Forum - Forum-tråd: What we saw

What we saw

  • ★★0

    Til Skeloboy:

    "Jeg er generelt ret vild med Saoirse Ronan, og selvom hun har spillet med i film, der ikke er supergode, så gør hun dem bedre. How I Live Now, Hanna og The Way Back er gode eksempler på en person, der går middelmådige film bedre. Især hendes rolle i The Way Back er god."

    Jeg er helt enig i den betragtning. Ronan er altid seværdig. :-)

    "Men tilbage til Brooklyn: det er bare en pissegod og dejlig film, og forholdsvis naturlig. Men også tilsat en portion Hollywood på den gode måde - sådan som man gjorde i gamle dage :)"

    Ja, det er sandt. Den har lidt af det der gamle hollywoodske islæt. 

    BN 8-07-16 21:49

  • ★★★★0

    Jeg må sgu erkende at jeg fandt alle bedre :) The Martian var måske den svageste selvom jeg egentlig godt kunne lide den, også en 7/10. 

    Babo 8-07-16 21:53

  • ★★0

    Meget, meget mere! Klart den bedste film fra 88th Academy Awards - som jeg har set, men jeg mangler så også både Spotlight, The Revenant og Room... ;)

    The Revenant får også den varmeste anbefaling herfra ... selvom det er frygteligt koldt i den film!

    BN 8-07-16 21:58

  • ★★★★★★0

    Spotlight

    Det positive: Velspillet, velproduceret og en god historie

    Det negative: Forholdsvis udramatisk og meget konventionel

    Uddybning: Der er mange film, hvor man kender slutningen. Det gør man også her. Vejen derhen er så den interessante. Spotlight gør alt rigtigt, men dens valg af stil, synes jeg lander mellem to stole. Den er ikke helt en fluen på væggen, og den er ikke helt et drama. Faktisk er der ikke så meget drama i filmen, og det virker som om, at den satser på, at emnet er bærende i sig selv. Det er da også emnet, der bærer filmen, for den tager ingen chancer og er konventionel helt ind til benet.

    Kudos for at virke autentisk, men så foretrækker jeg en mere cinema verite-agtig tilgang a la United 93. Den er ikke hektisk nok, der er ikke nok modstand osv. Der er ingen moralske dilemmaer eller nogen decideret skurk - hvert fald ikke en man får ansigt på. Det ville alt sammen have været fint, hvis den ikke tog den sikre rute, men i stedet er den underlige udramatisk.

    Men som sagt: skuespillet er godt, produktionen er fin, og emnet er vigtigt.

    7/10

    Guldager 9-07-16 00:16

  • ★★★★★1

    Jeg synes så, at det udramatiske er filmens største force. Den kunne sagtens være bygget helt konventionelt sammen, men fremfor at gøre præstene til store skurke, undgår den de helt store følelser, og virker mindre banal i længden. Jeg giver den 8/10. Nu mangler du så de to bedste, Skelo! Room er en 9/10'er og The Revenant en 10/10'er!

    David Lund 9-07-16 06:33

  • ★★★★0

    Enig med David om Spotlight. Måske ikke en film der vil gå over i historien som den store vinder, men jeg synes virkelig den er kompetent drejet sammen uden at dunke en i hovedet med moraler osv. 

    Room kunne jeg virkelig også lide. 9/10. 

    The Revenant tabte for mig hurtigt pusten. Hver gang jeg prøvede at gå lidt dybere til værks med den, efterlod den mig sulten. Lidt som Gravity. Og det ærger mig. Som en visuel oplevelse, der er den uovertruffen. 

    Årets film: Mad Max, selvfølgelig. Den er til gengæld hvad den er, en fuldblodsbiograf oplevelse og sjældent har jeg hygget mig så meget og det endda tre gange. 

    Babo 9-07-16 07:38

  • ★★★★★1

    The Revenant er den bedste film måske i dette årti for mit vedkommende. Mad Max er dog også fee! Perfekt blanding af CGI og praktiske effekter!

    David Lund 9-07-16 07:55

  • ★★★★0

    Det er den desværre langt fra for mit vedkommende. Inarritu toppede for mig med Birdman, så den vil jeg have med på listen. 

    Babo 9-07-16 08:17

  • ★★★★0

    Phoenix (2014) - 6/10

    En historie fra 2 verdenskrig om en kvinde, der overlevede KZ-lejren, men måtte lave ansigtskirugi som følge af opholdet. Men hvem udgav hende til nazisterne? 

    Meget rost drama med godt spil, men plottet er godt nok søgt konstrueret. Det kunne jeg måske acceptere, hvis historien havde en rød tråd, men jeg synes ikke den førte nogen steder hen. Jeg var egentlig ganske fint fænget, men slutningen var sgu lidt af en fuser, men af en eller anden årsag, blev jeg ikke hægtet af undervejs. 

    Babo 9-07-16 08:38

  • ★★★★★0

    Det er den desværre langt fra for mit vedkommende. Inarritu toppede for mig med Birdman, så den vil jeg have med på listen. 

    Birdman gjorde som bekendt ikke det store for mig. Selvom det er et bevidst valg, er den alt for teatralsk for min smag. Men jeg kan sagtens forstå, hvorfor I alle er så betagede af den.

    David Lund 9-07-16 09:43

  • ★★★★★0

    Phoenix (2014) - 6/10

    Jeg var egentlig ganske fint fænget, men slutningen var sgu lidt af en fuser, men af en eller anden årsag, blev jeg ikke hægtet af undervejs. 

    Sjovt, jeg syntes egentligt at slutningen var noget af det bedste ved filmen. Øjeblikket hvor hun endelig er fri fra sin fortid, og hvor sandheden går op for hendes eksmand. Det virkede ganske kraftfuldt. Men ellers er jeg ikke langt fra din vurdering. Jeg lå selv på en 7/10. En fin, men nok også lidt forglemmelig film i sidste ende.

    Kruse 9-07-16 09:58

  • ★★★★0

    David - en smagssag. Birdman giver ihvertfald mig større gensynsglæde og jeg er også noget mere involveret i Keatons kamp end Leo's. 

    Kruse - bare en af de film jeg efterfølgende tænkte: "var det bare det". Fandt den tynd, men ikke uden fine momenter. 

    Babo 9-07-16 10:17

  • 0

    Jeg har været virkelig længe om at få set Barry Lyndon af Kubrick, da jeg havde fået indtryk af den ville være lidt tung og kedelig. Måske netop derfor, endte den med slet ikke at kede mig. Bevares, filmen er 3 timer lang og tempoet er på ingen måde hæsblæsende, men der er et par spændende højdepunkter, særligt i form af nogle velinstruerede dueller. Derudover er musikken god og en behagelig fortællerstemme guider os gennem fortællingen.

    Jeg læste lidt om filmen efterfølgende og om at det er "endnu en apatisk Kubrick figur, uden det store indre liv" (frit citeret ;)) og det giver meget god mening. Tingene sker i høj grad for hovedpersonen, som ikke er sen til at gribe enhver mulighed for, på ærlig eller uærlig vis, at forbedre sin egen livssituation. Han er ikke den store helt eller voldsomt sympatisk, men hutler sig igennem tilværelsen og det er egentlig ganske interessant at betragte. Og så er filmen ligeså flot, som dens rygte siger det er tilfældet. Ligesom i (bl.a.) A Clockwork Orange gør Kubrick rigtig meget ud af at lave næsten stillestående tableauer, som tilskueren får god tid til betragte i langsomme udzoomninger.

    Der er noget sorthumoristisk, som understreges af citatet filmen afsluttes med, der giver indtryk af at Kubrick griner af de meget alvorlige og ærekære figurers intriger, der lynhurtigt drives til ekstremer i de tidligere omtalte dueller. Med sin opportunistiske hovedperson, som alligevel ender sit liv ulykkelig og ligegyldig, kan man forestille sig at det er Kubrick der griner af menneskets evige jagt på udødelig og de menneskeskabte æresbegreber, som er så afgørende i denne periode. 

    Jeg kunne under alle omstændigheder godt lide filmen, den er både visuelt fascinerende og skriger på tolkning, fordi den ikke proklamerer en entydig morale eller selvforståelse. Den er ikke min favorit af Kubrick, men jeg synes også det er fedt når han leger endnu mere aggressivt med klipning, musik o.lign., som i førnævnte A Clockwork Orange eller i 2001: A Space Odyssey.

    5/6

    Collateral 9-07-16 12:32

  • ★★1

    Til Collateral:

    Tak for din anmeldelse og dine betragtninger, som jeg er enig i. Og ja, "visuelt fascinerende" er filmen virkelig! Jeg vil her fremhæve de ovenud maleriske landskabsscener, samt indendørsscenerne om aften hvor der er anvendt en frygtelig masse stearinlys i stedet for kunstig belysning.

    Apropos musikken, bruger filmen Händels "Sarabande" som hovedtema og som underlægningsmusik til duel-scenerne. I begge tilfælde er der tale om om-arrangerede versioner. I den version der illuderer hovedtema, er det en forholdsvis bredt orkestreret, men tung, rytmisk skarpere version (tungere end Händels originalversion), mens der i den version, som bruges til duel-scenerne, er tale om en stærkt forenkelt, tung og dramatiseret version med vægten lagt på slagtøj og bas. Og så er der også kærligheds-temaet fra scenen hvor han forfører den gifte rigmands-kone - dette er et Franz Schubert-nummer med titlen "Op. 100 2nd Movement - Andante con moto", som ligeledes er omarrangeret eller forenklet til filmen. ... Jeg er nok "miljøskadet", for jeg kan faktisk bedre lide filmversionerne af disse klassiske musikstykker end jeg kan lide originalerne. ;-)

    Hele soundtracket kan gennemlyttes her: www.youtube.com/watch

    BN 9-07-16 14:15

  • ★★★★0

    BN - det er ikke kun stearinlysene der er tricket i scenen, men Kubricks lysstærke objektiver i de udvalgte scener, hvor han skød med brændvidde f/0.7

    Babo 9-07-16 14:40

  • ★★0

    BN - det er ikke kun stearinlysene der er tricket i scenen, men Kubricks lysstærke objektiver i de udvalgte scener, hvor han skød med brændvidde f/0.7

    Nej, det ved jeg godt. Jeg fokuserede blot på de eneste LYSKILDER, han brugte.

    BN 9-07-16 14:57

  • 0

    Tak for info ang. soundtrack. Og jeg er selvfølgelig helt enig i forhold til det maleriske. De udzoomninger jeg nævnte i anmeldelsen, er netop af tableauer, som ligeså vel kunne være malerier, da de næsten er helt statiske. 

    Collateral10-07-16 12:56

  • ★★★★★★0

    The Hobbit-trilogien EE

    Sandt at sige, har jeg haft filmene stående i lang tid på hylden og har ikke rigtigt fået taget tilløb til at smide dem på, men eftersom jeg ikke har noget bedre at ta' mig til for tiden, var det ikke så svært at afse de.. 9-ish timer.

    Den første er lidt lang i spyttet og de ekstra minutter gør ikke det store. Den anden er helt igennem en god film og de ekstra scener er ret gode, især dem der i højere grad binder Hobbit-trilogien sammen med Hobbit-trilogien - der er også sådan en scene i den tredje film, og den er oss' en kende lang i spyttet.

    Mine største problemer med de tre film er nok først og fremmest, de er baseret på materiale, der i bund og grund er mere børnevenligt end LOTR-trilogien. I stedet for at forsøge at få de aspekter med i filmene, havde det nok tjent filmudgaven af Tolkiens univers, hvis de havde været mere tro mod tonen i LOTR.

    Dertil kommer, at dværgene, nok som en konsekvens af ovenstående, virker lidt useless det meste af tiden. Hvis det ikke var pga. især Bilbo og Gandalf, fik jeg lidt indtrykket af, at de ikke kunne binde sine egne sko. Af en gruppe af "eventyrere", der er vant til at rejse ude i det vilde land, er de virkelig gode til at komme i livstruende situationer, som næsten udelukkende løses af andre.

    Den sidste del er den tekniske side. Mange steder, nok mest i de to første film, føles billedet "kunstigt", så det næsten får et åbenlyst greenscreen-feel, altså at det hele er filmet i et studio og baggrunden er blevet animeret efterfølgende. Der er visse kreative valg, jeg stadig ikke forstår, især de GoPro-lignende dele, da dværgene slipper væk i tønderne. Næsten hele den sekvens fremstår som ekstremt kunstig.

    Jeg har ikke det store problem med hvad der er tilføjet og trods mine klagepunkter, var jeg ganske godt underholdt det meste af tiden. Der er dog nok ingen tvivl om, at LOTR ryger mere i afspilleren end Hobbit-trilogien.

    Also, hvorfor er Will Turner klædt ud som Bard?

    Zero Cool10-07-16 13:29

  • ★★★★0

    Everest (BD) - 6/10

    Der er som sådan intet nyt under solen her, men det er nogenlunde dygtigt iscenesat det her af instruktør Baltasar Kormákur, som også lavede den glimrende "Dybet". Han har skruet ned for patos og klicheer, men det lugter stadig en smule af en velkendt skabelon, som ikke for alvor trængte ind under huden på mig.

    Ensemblefilm kan have sine styrker, men her er der for mange personer, der næsten vælter over hinanden - i en film, hvor jeg i sidste ende blot ventede på tragedien indtraf. Vi ser dog de typiske telefonopkald til konerne, hvor tårerne pressede sig på. Men filmen rammer ikke hårdt nok i mavesækken, som jeg havde håbet på.

    Filmens cast består af nogle respekterede skuespillere, men jeg synes faktisk de tog en smule fokus væk fra dramaet og distraherede mig. De bidrog ikke just med deres store talent. Greengrass gjorde noget begavet i "United 93" og hyrede ukendte navne, som bidrag til troværdigheden og gav chancen for vi kunne identificere os med helt ordinære folk uden nogen ydre glamour og stjernedrys. Det virkede forbavsende effektivt.

    Til gengæld er det en vellavet filmproduktion med fin intensitet, uden jeg for alvor fik åndenød, som de bedre film i samme boldgade, formåede at præstere. En smule ujævn sine steder, men overall et kig værd. En lille anbefaling herfra.

    Babo10-07-16 13:47

  • ★★★★★★1

    Et gensyn med The Abyss.

    Det er godt nok længe siden, jeg har set den, jeg tror måske det er så længe siden, at det betød knapt så meget, at en dvd var non-anamorphic, selvom det langtfra var optimalt. Som alle sikkert ved herinde, er The Abyss aldrig udkommet på blu-ray og dvd-udgaven er non-anamorphic, bortset fra en kinesisk udgivelse, som den version jeg så, sandsynligvis er taget fra.

    Jeg huskede The Abyss som en ret habil film, men den er ikke ældet specielt godt og her mener jeg ikke på effektsiden, fordi den del holder sådan set fint nok - om det er fordi jeg så en SD-udgave, skal jeg så ikke kunne sige.

    Men for hulen, hvor er figurerne dog typiske James Cameron-figurer, med enkelt undtagelser. Michael Biehns rolle er den typiske todimensionelle militærmand, med et enkelt lille tvist, nemlig at han bliver skør undervejs, men ellers er han, som Dr. Cox ville sige det, en bastard coated bastard with bastard filling. Hans soldater er endnu dårligere skrevet og er selvfølgelig klar til at følge enhver ordre uden at stille spørgsmål, selvom deres øverstkommanderende tydeligvis er kugleskør. Selvfølgelig lige bortset fra den ene gut, der har lidt samvittighed.

    Vi har fanget det, Cameron, militæret er fælt, store firmaer er sjæleløse og fæle, og tænker kun på penge.

    Heldigvis er de fleste besætningsmedlemmer ret fornuftigt skrevet og selvom kærlighedshistorien mellem Bud og Lindsey er super-klichéfyldt, holdes den heldigvis nogenlunde flydende (hø hø) pga. habilt skuespil fra Ed Harris og Mary Elizabeth Mastrantonio.

    Historien er også ret fornuftig, selvom man sagtens kunne have fortalt den samme historie på kortere tid. Små tre timer, er sgu lidt i overkanten. Og det er historien og den næsten naive tilgang til mødet med væsnerne fra en anden planet, samt et fornuftig stykke arbejde af folkene der står bag effekter og setdesigns, der hiver filmen over det middelmådige.

    Og efter gensynet, må jeg sgu erkende, at jeg dels er noget træt af Camerons skabelonarbejde, når det kommer til at skrive figurer, fordi det er de samme figurer der bruges i Aliens, The Abyss og Avatar (måske fordi alle tre film starter med A?) og dels, at jeg er nede på tre Cameron-film, jeg faktisk kan lide: The Terminator, True Lies og Aliens.

    Zero Cool10-07-16 22:20

  • ★★★★★★0

    !

    T. Nielsen11-07-16 09:23

  • ★★★★★★0

    Var det DC du så? Bio-udgaven af The Abyss er nemlig utrolig tam

    Guldager11-07-16 09:23

  • ★★★★★★0

    Jeg forsøger atter engang......

    T. Nielsen11-07-16 09:26

  • ★★★★★★0

    Game Of Thrones (sæson 6)

     

    Starter svagere end de forrige sæsoner, selv om det stadig er over snittet for diverse Tv-serier. Den får heldigvis spillet sig op og endda så meget, at den (endnu engang) ender som et regulært mesterværk i sæsonens sidste par afsnit eller mere. Historien føles også tæt på at være nået et klimaks, hvor enden er nær (hvad der også er annonceret) i et eller andet omfang, så har svært ved at se hvor meget mere de kan presse ud af konceptet og de mange fantastiske karakterer (selv om der er en del at samle op på). Eller jo, selvsagt kan der fortælles tusindvis af historier i dette univers som er stort, nuanceret og omfangsrigt. Men skal de røde tråd holdes sådan nogenlunde, glæder det mig at de ikke har planer om at pine serien til døde. Kan den holde niveauet i de to sidste og lidt kortere sæsoner, må det for mig kun blive alle tiders bedste serier (i skarp konkurrence med ”Breaking Bad”).

     

    Bedømmelse: 9/10

     

    San Andreas (2015)

     

    Som så ofte med katastrofefilm og lignende, så er det de bagvedliggende tematikker der i virkeligheden er historiens kerne, frem for bare at lade det handle om selve katastrofen. Det kan være den tragiske helt, der skal genvinde sit værd, noget fra fortiden der skal gøres godt igen eller som her, den splittede familie der efter en tragedie skal finde sammen igen. Som det så også ofte er i disse samlebånds-Hollywoodfilm, præsenteres det dog også så forslidt og formularisk, uden at turde træde dybere, at det føles ligegyldigt i bedste fald. Hvis så filmen leverer på andre punkter, så er det måske også til at leve med. Som det dog ofte også ses med disse film, så er de forudsigelige som bare pokker og kører skematisk efter samme opskrift igen og igen. De bedste af dem, kan indimellem underholde på en tømmermandssøndag eller når man ligger syg på sofaen (det var her jeg så den). Desværre hører denne ikke til de bedste. Der er ganske enkelt for mange helt igennem stupide indfald og dårlige dialoger, svagt skuespil og det kombineret med en fladt fortalt historie, som sine steder filer så meget på violinerne, at det er til at blive irriteret af. Den jagter hæmningsløst dine følelser i en dødsscene, som den trækker ud i det uendelige, selv om vi ved hvad der sker, eller rettere ikke sker. Effekterne er i øvrigt i bedste fald gode, men ofte blot middelmådige.

     

    Bedømmelse: 4/10

     

    Love & Mercy (2014)

     

    Biografisk fortælling om det musikalske geni, Brian Wilson, der psykisk syg efter faderens årelange tæsk op igennem barndommen, stod for det meste af det materiale som gjorde The Beach Boys til et hit på den amerikanske og senere også internationale musikscene. Wilson forsøgte at søge dybere og mere eksperimenterende ind i musikken, med held rent kunstnerisk, men det gav modstand til en i forvejen plaget psyke. Vi følger historien i to tråde, hvor Paul Dano er et fantastisk valg som den unge Wilson, der kæmper med få skabt sine musikalske milepæle, mens han på samme tid falder længere og længere ned i et sort hul. Jeg var lidt mere skeptisk med John Cusack som den ældre Wilson, men han vinder når man giver rollen tid og leverer martret spil af et menneske fanget i sin egen sygdom og folk omkring ham. Teknisk og narrativt føles filmen ellers egentlig ikke som noget særligt, udover dens opdeling. Den kan næsten ligene en Tv-produktion. Men den løftes af at man ved at historien dels er sand og vistnok en af de mere nøjagtige biografifilm (ifølge Wilson selv i hvert fald) og så løftes den dels af at det er nemt (for mig i hvert fald) at identificere sig med karakterens forpinte sjæl, der første sent i karrieren og livet, efter årelangt at være blevet udnyttet, finder forløsning i gennem kærligheden. Det kan lyde corny, men det præsenteres via oprigtige følelser og rørende spil af de to skuespillere i hovedrollen som man tror på.

     

    Bedømmelse: 8/10

     

    Vacation (2015)

     

    Jeg har som sådan aldrig været en stor fan af 80’erne komedierne om ”Fars Fede Ferie” og efterfølgerne (selv om Christmas Vacation er blevet lidt af en julefavorit) med Chevy Chase i hovedrollen som den ofte enerverende og klodsede far. Jeg har dog som så mange andre, hyggegrinet med dem, dengang de kom frem og fundet de var underholdende. Jeg havde dog indrømmet nærmest minusforventninger da jeg faldt over denne efterfølger/remake (den er begge dele) og satte mig for at se den, ja bare fordi. Jeg blev så alligevel positivt overrasket, måtte flere gange tage mig selv i at grine højlydt. Selv om en del af humoren ikke var specielt god, andre gange kammede over i noget der havde passet bedre til spoof-filmene ”The Naked Gun”. Timingen var sine steder så godt ramt, at det bare blev sjovt næsten af den grund (hvor er timing bare vigtig i komedier). Synes egentlig også at Ed Helms var en positiv oplevelse som Rusty Griswold, søn af Chase’s Clark fra de oprindelige film. Så ingen stor komedie, men den formår dog at levere nok momenter undervejs, til at det burde være muligt at hænge på, hvis man er til stilen og genren.

     

    Bedømmelse: 6/10

    T. Nielsen11-07-16 09:27

  • ★★★★★★0

    Var det DC du så? Bio-udgaven af The Abyss er nemlig utrolig tam

    Jep, eller Special Edition, som de vel kalder den. Den er åbenbart fra før "Director's Cut"-termen rigtigt kom på mode.

    Zero Cool11-07-16 09:59

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen