Dette "svar" bevægede sig pludselig "ud af kontekst" :) Beklager, men håber I tilgiver der hoppes rundt.
Jeg elsker det "gamle guld". Det "gamle lort", som en god ven kalder det og som nærmest går i koma, hvis årstallet på en film går under 1980.
Film må nødvendigvis være tidslommer ind i perioden de er lavet i og det vil uden tvivl hjælpe gevaldigt på ens incitament til at udholde dem, hvis man på én og anden måde er "indoktrineret" fra ung til at se ældre film. Man har mindre filter på.
Jeg formoder mine mange aftener på gulvtæppet med en pude under hovedet og sort/hvide film en masse, har hjulpet mig til at elske klassikerne, musicals og stumfilm.
Evnen til at se filmene på periodens præmisser og skyde nutidige trends, sprogudviklingen og de anderledes værdier i baggrunden.
Jeg tvivler på, at mange ville elske at se en ny film om en anden periode i præcis den kontekst, som periodens værdier afspejlede.
/rant on
Når Peter Jackson vil genindspille filmen Dam Busters, så er det største problem efterhånden hundens navn "Nigga" i den originale og at man vil lave navnet om for ikke at krænke andre.
Det viser med al tydelighed, hvor lidt oplyste vi er her 250-300 år efter oplysningstidens indvarsel, at vi ikke formår at se rationelt på historiske aspekter og omfavne at erfaring og viden om fortiden, ikke har en dyt med anerkendelse af tidens værdier at gøre.
/rant off
Nå ... Out of bound, tilbage på sporet ;)
Når jeg ser "det gamle lort", så bevæger jeg mig fluks ind i den sfære, hvor jeg afskriver mig det åg af viden, som tynger mit syn om andre perioder. Jeg vurderer værdier iht. tiden. Racisme var mere en "indgroet del" af mainstream. Ikke nødvendigvis af ond vilje, men det var sådan de fleste var opdraget, oplært. Man vidste ikke bedre.
Musicals var naive, fordi der var et større potentiale for naivitet. Ungdomsrevolutionen var der stadig ikke og man dyrkede ikke kun naiviteten som naivitet, men som noget uskyldigt, livsbekræftende, opløftende. Musicals er nærmest den diametrale modsætning til vor tids lyst til sortsyn i kultur. Det er disco versus rap.
Jeg ville ønske, at jeg kunne formidle mit filmsyn af f.eks. North by Northwest, My Fair Lady, Double Indemnity, The Best Years of their Life videre til nogle, hvis syn kompromitteres af deres ballast udi den tid de befinder sig i nu. At kunne kaste konventionerne fra sig, tillægge sig suspense of disbelief for den tidslomme, man er på vej til at betragte og bare lade sig suge ind.
Det er fucking fantastisk :) Jeg skylder mine gamle stor tak for de mange aftener foran flimmeren.