Jeg er meget enig i din anmeldelse Steven. Jeg var også rigtig godt undeholdt og blev faktisk også lidt rørt i ny og næ. Og jeg er også helt enig i din bedømmelse af Aaron Paul, der virkelig spiller røven ud af bukserne godt i "El Camino". Den får også 5 stjerner herfra. :)
Jeg smider lige min anmeldelse af filmen op her også:
El Camino - A Breaking Bad Movie (2019)
På trods af at finalen i den nu efterhånden legendariske krimi-serie "Breaking Bad" bredt betragtes som værende en af de bedste og mest tilfredsstillende afslutninger på en serie nogensinde, var den ene af hovedrollernes skæbne stadig en åben bog, som diabolsk blafrede rundt i vinden og efterlod os fans tilbage med det ultimative spørgsmål : "Hvad i alverden blev der af den forpinte men sejlivede og cool anti-helt Jesse Pinkman?".
Efter et poetisk og stemningsfuldt afslappet flashback tager "El Camino" sin skæbnesvangre og hæsblæsende start sekunderne efter Jesses flugt fra en gruppe nynazistiske gangstere, der under tortur tvang ham til at udføre slave-agtig arbejde som deres egen crystal-meth kok. Inden længe befinder Jesse sig dog midlertidigt i nogenlunde trygge rammer igen, da han atter slår pjalterne sammen med sine to gamle venner - syrehovederne Badger og Skinny Pete.
Freden varer dog ikke længe for den hårdprøvede Jesse, der kort efter og med politiet lige i hælene - samt en flok gustne forbrydere lurende i horisonten - må hanke gevaldigt op i sig selv for at fremprovokere den sidste rest af energi ud i sin martrede krop, der vil tage ham på en måske endegyldig og yderst farefuld sidste rejse i sin jagt på den ultimative frihed og for at blive sine dæmoner kvit én gang for alle.
Jeg var ligesom mange andre fans af "Breaking Bad" både spændt og bekymret over nyheden om, at Vince Gilligan havde tænkt sig at fortsætte sit kulørte krimi-univers, som han ellers havde rundet af på den mest perfekte facon. For der er nemlig altid ved sådanne fortsættelse en fare for, at man efterfølgende vil sidde med en bitter smag i munden og tænke at den var totalt unødvendigt eller måske ligefrem ødelæggende for det overordnede univers.
Dette kunne jeg dog efter denne 122 minutters stilistisk forførende, yderst velspillende og nervepirrende eksekverede epilog - fortalt i bedste og ofte langsommelige men klassiske "Breaking Bad" stil - konstatere på ingen måde var tilfældet.
For jeg både grinte frydefuldt (Bager og Skinny Petes skænderier er klukkende morsomme), fik gåsehud på armene, sad på kanten af lænestolen i spænding, samt fik en tåre eller to i øjenkrogen undervejs dette mesterligt udførte ridt, der krydret med den helt passende mængde af flashbacks må indskrive sig i det overordnede univers som et herligt medrivende og følelsesmæssigt storslået værk og dermed et yderst tilfredsstillende punktum for Jesse Pinkmans lange og smertefulde dannelsesrejse.
Essensen af de sirligt udtænkte flashback-scener - og det der ultimativt er "El Caminos" drivkraft - er centreret om en historie mellem Jesse og den psykopatiske Todd fra gruppen af de nynazistiske gangstere og fangevogtere. Ud over at denne historie danner endnu et lag af grotesk afstumpethed til den bizarre Todd, er det også her at man finder årsagen til Jesses opgør i nutiden med "El Caminos" skurke, der senere danner rammen om det afgørende klimaks, som bliver en mulighed for Jesse til at - så at sige - definitivt frigøre sig selv for det psykisk traumatiserende fængsel, som han har befundet sig i lige siden hans flugt tog sin begyndelse.
Det er intet mindre end perfekt skrevet og udført af Vince Gilligan der i samarbejde med en utroligt velspillende Aaron Paul - som leverer en af sine bedste præstationer i rollen - har skabt en sublim afslutning på "Breaking Bad" universet, som man kun turde drømme om.
9/10
