Jeg er nok langt mere tilfreds med slutningen. Selvom jeg godt kunne have forestillet mig, at Swearengen gik ud "med et brag" og
måske ofrede sig for almenvellets ve og vel og huggede Hearst ned, nu han alligevel var på dødens rand, så forstår jeg godt den mere melankolske slutning, fordi den ligesom ligger lidt i tråd med den menneskeliggørelse man var vidne til over de tre sæsoner, hvor den empatiske side af Swearengen kom frem i glimt. Manden er ligesom blevet afrundet af årenes gang og han føler dybt for sin "familie".
Jeg synes afslutningen har den organiske afslutning på "hullerne", som jeg kunne ønske mig, nu der er tale om én film og ikke en hel sæson og jeg er meget tilfreds med udfaldet.
9/10