Forum - Forum-tråd: What we saw

What we saw

  • ★★★★★★0

    Til dem der ikke kender Béla Tarr og hans stil, vil jeg nok også anbefale at man starter med en film som The Turin Horse

    Ja start med noget mainstream som den!

    T. Nielsen18-07-16 23:26

  • ★★1

    Ja start med noget mainstream som den!

    Hehe

    BN19-07-16 09:58

  • ★★★★★★0

    Ja start med noget mainstream som den!

    Jeg har den liggende på hylden, jeg fik den af Ruben på et tidspunkt. Jeg må sgu erkende, at jeg bliver lidt træt, bare af at læse coveret.

    Zero Cool19-07-16 10:00

  • ★★★★0

    Tarr og Tarkovsky for den sags skyld, kræver en hel del af seeren, hvis man skal få noget ud af det. Det er ofte på grænsen til for meget, hvor det hele typisk er på intellektuelt plan og sjældent på et følelsesmæssig. Men atmosfæren og s/h billeder i Hesten fra Turino er sublime. 

    Babo19-07-16 10:50

  • ★★★★★0

    Det er blevet til en del børnefilm på det sidste.

    Zootopia

    Langt hen ad vejen en ret typisk buddy cop film. Men det blender perfekt sammen med et innovativt dyreunivers, som fungerer virkelig godt. Børnene er underholdt, selv om plottet er for komplekst for de mindste, og humoren er i top. Derudover er den jo en fryd for øjet, og karaktererne er perfekt ramt. Kaninen bevæger sig som en kanin, osv.. Som film virker den desuden langt mere helstøbt end den populære Frozen. At den så også rammer leger med nogle samfundsaktuelle temaer som fordomme mod andre racer, det skader jo heller ikke. Efter min mening rammer den Pixar-niveau. 5/6. 

    Monsters vs. Aliens

    I skarp kontrast til vellykkede innovative film som Zootopia ser man en film som denne, som egentlig bare stjæler med arme og ben for at prøve at lave noget sjovt. Jo, jeg trak da lidt på smilebåndet, da jeg hørte temaet til "Close Encounter of the Third Kind" og så, at den ikke virkede - men at Axel Foley-temaet fra "Beverly Hills Cop" tilsyneladende gjorde. Men udover nogle få parodiske jokes (som vi jo kender det fra Dreamworks' Shrek), så er der bare ikke ret meget at komme efter her. 2/6. 

    Solan og Ludvig: Herfra til Flåklypa

    Den nyeste Bjergkøbing-film, og jeg så den under de helt rigtige forhold: En stor biografsal fyldt med små børn. Plottet er ret enkelt. Det er et ræs (eller race), hvor det gælder om at transportere en ost fra en bygd til en anden. Det lyder jo som et godt udgangspunkt for action, men filmen var overraskende stille og kedelig med få undtagelser. Der var fyldt godt på med humor af den tørre og lidt gammelmandsagtige slags (mange puns), og jeg tror ærlig talt, de fleste jokes gik over hovedet på børnene (der var i hvert fald ikke så meget latter i salen, som jeg følte, skaberne skulle have ønsket). Til gengæld har modellerne og kulisserne og figurerne aldrig været flottere. Men der skal nok lidt mere til for at lave en engagerende børnefilm i dag... 3/6.  

    John Wick

    Det er længe siden jeg sidst har set en så gennemført actionthriller. Herligt at have Neo tilbage - fik virkelig lyst til at gense "The Matrix". Superb action, hvor man både kan se, hvad der foregår, og samtidig ikke føler sig alt for distanceret fra begivenhederne på skærmen. Historien er ret tynd, men til gengæld ikke dum, og det lille univers med dets guldmønter og normer bliver ret fascinerende på sine egne præmisser. Jeg elsker, hvordan filmen holder sig tilbage fra at gøre ting eksplicitte, som kan siges med billeder. Jeg har ikke den store tiltro til fortsættelsen, men nød virkelig denne. 5/6. 

    Lars!19-07-16 16:52

  • ★★★★★2

    "John Wick" er ultimative børnefilm :)

    Kruse19-07-16 17:48

  • ★★★★★0

    "John Wick" er ultimative børnefilm :)

    Yup! Eller også er den min måde at kompensere for alle børnefilmene på, når pigen er smidt i seng. 

    Lars!19-07-16 17:53

  • ★★★★★2

    Yup! Eller også er den min måde at kompensere for alle børnefilmene på, når pigen er smidt i seng. 

    Tænkt at du vil snyde hende for den filmoplevelse. Tsk ;)

    Kruse19-07-16 17:58

  • ★★★★0

    Damn, du drysser med stjerner :) John Wick er da ikke mere end til 6/10. 

    Babo19-07-16 18:08

  • ★★★★★0

    Tænkt at du vil snyde hende for den filmoplevelse. Tsk ;)

    Det ville jeg egentlig heller ikke, men siden hun er en lidt sensitiv sjæl, og jeg også vil have lidt nattesøvn, så blev det så'n. 

    Lars!19-07-16 18:40

  • ★★★★★★0

    Et par klassikere:

    • Eaten Alive!, 4/10
    • Cannibal Ferox, 4/10

    Kannibalfilm bliver nok aldrig rigtig mig. Cannibal Holocaust er god, men de to andre er sådan lidt ligegyldige.

    • Zombi 2, 6/10
    • The Beyond, 6/10

    Begge er ganske fine zombiefilm. Hvad The Beyond handlede om, kan jeg godt være lidt i tvivl om, men det er fin underholdning.

    Guldager19-07-16 23:24

  • ★★★★0

    Stranger Things, sæson 1 - 8/10

    Gennemført god sæson og serien er en spøjs blanding af film som E.T. og The Thing. Kan man lide Spielberg/Carpenter i 80'erne, så vil du ikke gå skuffet hjem. Den står heldigvis på egne ben og skaber sit eget lille univers, fuld af god mystik og suspense. Historien er simpel, men holder en i jerngreb fra start til slut (i alt kun otte afsnit). Jeg kan så tvivle en smule på om serien kan bære til flere sæsoner, men lad os se. Der spilles godt. Bedst er Winona Ryder og Matthew Modine, som gør en rigtig creepy indsats som filmens skurk. Men ellers en serie, der vækker gode minder om the good old days, hvor simpel historie, suspense og atmosfære var i højsædet. Herligt at se, at nye instruktører stadig efterligner folk som Carpenter og Spielberg og ofte med god succes. Selvom jeg var en anelse skuffet over filmen "Midnight Special" (som også var en homage til de ovennævnte herre) så gjorde Stranger Thngs ihvertfald flere ting betydeligt bedre. 

    Babo22-07-16 00:43

  • ★★★0

    Jeg er gået i gang med Preacher (da jeg fandt ud af, at Viaplay får afsnittene kort efter amerikansk premiere - yay!).

    På forhånd havde jeg hørt, at den generelle holdning nogenlunde var, at folk, der havde læst tegneserien, var pænt tilfredse med serien, mens de, der ikke havde, ikke rigtigt synes om den.

    Jeg har ikke læst tegneserien, men jeg synes til gengæld rigtigt godt om serien indtil videre. Der er et par sketchy skuespilspræstationer - men jeg har også blot set de første tre afsnit, og den slags kan ofte tilskrives, at skuespillerne lige skal finde sig ordentligt til rette i deres roller, når nu det er en ny serie (og der samtidigt ligger en tegneserie, skuespillerne skal forholde sig til i forhold til portrætteringen af de her karakterer.

    Men tre afsnit inde, og jeg er godt hooked. Jeg prøver at tage det lidt langsomt, så jeg ikke kommer til at sidde og vente i for lang tid på det sidste afsnit :)

    HonoDelLoce22-07-16 13:04

  • ★★★★★★1

    The Legend of Tarzan (2016)

     

    Lad det være sagt med det samme. Dette er ikke den Tarzan-film jeg har ønsket mig og drømt om i adskillige år. Det har intet med dens kvaliteter at gøre, men mere den vinkel og den tone de har valgt. Derfor kunne denne her jo godt have vist sig at være fantastisk. Det er den desværre ikke. Jo, den er flot at se på med flere spektakulære og grandiose scener. Jeg kunne måske godt have håbet på, den havde set lidt mere organisk ud, end den gør. Men det er måske prisen for at ville have dyr til at udtrykke sig så klart og et menneske til at kunne udføre ting så fantastiske, som det er meningen Tarzan skal kunne.

    Men det er dog heller ikke filmens mange cgi effekter der er filmens største problem. Det er historien, som forekommer dårligt struktureret og formidlet. Udover at der sker alt for lidt når der endelig sker noget og det er for hurtigt overstået, er der lange døde perioder, hvor man ærligt sidder og småkeder sig. Det føles som at der trædes vande, måske endda enkelte steder krampagtigt og som folkene bag ikke er lykkes med at finde på en god måde at drive fortællingen frem på.

    Jovist skyldes det også filmens persontegninger, hvor det kun er S. L. Jackson, der med vanlig stil formår at spytte spydigheder og dialoger ud som var selv banaliteter guldbelagte, sådant helt trækker scener op. At rollen så kan virke som en tilføjelse for at få noget komik ind og gerne af en med lidt mere kulør på kinderne end Tarzan, mere end en nødvendighed for fortællingen, det er til at leve med. Desuden har han også en af de sjoveste scener jeg har set på film i mange år, hvor jeg måtte skrupgrine højlydt i en grad, så det gav genlyd og fremkaldte minder i mit hoved om da jeg sad i biografen og så Tarzan-film som barn og hørte den gamle (min far!) grine. Det alene var næsten billetten værd. Det skal nævnes at Alexander Skarsgård ikke er en dårlig Tarzan, tværtimod endda (og sikken en krop, wow). Han har bare for lidt at arbejde med samlet set. Men når han træder i karakter og det gør han mest i filmens actionscener, så fungerer han ganske godt, de gange han ikke erstattes af en cgi-Tarzan. Også filmens store skurk Christoph Waltz gør det fint nok, hvis man kan leve med at han gentager sig selv igen igen, som vi snart har set det i utallige roller fra hans side. Som Jane er Margot Robbie handlekraftig og smuk som man ville forvente, men rollen mangler noget dybde og måtte gerne have forekommet mindre poleret.

    Historien snegler sig som sagt derudaf, mens den forsøger at balancere en moderne Tarzan som skal være lige dele eskapistisk eventyr, samt være aktuel i dens undertemaer, samtidig med at den skal være politisk korrekt nok til ikke at fornærme for mange befolkningsgrupper. Om det lykkes er en smagssag, men personlig synes jeg det kunne være håndteret mere subtilt og bedre, samtidig med at det eventyrlige og mytiske var trådt bedre frem. Men heldigvis er der dog tiltrængte afbrydelser af action, der selv om den er set bedre, stadig er fin nok til at man liver op og føler sig i godt selskab. For trods filmens fejl og mangler, så underholder den også og så lader det til, at man med denne Tarzan film trods alt har haft ambitioner der, selv om de næppe kan kaldes originale, trods alt overstiger den gængse sommerblockbuster. Synd de ikke er lykkes bedre med det og synd hvis filmen derfor ikke tjener nok til at vi kan få en efterfølger. Jeg havde nemlig gerne set mere Tarzan i biografen, i stor stil som her, men med en mere vellykket fortælling. Potentialet er der nemlig.

     

    Bedømmelse: 6/10

     

    Fantastic Four (2015)

     

    Det er sjældent man ser så uinspirerende og gennemført dårlig en film, uden at den næsten bliver ufrivillig komisk. Det lykkes det dog desværre ikke engang denne nye udgave af ”De Fantastisk Fire” at være. Den er slet og ret bare gabende kedelig, ligegyldig og så overfladisk som de kommer. Filmens største præstation er nærmest at den netop er overfladisk, da den bruger det meste af sine 90+ minutter på at etablere sine figurer. Det lykkes ikke og så er filmens i øvrigt voldsomt fejlcastet synes jeg. Ingen af skuespillerne fungerer i deres roller og selv med et bedre manus og anstændig instruktion, synes jeg ikke at jeg kan se dem løfte nok med til at de er det værd.

     

    Bedømmelse: 3/10

     

    Stranger Things (Sæson 1)

     

    Inspirationen er tydelig. Det er start 80’ernes Spielberg, tilsat utallige af datidens andre populære film, fra slut 70’erne og frem. Det være sig ”Stand By Me”, ”Evil Dead”, ”Alien”, ”The Thing” og utallige andre og det er helt ned til musikken, som er som taget fra en John Carpenter film fra dengang. Historien kunne som flere har påpeget, såmænd også være en der var skrevet af Stephen King, da flere elementer kan minde om noget han ville bruge. Det ville så være en af de bedre filmatiseringer.

    Men altså, inspirationen er tydelig, på den måde kopierer den hæmningsløst sine forbilleder og rager til sig med arme og ben fra de kilder den trækker på. Men den gør det så godt, at det bliver til underholdende og veldrejet pastiche, der aldrig føles trættende, frem for blot at forblive uinspirerende gentagelser fra andre værker, for gentagelser er der jo en del af trods alt. Så trods genbrug og klicheer, så formår den heldigvis at gøre sine karakterer og også deres handlinger mere nuanceret end ofte set, eller tviste dem tilpas til at det ikke blot føles som noget vi har set for mange gange førhen. Historien er måske ikke vanvittig overraskende, men den er spændende og konstant underholdende som få.

    Børnene der er de egentlige hovedroller, gør det mere eller mindre alle anstændigt, så man er med. David Harbour spiller forrygende, som falleret og i starten lidet ucharmerende politimand man kommer til at holde mere og mere af og får sympati for som fortællingen folder sig ud. Normalt kedelige Matthew Modine er også overbevisende, med skræmmende subtilt underspil, selv om man fra starten ved at han er en skidt karl. Faktisk er det nok kun Winona Ryder jeg synes falder lidt igennem. Hendes portræt af en presset enlig mor, der har svært ved at få tilværelsen til at hænge helt godt sammen, byder på lidt for meget gråd betonet små pjevset hulkende replikker, der skal understrege hendes karakters sociale norm og tilhørsforhold. Men det er heldigvis ikke værre, end at det aldrig får ødelagt ens indlevelse i den ofte nervepirrende og medrivende fortælling.

    Selv om den annonceres som første sæson, så afrundes historien heldigvis, så man kan springe eventuelle kommende sæsoner over, hvis man ikke føler for at se mere.

     

    Bedømmelse: 8/10

     

    Star Trek Beyond (2016)

     

    Der er fuld fart over feltet, ofte uden at miste det underholdningsmæssige. Handlingen føles så desværre fortalt, så man efterlades med indtrykket af at der glides glat hen over eventyret, som aldrig føles som en historie der helt får tid til at folde sig ud. Karaktererne er forsat nemme at holde af og relatere til. Selv om de ikke får meget tid til at vise deres karakterers træk, styrker og svagheder, så er der heldigvis et par pust eller scener som giver en lidt indtryk af personen bag facaden.

    Der er masser af action og den er flot flot lavet, men samtidig ret anonym og ofte ikke specielt mindeværdig. Måske fordi den del virker så stor og bragende, mere end intens og tæt på. Klimaks går hen og bliver mig en anelse ”Burton’sk”, så har jeg dårligt sagt for meget. Hvis man foretrækker sine film selvhøjtidelige og gravalvorlige, kan det sikkert virke generende. Men på en måde er det helt i Star Treks’s ånd med ”opfindsomme” og også som her, lettere fjollede løsninger på seriøse problemer. Jeg kan dog være i tvivl om det ikke er endnu mere i Simon Pegg’s ånd og han har dog trods alt været med på manus.

    Jeg var i det store hele godt underholdt, men havde nok håbet på lidt mere end blot ”endnu” en film der føles som en velproduceret metervare fra drømmefabrikkens samlebånd. Jeg skal gerne erkende at jeg har svært ved at se at denne her, skulle være ret meget bedre end den ofte udskældte forgænger ”Star Trek Into Darkness”. Uanset, der er i hvert fald et stykke op til den første mesterlige film i den genoplivede franchise.

     

    Bedømmelse: 7/10

    T. Nielsen25-07-16 22:20

  • ★★★★0

    Spot on mht Into The Darkness. Mener endda den står bedre på RT end Beyond, hvis jeg husker rigtigt? Også lige meget, jeg må tilstå at Beyond var den svageste i serien og selvom det kan være lidt hårdt dømt, så kedede jeg mig rigtig meget. Star Trek er nu definitivt en Fast and Furious serie. Og ja, ikke engang action'en var særligt mindeværdig. 

    Babo25-07-16 22:17

  • ★★★★★★0

    Startede dagen med tre b-sci-fi-horror:

    • The Terror Within
    • The Terror Within II
    • Inseminoid

    De var præcis som man kunne forvente...ikke så gode :), men værd at se

    Har også set:

    Brick

    Film noir med high school-elever. Det fungerer nogenlunde, men det bliver også lidt for lang en gimmick. Joseph Gordon-Levitt spiller en high school-elev, der prøver at løse et mysterium. Den er ganske gennemført, dog er det også lidt utroværdigt.

    7/10

    ----

    Rock 'n' Roll High School

    Vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente af den, men det var ikke kun godt. Ok charmerende, men eddermame ikke aldret godt.

    4/10

    ----

    Never Let Me Go

    Jeg fandt den på en liste over bedste coming-of-age-film, og blev en del overrasket over handlingen. Mest positivt dog. Den foregår i 1970'erne i et alternativt univers, men jeg vil ikke sige for meget om det. Den er ganske fin, men den trækker - ligesom Brick - sin egen ide lidt for langt.

    7/10

    Guldager25-07-16 22:17

  • ★★★★★★0

    Få meg på, for faen / Turn Me On, Goddammit

    Jeg kunne rigtig godt lide den! En god coming-of-age-film om en 15-årig pige, der konstant tænker på sex. Den er beskrevet som en komedie, men jeg synes egentlig, at den fungerer bedre som et drama - dog med et par enkelte humoristiske scener i. Anyway, den var rigtig god :)

    8/10

    Guldager27-07-16 00:31

  • ★★★★★★0

    Jonathan Strange and Mr. Norrell

    BBC Miniserie fra 2015 bygget på fantasy-bogen af samme navn. Den er gået forholdsvis ubemærket hen, og det er ret ærgerligt. Det er en supervelproduceret og dragende serie i et fedt univers. Den foregår primært blandt det bedre borgerskab i England under krigen mod Napoleon. Magi har været væk fra England i flere hundrede år, og der findes kun teoretiske magikere - dvs. magikere, der studerer, men ikke kan udøve. Det er kun indtil Mr. Norrell kommer - en ekstrem belæst og stoisk person, der vil genskabe respekt for engelsk magi ved at lave moderne magi.

    Men frem kommer Jonathan Strange også - Englands 2. praktiske magiker. Han starter som elev hos Mr. Norrell, men er mere draget mod den gamle magi - som kommer fra Faerie - det gamle mytiske land i britisk folklore. 

    Der er både krig, magi, drama, romantik, engelskhed til op over ørerne og the otherworld. Det er rigtig godt skruet sammen, og tempoet er dejlig behageligt. Hvis man er til Game of Thrones, så skal man ikke forvente det samme. Ej heller hvis man er til Harry Potter, LOTR eller Stardust. Det er en unik blanding af historie og fantasy i en overklasse-setting.

    Jeg har læst bogen for et par år siden, og hvis man går op i, om serien følger bogen(hvilket jeg ikke gør), så kan man rolig se serien. Der er taget et par fravalg, og især i sidste afsnit er der lidt ændringer. Men ingen drastiske og noget af den samme feel kommer med over i serien.

    Serien flyder ikke over med kendte skuespillere - de to hovedpersoner spilles af Bertie Carvel, som mest har spillet med i britisk TV, og Eddie Marsan, som har spillet med i en del film. Sidstnævnte er perfekt castet, for i øvrigt.

    Hvis man er til tempoet og stilen fra britiske serier, hvis man er til fantastiske fortællinger, og hvis man er til godt og flot fortalte historier, så se Jonathan Strange and Mr. Norrell. Det er 7 timer givet godt ud.

    8/10

    Guldager29-07-16 11:09

  • ★★★★★★0

    Demons og Demons 2

    Lamberto Bava har lavet to ret fine gore-demon-slasher-film. Det er god spas og underholdning. Demons 2 er lidt langt ude til tider dog.

    Hhv. 5 og 4 ud af 10

    Og så tjek denne scene fra Demons(spoiler - det er fra slutningen): www.youtube.com/watch

    Howard's End og Remains of the Day

    To Oscarnominerede film af samme hold og begge med Anthony Hopkins og Emma Thompson. Det er ganske godt produceret, men i Howard's End halter dens pacing. Der er nogle mærkelige hop i tiden, og den kunne snildt have været lidt længere. Remains of the Day er dog helt igennem en god film.

    Hhv. 6 og 8 ud af 10

    Guldager31-07-16 00:35

  • ★★★0

    Så The Revenant i går - 9/10

    Kan indianere ikke få skæg?

    MadMartigan 1-08-16 11:17

  • ★★★★★★0

    Så The Revenant i går - 9/10

    Kan indianere ikke få skæg?

    Jo! Men hos enkelte stammer, som jeg har læst og husker det, har det været kutyme at barbere det af. Sikkert lidt som der er perioder i vores historie her i landet hvor vi har haft bestemte kulturelle tendenser (alle mænd gik med hat kunne måske være et af dem). Ved ikke om det helt kan sidestilles, men det korte af det lange er, at det kan de. 

    T. Nielsen 1-08-16 11:39

  • ★★★★★★0

    Det er blevet til to film af taiwanesiske Edward Yang: Yi Yi og A Brighter Summer Day. Begge er rolige, velfortalte og lange(hhv. 173 og 237 min) dramaer. De er begge rigtig gode, men A Brighter Summer Day trækker lidt ud til sidst.

    Jeg har også fået set to pre code-film, The Most Dangerous Game og Island of Lost Souls - to af de film, der har været medvirkende til, at Hollywood Production Code blev mere tvunget ned over filmene. Begge er solide og totalt underholdende, men der er også lidt for lidt kød på. Selvfølgelig er det før de vilde special effects, men opbygningen er ret lang i forhold til filmene. 

    Som den sidste har jeg set den franske Tomboy, og det er et friskt bud på en coming-of-age-film. Den 10-årige Laure er en såkaldt tomboy, og filmen starter lige efter hendes familie er flyttet i en sommerferie. Hun giver sig ud for at være en dreng, Mickäel, overfor de hendes kommende klassekammerater. Zoe Heran hedder skuespillerinden, og jeg har sjældent set en så ung skuespiller bære en film så godt. Hun er næsten altid i billedet, og hun træder aldrig ved siden af. Den er instrueret af Celine Sciamma, som også står bag den ganske gode Girlhood. En varm anbefaling herfra.

    • Yi Yi, 8/10
    • Tomboy, 8/10
    • A Brighter Summer Day, 7/10
    • The Most Dangerous Game, 7/10
    • Island of Lost Souls, 7/10

    Guldager 3-08-16 00:01

  • ★★★★★★0

    The Way He Looks - brasiliansk LGBT-coming of age.

    Guldager 4-08-16 00:14

  • ★★★★★★0

    Picnic at Hanging Rock - det var fin, 7/10

    Clean, Shaven - den var eddermame gode!, 9/10

    Guldager 4-08-16 00:15

  • ★★★★★0

    Jackie Brown

    Efter at have fået fortalt at dette var Tarantinos svageste film, at den var kedelig og meget andet, så var forventningerne til denne ikke så store - men jeg nød den. God historie, forholdsvis uforudsigelig, stærke karakterer ... virkelig en helt habil film. At den så ikke er så overdrevet som hans andre film, det synes jeg faktisk den slipper rigtig godt fra. 4/6. 

    Lars! 5-08-16 09:40

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen