09:22

  • ★★★0

    For god ordens skyld:

    1/6 = 1/10

    2/6 = 2/10 og 3/10

    3/6 = 4/10 og 5/10

    4/6 = 6/10 og 7/10

    5/6 = 8/10 og 9/10

    6/6 = 10/10

    Dette er den korrekte og eneste acceptable måde at konvertere 1-6 til 1-10.

    Dermed basta!

    Hey, jeg sagde altså basta først! ;P

    Men i det mindste ryger din 3/6 ikke over 5/10. 

    3/6 er en middelkarakter derfor kan den ikke ryge over 5/10 på 10-skalaen.

    Alt andet burde være ulovligt. Næste gang jeg ser det bliver der altså sendt bud efter en Randers taxi (politibil).

    Essal17-11-19 09:12

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen