Star Wars: Episode IX - The Rise of Skywalker (2019)
Jeg kan godt spekulere på, hvilken film det var blevet, hvis Carrie Fisher ikke var gået hen og døde? Det finder vi naturligvis aldrig ud af. Ikke at jeg tror, den nødvendigvis var blevet bedre. Kan dog heller ikke lade være med at spekulere på, om de har haft lidt svært ved at lappe nogle plothuller?
Uanset, så er dette enden på rejsen for mig, hvis man kan tale om det. En rejse som begyndte da jeg var en lille dreng i 1977 (måske den første landede i min by i 1978) sammen med min far og ene søster. Her var en film, der satte et aftryk på mig, som for eftertiden har defineret min smag og som gjorde så stort et indtryk på mig, at det tog mange år, før jeg kunne stoppe med at måle film op imod den.
Men efter den originale trilogi, der sluttede med ”Return Of The Jedi”, troede jeg egentlig aldrig at vi skulle få mere Star Wars, selv om der altid var tale om, at hele sagaen ville fylde 9 film. Netop ”Return Of The Jedi” var også en mere end tilfredsstillende afslutning, selv om den ikke kunne leve helt op til de to forrige film. Men mere fik vi, på godt og ondt, så nok om det. Nu til den afsluttende film af hele sagaen, ”The Rise Of Skywalker”.
Har den så været ventetiden værd? Både og. Det kommer an på, hvordan jeg tænker om den. Da jeg sad i biografmørket, sad der en lille dreng inde i mig og var dybt begejstret for de eventyrlige verdener, rumkampene, lyssværdduellerne og hvad der ellers hører med til Star Wars universet og der var så meget smæk på, især på lyden, at sæderne rystede.
Men så sad der også en voksen mand, der ikke helt følte at han kunne se igennem fingrene med filmens svagt fortalte og lidt rundforvirrede historie og den meget, ret så påtaget fanservice (noget der ellers ofte ikke generer mig) og dens forsøg på at proppe sentimentale følelser ned i kæften på mig.
Det blev også gererende at det var som om at alt Star Wars lige skulle smides ind. Samtidig følte jeg aldrig at trilogien kom til at fremstå som en kontinuerlig helhed og heller ikke som en rigtig forsættelse af den originale trilogi. Som har man ikke haft en vision fra starten af.
Jo, den afrundes såmænd ”korrekt”. Den har nogle solide og gode ideer (andre mindre gode) og den nye trilogis hovedperson, den seje og kampdygtige Rey’s karakterbue, den giver bestemt mening og forklarer en del ting omkring hende. Det bliver samtidig så også lidt for meget en gentagelse af den oprindelige trilogi.
Instruktør J.J. Abrams har stået med den lidt utaknemmelige opgave, at trække universet tilbage på den rette vej, som storslået og mytologisk eventyr, uden at tage ophavet ud af stoffet. ”Star Wars” har altid mere virket som ”Flash Gordon” end ”The Lord Of The Rings”, selv om det gerne vil spille på det episke. Noget John Williams fremragende musik har bidraget stort til.
Men for at rette op på kritikken, har Abrams og folkene bag ikke turde satse og spiller så i stedet så sikkert på at please fans og publikum, at det næsten bliver irriterende, men desværre sjældent helt så spændende som det kunne være blevet.
Man kan så heldigvis ikke tage fra filmen, at den er ekstrem flot scenegrafisk og rummer nogle fede kulørte scenarier. J.J. Abrams trykker så vitterligt også speederen i bund, måske lidt for meget sine steder. Man mister i hvert fald et par gange følingen med det der foregår. Men ellers var jeg vitterligt godt underholdt af mange af de yderst spektakulære actionscener og den meget bulder og brag disse frembragte.
Men selv om jeg var underholdt, det meste af tiden, så forlod jeg aldrig filmen med et større indtryk af at det her var ”GREAT”.
Bedømmelse: 7/10
