Frenzy (1972)
Med denne thriller vendte instruktør Alfred Hitchcock, efter mange år i Hollywood, tilbage til England og nærmere bestemt London, hvor han har sluppet en seriemorder løs og ladet en uskyldig stå anklaget for forbrydelserne.
Som med mesterværket “Psycho” sættes der fokus på “afvigeren”, “psykopaten”, der drevent med voldelig magt og seksuelle overgreb, begår sine ugerninger, mens han gemmer sig bag en facade af normalitet.
Tonen er mere nutidig, stilen autentisk og på gadeplan og selv om begrebet “seriemorder” endnu ikke var et man brugte, så rammer filmen overraskende tæt i sin profil.
Men den er modsat Hitchcock så heller ikke hæmmet af, at man skal påklistre forklaringer på personernes handlinger. Det er mest små hints.
Der er heller intet forsøg på et rationelt efterspil, der skal gøre som os publikum “klogere”, hvilket er befriende, i en af mesterens i øvrigt mest koldblodigt ubehagelige film, hvis vold er frastødende og skræmmende.
Dette tilsat den sorte humor, vi før har set. Her blandt andet den lidt reaktionære efterforsker, der drømmer om et solidt måltid engelsk mad, mens konen konstant serverer mad fra det finere franske køkken, alt i mens hun belærer ham om hvordan mennesker tænker, så han kan komme videre med sin opklaring.
Der grænser til det fjollede, men det er tilpas grotesk nok, til at jeg grinte. Det blandet med godt spil og gode dialoger, spænding og uhygge, gør filmen til et stort værk. Måske er “Frenzy” ikke helt et mesterværk, men det er forbandet tæt på.
Bedømmelse: 9/10