Christopher Nolan er for mig stadig en af de få yngre instruktører, hvor det er INSTRUKTØRENS navn der er den umiddelbare hovedattraktion, og ikke nødvendigvis de medvirkende skuespillere.
Det er sjovt at se hvordan nogen kritiserer, at Nolans stil går igen fra film til film, og at f.eks. hans visuelle stil er letgenkendelig. Det samme er ellers tilfældet med mange af de instruktører, der regnes blandt de bedste af de bedste, eller som ihvertfald har lavet film der regnes som mesterværker og/eller klassikere: Hitchcock, Kubrick, (Ridley) Scott, Leone og Malick ... for blot at nævne nogle få. Jeg kan nu godt lide visse typer for genbrug. I Star Wars-sammenhæng skaber det jo sammenhæng, når billedstil, musik og enkelte plotelementer (i varieret form) går igen.
Og at en film er hypet eller får masser af begejstret foromtale eller reklame er heller ikke noget, der gør hverken en positiv eller negativ forskel for mig. Alle film og filmfolk får jo reklame/hype i større eller mindre grad. Og hvad så? Nogle gange ender man med at få sig en stor eller god oplevelse ud af en film; andre gange en mindre god eller dårlig.
At nogle synes, at visse film bliver dårligere for hvert gensyn, og at deres "fejl" bliver tydeligere, vil jeg aldrig mene er en films skyld, men snarere tilskrive vægelsind og usikkerhed i smag hos tilskueren - ihvertfald hvis vedkommende fandt filmen fantastisk eller fremragende ved første syn, UDEN at man fra begyndelsen havde visse tungtvejende forbehold. ... Eller osse er det bare vores tids 'brug og smid væk'-mentalitet der endnu engang gør sig gældende. En mentalitet, som jeg finder allermest kritisabel og direkte latterlig, når det gælder sådan noget som at ældre film kaldes forældede, fordi de (bl.a. indholdsmæssigt) afspejler deres samtid og foregår i et andet årti, eller fordi de har CGI der er mere end 10 år gammel, eller - hvad der relaterer til det førstnævnte punkt - fordi deres hoved- og biroller har tidstypisk tøj og frisurer og ikke bruger moderne computere og mobiltelefoner! :-D
Jeg er skam helt med på, at man kan skifte mening (i begge retninger) om en film. Jeg har selv gjort det med en film som Doug Liman's "The Bourne Identity", som jeg oprindelig fandt mislykket og "forkert" (p.g.a. mit forudfattede billede af hvordan historien skulle være). Og jeg har også gjort det med 2016's "Jason Bourne", som jeg oprindelig godt kunne lide, men som jeg idag ser helt bort fra, fordi jeg mener, den - udover at være en gang skabelonsmæssig genbrug plotmæssigt - gør vold på Bournes karakterudvikling i den originale trilogi, og at den føles påklistret (som et overflødigt og forsinket P.S.). Senest har jeg skiftet mening omkring den nyeste Star Wars trilogi, som dog er med til at understrege ovennævnte pointe. Sagen er nemlig, at mine indledningsvise, tungtvejende forbehold med hensyn til fortsættelsen af Star Wars-sagaen desværre ikke blev gjort til skamme, fordi episoderne 8 og 9 viste, at der åbenbart ikke var nogen interessant eller frisk historie at fortælle efter Darth Vaders omvendelse og imperiets fald i Episode 6. Og det til trods for en ellers interessevækkende og lovende begyndelse i Episode 7. Her blev genbruget for meget og forsøgene på at føje nyt til endte med en håndfuld nye karakterer, som var så tynde og blanke, at de aldrig overbeviste mig om deres eksistensberettigelse (værst var det nok med Finn og Poe). At nogen af dem skulle have noget med Skywalker-familien, droiderne eller Han Solo og Chewbacca at gøre, kom aldrig til at føles som andet et postulat. Ingen af dem kunne stå på egne ben, og dette blev blot tydeligere og tydeligere for hver aflivning af en karakter fra det oprindelige helte-trekløver (Luke, Han og Leia) man så. (Hvor fjollet og fantasiløst i øvrigt, at HVER film skulle have en dramatisk/rørende død til en af de gamle helte!)
Efter disse skuffende fortsættelser af populære franchises, glæder jeg mig virkelig til en original fortælling fra Christopher Nolan.