I forbindelse med Maniac har Tim Goodman skrevet en interessant artikel, som ikke så meget handler om Maniac, men et input i forhold til forskellene på TV- og filmmedietm i følge ham. Kort opridset mener han at TV-serier er manuskriptforfatterens medie og film er instruktørens, hvilket i følge Tim Goodman giver nogle problemer i blandt andet en serie som Maniac. En serie som jeg i øvrigt ikke selv har set, men glæder mig til da Fukunaga er en af de mest interessante og dygtige instruktører der findes, ikke mindst meget kreativ versatil.
www.hollywoodreporter.com/bastard-machine/critics-notebook-rise-tv-auteur-no-thanks-1150887
Bestemt spændende læsning, men jeg synes også at Tim Goodmans påstand - om at manuskriptforfattere gør sig bedst på Tv mens instruktører gør sig bedst på film -virker noget gammeldags i forhold til hvordan tv-serier og kreativiteten bag har været i rivende udvikling de sidste 20 års tid.
Jeg ved godt, at Goodman kommer med eksempler på, at det modsatte kan være tilfældet og at man kan gå helt tilbage til 60'erne for at finde eksempler herpå. Men jeg synes ikke, at hans påstand giver megen mening som generel betragtning og da slet ikke set i forhold til hvordan man laver tv-serier idag - vel at mærke hvis man ser på selskaber som Netflix, HBO, AMC og Showtime, hvor der som regel er højere til loftet mht kreativiteten og hvor både manuskriptforfatteren og instruktøren begge er lige vigtige mht skabelsen af en serie.
Han nævner både "Mr. Robot" også "Homecoming", hvor han fremhæver instruktørens visuelle tricks som en forstærkning af karakterens måde at anskue verden på og et løft af måden det skrevne bliver visualiseret på. Begge er gode eksempler skønt det, at jeg helt bestemt mener at have set den slags virkemidler før i andre serier.
Det er tydeligt at læse, at Tim Goodman er stor fan af skaberen bag de to serier, Sam Esmail, og i den del af artiklen er han stort set helt ukritisk. Når han så til gengæld snakker om "Maniac", synes jeg at Goodman skøjter meget hurtigt hen over serien og konkluderer hastigt, at det er stil uden indhold uden at komme med nogle dybdegående argumenter for hvorfor, at det skulle forholde sig således.
Jeg er mild sagt lodret uenig med ham, også på det punkt, og synes at "Maniac" er det stik modsatte og at Cary Fukunagas visuelle tricks på samme måde som hos Sam Esmail også er med til at forstærke historien og karakterene i "Maniac" frem for blot at være en række selvstændige gimmicks, der står isoleret fra fortællingen.
Så med "Maniac" har man i allerhøjeste grad et mesterligt eksempel på en instruktør der er i stand til at indgå i et perfekt samarbejde med manuskriptforfatteren og hvor begges input kommer til udtryk i beskrivelsen af karakterenes udvikling og psykiske tilstand og historiens bagvedliggende temaer i skøn forening med det visuelle udtryk.
