Hold fast, en god anmeldelse, Joachim! Den har i hvert fald givet mig lyst til at se serien, så det vil jeg fluks kaste mig ud i.
Jeg har været lidt tøvende, fordi jeg egentlig ikke er så vild med true crime-dramatiseringer, men foretrækker dokumentarerne.
Denne her har da også fået en hel del slag på nettet de seneste dage - især af pårørerende til ofrene, som åbenbart føler, at den er "re-traumatiserende".
Jeg har en god amerikansk veninde, der ligesom jeg er hærdet horror-nørd, og hun har været nødt at kaste håndklædet i ringen midtvejs. Hun synes, at den svælger alt for meget i de meget ubehagelige detaljer omkring mordene til at helt at kunne siges at holde sig på ofrenes side. Sådan lidt på samme måde, som den gamle kannibalklassisker Cannibal Holocaust på den ene side råber op om en uetisk filmindustri og publikummet, der vil have mere og mere, men på den anden side ikke selv er for fin til at skrue exploitation-knappen op på 11 og kaste nogle virkelige dyredrab ind for at presse grænserne.
Men nu vil jeg tjekke den ud selv.
Først og fremmest: tak!
Men åha, jeg har altid lidt svært ved diskursen omkring denne slags serier og film, fordi det så ofte ender med at blive meget moraliserende/moralistisk (jeg gør det i øvrigt også implicit i min anmeldelse ved at sige, at den respekterer ofrene, og at det derfor er i orden at nyde den. Måske det bare er et loophole, så jeg ikke skal konfronteres med, at jeg synes exploitation er fedt... who knows :-D).
Der er hundrede procent, sådan utvivlsomt, en stor mængde mennesker, der vil synes, at "Dahmer" stadig er uforsvarligt exploitative, og den er bestemt heller ikke fejlfri. Men personligt er det lang tid siden jeg har været vidne til en serie i denne genre, der tager sig god tid til at uddybe ofrene og familierne og de store samfundsmæssige konsekvenser.
Den går også meget op i at være grafisk. Uden tvivl. Igen kan det føles udnyttende for nogen, men jeg synes også der er en vigtighed i at vise volden og det grafiske - ellers undergraver det seriøsiteten og måske endda perspektivet på Dahmer som det definitive MONSTER, det ultimative umenneskelige.
Hvad er værst? R-rated blod, når folk skyder hinanden eller konsekvensløs superhelte-smadder, hvor vold bare er fedt og sejt? Jeg har ikke svaret, men det er en spændende problematik, synes jeg.
Noget af det, jeg beundrer mest, er hvordan serien kontrasterer Dahmer-portrættet med ofrene. Den udforsker nogle spændende emotionelle og psykologiske 'ligheder' eller spejlinger, men laver et klart og rørende skel mellem monstret og ofrene. De er jo outsiders, som Dahmer også er, men på andre måder - og de går igennem livet på andre måder. Og det er sgu fedt at se udforsket kontra det pureste onde.
Blev lidt rodet - håber det går!
