Woodstock 99: Peace, Love, and Rage (2021)
Jeg havde enten glemt eller aldrig hørt, om den meget ballade der havde været, med især hvide unge mænd, ved denne festival, da jeg faldt over dokumentaren her.
Det var et skræmmende og samtidig fascinerende kig ind i en uhyggelig flokmentalitet, hvor en udefinerbar vrede ansporer middelklasseunge til at begå vold, hærværk i stor stil og seksuelle overgreb.
En del af forklaringen er søgt i musikudvalget, hvor især Fred Durst i front for Limp Bizkit er blevet anklaget for at opføre sig, som en kæmpe idiot i forbindelse ned deres optræden. En kæmpe idiot var han også og uanset, så var deres Nu Metal noget af det værste lort, fra nogle år hvor populærmusikken ofte i forvejen bød på en del latterligt.
Men det sagt, så er det i mine øjne nok at forsimple musikprogrammet alene, for al balladen, hvad der også er enkelte i dokumentaren der kommer ind på.
Bedømmelse: 7/10
Jeg er nok på 8/10. Synes filmen med lethed og overskud beskrev en lidt forsvunden æra, og ret fint rockens udvikling i 90’erne.
Jeg bliver dog lige nødt til at kommentere på din “en del af forklaringen er søgt i musikudvalget”, for ganske vist er det forklaringen fra arrangørerne, men jeg synes at filmen skyder deres forklaringer ned ganske subtilt. I mine øjne er det heller ikke musikkens skyld. Der var er hav af festivaller dengang med et lignende musikudvalg (og det samme er der i dag faktisk, men det er naturligvis en anden tid), hvor det ikke stak af. Fred Durst, selvom han er en båtnakke, har sagt de samme ting på scenen igennem årtier, og enhver med lidt fornuft, tager det med et gran salt og/eller metaforisk - som han faktisk også selv nævner i filmen her.
Som ivrig festivaldeltager findes svaret i, at booke bands der er arrige på systemet, kapitalisme osv. og så selv gøre festivalen til en stor kapitalistisk maskine. Men endnu mere i, at gøre vand ligeså dyrt som øl, og ikke sørge for gratis vand. Da jeg var teenager/start-20’erne ville jeg selv altid hellere have valgt øl pga. de priser - kombiner fuldskab, dehydrering og vrede pga. deres kommercielle system, og det hele giver meget bedre mening. Så kunne Enya, UB40 og Michael Bolton have været hovednavne, og jeg havde stadig været ligeså pissed off! Måske endda mere, da musikken ikke havde fungeret som en ventil til at lade lortet komme ud.