Jeg synes at denne MCU-film faktisk skiller sig ud fra de andre film på den måde, at jeg synes, det er sjældent jeg har set en Marvel-film, hvor så mange jokes falder til jorden, og hvor samtlige relationer føles falske. Det er for mig nok den mindst engagerende film i dette superhelteunivers.
Det underlige er, at historien burde rumme masse følelser - men nej, det sker ikke. Er det dårlig personinstruktion? Eller er personerne dårlige skuespillere? Eller er Marvel bare for let og overfladisk til at tage følelser på alvor?
Nogen eksempler i spoilerne:
Carol har været død i seks år, men pludselig vender hun tilbage til 'veninden' og dennes datter i levende live. Vi skal forstå, at de har stået hinanden utrolig nært. Men ingen gråd, ingen skrig, ingenting - de står bare og stirrer undrende og har efterfølgende en stille samtale om det i hytten, hvor de også får konstateret, at hun husker ikke så godt. Niecen snakker nøgternt om at tante er tilbage, og de ser på billeder. Det hele føles så ufattelig kunstigt.
Bruce Wayne og Liam Neeson (Ra's al Ghul)-plottet. Vi skal først bildes ind, at de er gode venner, og at Jude Law er en omsorgsfuld mentor (antager jeg). Alligevel føler vi på intet tidspunkt noget tab eller personlig harme, når det åbenbares, at han i virkeligheden er ond. Dels fordi forholdet mellem dem er falskt, og dels fordi man ser twistet på lang afstand.
Så er der ting som bare ikke giver mening. Det er lidt som med spørgsmålet om hvor Wakanda fik sin teknologi fra, bare fordi de havde elektrisk metal fra rummet.
Pludselig er Captain Marvel super-ingeniør og kan lave en sender, som sender signaler på afstand af lange galakser (den vi ser i end credit-scenen i Infinity War). Var hun ikke pilot? Og soldat? Men hun kan altså også opfinde fantastiske gadgets? Hvor fik hun den evne fra? Er hun i familie med Stark? Og hvorfor klikkede Fury ikke på den i den første Avengers-film, da New York blev angrebet?
Og så er der den intergalaktiske krig mellem Kree og Skrull, som alle snakker om:
Hvordan ved hun egentlig, hvis side hun skal være på til sidst? Hvordan ved hun at skrullerne ikke har manipuleret med hende, og at Kree er de onde? Er det bare fordi de er på den tabende side i konflikten - det virker lidt som om at det er det, som overbeviser hende.
Præmisset i den personlige fortælling er, at hun har mistet hukommelsen. Dette er også problematisk:
Det viser sig meget hurtigt, at hun egentlig husker mange ting, både fra barndommen og fra den sidste dag før en speciel hændelse. Hun har mange minder. Det bliver aldrig forklaret, hvorfor hun ikke husker alt - ikke mindst hvem hun er. Det bliver heller aldrig forklaret, hvorfor hun pludselig husker alt igen! Hun husker det når det er passende for plottets fremdrift.
Jeg så filmen i en sal med overvejende mange mennesker. Der blevet grinet lidt af Samuel L. Jackson, men alle Brie Larsons "morsomme" øjeblikke faldt pladask til jorden. Der lød ikke en popcorn. Så var der en humoristisk samtale om 'shapeshifting' som også rungede i stilheden og mange andre øjeblikke, hvor filmen nok skulle have sat noget dåselatter på. (Det kunne de jo passende have gjort til ære for 90'erne.)
Nickis kommentar om at man skal være marvel-fan for at blive underholdt giver mening for mig. Der er masse fanservice i form af referencer til tidligere film. Karakterer fra de andre film, som er inkluderet uden nogen synlig betydning for plottet. Noget baggrundshistorie for Fury og S.H.I.E.L.D og sådan.
På den positive side var effekterne flotte. Og Samuel L. Jackson. Men bortset fra det så vil jeg gerne have mine penge tilbage.