Tak for kaffe!!!! Uenigheden fortsætter.
For det første synes jeg ikke, at filmen bærer specielt meget præg af at være fra 1980'erne. Det kan da højst være noget af musikken (som i øvrigt er fed!) - "noget af", for Simple Minds udødelige pophit-klassiker er i lyd og stil aldeles tidløs. Og den eneste af karakterne der frisure- og tøjmæssigt er lidt 80'er-agtig at se på er Molly Ringwald. ... Ellers vil jeg sige, at man i vore dages kulturelt og modemæssigt vildt forskelligartede verden vil kunne finde typer af unge der ser præcist sådan ud som de fem unge i filmen. Og eftersom filmen udelukkende foregår indendørs på en skole (nåja, man ser dem blive sat af og hentet lige udenfor indgangen, men det er også alt), og eftersom vi endda for det meste er i et klasselokale og på skolebiblioteket, er det yderst begrænset hvor meget af 1980'ernes verden vi overhovedet oplever.
For det andet er filmen på ingen måde bare fis og ballade. Det er ikke nogen komedie - det er et hverdagsdrama. Der er humor i filmen, men der er fra starten af undertoner af, at der er noget galt på hjemmefronten for alle fems vedkommende, og at de har frustrationer og ikke er tilfredse med deres liv. Disse ting kommer op til overfladen, da en gang marihuana løsner op og fjerner deres hæmninger.
For det tredje: Hvad der helt præcist skulle være usandsynligt ved at nogle unge mennesker fik en eftersidning i samme skolelokale, ved jeg ikke. Jeg har selv prøvet det dengang, og jeg og de to andre brugte også tiden på snak - undtagen når læreren kiggede ind til os: da tav vi. Ellers ved jeg ikke hvilke ting du tænker på der skulle være usandsynlige? At eftersidningen ender som en slags gruppeterapi? Jamen, filmen indikerer jo, at det kun sker, fordi de ryger sig skæve, hvilket får dem til at bløde op og åbne op ... da dette først er sket, ser man også nogle få kolde fødder med hensyn til at bekende deres fejltrin og lufte deres sorger og bekymringer.
For det fjerde: Når filmen ikke taler til dig på et dybere plan, Babo, er det måske fordi du ikke var ung dengang. Men det var JEG, og hold da op hvor den film ramte dybt ned i mine egne ungdommelige følelser og frustrationer omkring forældre, kæresteforhold, det at gå i skole, urimelige lærere og forholdet til skolekammerater og andre elever, samt generelt det at forsøge at være "sej" eller populær og sætte en overflade op, mens usikkerhed, generthed og ærgrelser og skuffelser boblede nedenunder.
Selv her 33 år efter er The Breakfast Club stadig en af mine absolutte favoritfilm. 6/6 herfra
