Moovy Exclusive: CPH:DOX-foromtale: A Shape of Things to Come

I en tid med overforbrug, rovdrift på jordens ressourcer og fokus på profit er det befriende at følge Sundogs simple livsstil.

I al sin simpelhed er Lisa Marie Malloy og J.P. Sniadeckis dokumentar en hyldest til dem, der tør gå imod normen og menneskets rovdrift på jordens mere og mere begrænsede ressourcer. Som for eksempel Sundog, der på grænsen til Mexico, langt ude i Sonora-ørkenen, har valgt at leve af det, den brutale natur omkring ham har at give – lige fra vildsvin til psykedelisk gift fra tudserne omkring ham.

Uden dialog eller forklaring bevæger "A Shape of Things to Come" sig ud over den menneskelige skala og ned i dyrehøjde. Den viser en verden, der balancerer mellem fortiden med 1960'ernes øko-bevægelser og en ubehagelig, men mulig fremtid i apokalypsens skygge.

I en tid med overforbrug og et altoverskyggende fokus på profit er det befriende at følge Sundogs simple livsstil. Med ørkenen som eksistentiel og cinematisk setting sættes forholdet mellem menneske og natur i balance. Det sker på et tidspunkt, hvor civil ulydighed er det provokerende svar på de mest presserende spørgsmål. Dette gør "A Shape of Things to Come" til en vedkommende og interessant afspejling af nogle af tidens største problematikker.

Årets CPH:DOX er grundet coronavirussen blevet digital. Alle film og debatter under den danske dokumentarfilmfestival kan derfor ses nu og frem til 30. april på cphdox.dk.

Se "A Shape of Things to Come" via dette link.

Kommentarer

CPH:DOX-foromtale: A Shape of Things to Come

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen