The Lost Doughter (2021)
Maggie Gyllenhaal debuterer her med et glimrende og modigt drama om moderskabets kompleksitet. Myten om de perfekte forældre eksisterer kun i Hollywood film, der pryder det glansbillede.
Hun holder forbavsende godt sammen på historien og disponerer sine virkemidler overraskende subtilt.
Der er noget François Ozon over denne film. Noget ondt lurer lige om hjørnet, uden man sådan helt kan sætte fingeren på, hvad det er. Skiften mellem nutid og fortid er godt sat i scene og spilles af henholdsvis Colman og Buckley. Man kan med lidt god vilje spore få lighedstræk i ansigterne, men tror det giver mening på det tematiske plan om at se tilbage på sig selv, som en fremmed person. Særligt Colman er ret fantastisk må jeg sige, ligesom karaktertegningen er ganske sikker.
Lav du endelig flere film, Maggie!!
8/10