Moovy Exclusive: Årets overraskelser: 2020

Vi kigger tilbage på sidste års store overraskelser, der for en stund fik os til at glemme en vis verdensomspændende pandemi.

Nicki Jensen: "Unhinged"

Russell Crowes sammenbidte fjæs og skulende blik er i sig selv en maske af undertrykt vrede. Privat har vores alle sammens "Gladiator"-aussie kastet en del kontroverser af sig med sit legendariske temperament. I "Unhinged" er det umuligt at forestille sig andre end Crowe i hovedrollen som den tilfældige fremmed i trafikken, man ikke skal gøre (endnu) mere vred. I hvad der bedst kan beskrives som et harmonikasammenstød af "På stop med en dræber" og "Falling Down" kastes en alenemor ud i en højintens katten efter musen-thriller, da ét dyt af den forkerte bil i morgentrafikken bliver én gang for meget.

Bag rattet sidder nemlig Crowe, der mildest talt ikke har en god dag – som et symbol på alverdens raseri – der kører langt over stregen for at give vores heltinde en blodig lærestreg. "Unhinged" er fra få minutter inde en vanvittigt medrivende opvisning i konflikt- og stresseskalering, der er umulig at vriste sig fri af. Med en så simpel præmis, leveret ekstremt overbevisende og underholdende, står Russell Crowes mest intense præstation siden "L.A. Confidential" for mig som årets helt store positive overraskelse.

Johan Albrechtsen: "Freaky"

Corona-virussen kan retmæssigt betegnes som den værste, negative overraskelse i mands minde, men heldigvis bød filmåret på flere positive overraskelser – deriblandt den fornøjelige, festlige "Freaky": en fandenivoldsk, blodig og balstyrig gyserkomedie, som fusionerer den fortærskede "bodyswitch"-genre med horror og således giver os en veloplagt Vince Vaughn i rollen som en ung, kvindelig gymnasieelev, der til gengæld har byttet krop med en mandlig, skrupskør seriemorder.

Den opskrift kunne sagtens have resulteret i et ineffektivt og rodet genremiskmask, men manden bag "Happy Death Day", Christopher Landon, har lavet endnu en gyserfarce med masser af tempo, stærke jokes og mærkbare choks. Og så er filmen samtidigt vidunderligt vovet og frisindet i dens skildring af seksualitet. Mine lattermuskler og nerver fik så mange (velkomne) slag, at jeg i 102 minutter glemte alt om virkelighedens rædsler.

Mikkel Abel: "The Art of Self-Defense"

2020 var på alle måder et skuffende år, men der var selvfølgelige lyspunkter glimtvis, og i mange films udskudte fravær var der heldigvis andre, som formåede at levere varen. En fed oplevelse er altid, når det er de små film, som får lov til at tage røven på dig. Og i mit tilfælde var det "The Art of Self-Defense". Med det nykronede indie-par, Jesse Eisenberg og Imogen Poots, i front som karate-udøvende særlinge er Riley Stearns' film en sær, lille perle, der mesterligt balancerer ultra sort komik med alvor.

Med underliggende ubehag og stive replikleveringer lugter det langt væk af Yorgos Lanthimos' ukuelige tragikomik, men Stearns har bare lige to trumfkort: dødsmetal på soundtracket og glubske schæferhunde, der gør "The Art of Self-Defense" til en af årets skjulte skatte.

Lasse Petersen: "Uncut Gems"

Efter at have fået sig et blakket ry ovenpå komedier som "Drengerøve" og "Jack and Jill" samt en håndfuld køligt modtagne Netflix-produktioner var det ikke på forhånd givet, at Adam Sandler ville skyde sig tilbage i filmelskernes hjerter med "Uncut Gems" – heller ikke selvom han på filmen havde allieret sig med Josh og Benny Safdie, makkerparret bag "Good Time".

Men det gjorde han, for i fortællingen om den uforbederlige diamanthandler Howard er Sandlers præstation selve limen, der holder sammen på den kaotiske, men mesterlige affære, og det er bestemt ikke uden grund, at der tidligere på året opstod Oscar-buzz omkring komikeren. Safdie-brødrenes åndenødsfremkaldende thriller er på én og samme tid intenst indlevende og rungende rå, særligt i filmens slutning. Alt dette efterlader i sidste ende "Uncut Gems" som et pumpende mesterværk, der går direkte i publikums puls.

Thomas Fenger: "The Invisible Man"

Hvem skulle have troet, at en uafhængig lavbudgetsgyser om en usynlig fjende ville blive en af årets mest medrivende og neglebidende filmoplevelser? "The Invisible Man" opfinder ikke den dybe tallerken, men eksekveringen er hamrende effektiv.

Det skyldes ikke mindst en fænomenal lydside og så selvfølgelig Elisabeth Moss' fremragende præstation som den plagede Cecilia, der holdes i en skruestik fra start til slut – præcis som publikum. "The Invisible Man" er en perle af en gyser-thriller, som man bestemt bør unde sig selv at genbesøge flere gange – hvis man tør!

Jarl Mengers Andersen: "Bliss"

2020 har været et vanvittigt år. På et væld af måder har året budt på den ene overraskelse mere bizar end den forrige. En af årets mere behagelige overraskelser i filmregi har dog ikke været en enkelt film, men nærmere en instruktør: Joe Begos – manden bag de to film "Bliss" og "VFW", der begge blev tilgængelige i Danmark i 2020 og desværre nok gik under radaren hos mange, har leveret uventede lyspunkter i 2020's vanvidsridt.

Begge film taler ind i et sprog, der havde sin storhedstid blandt 70'ernes og 80'ernes genrefilm, men stadig med en frisk og opdateret tone. "Bliss" med sin tømmermændsfremkaldende technicolor-horror-æstetik og "VFW" med sin rendyrkede "Sidste nat på station 13"-agtige action. Begos viser, at der stadig er liv i genrefilm og giver håb for fremtiden i en mere og mere kaotisk (film)verden.

Lars Knudsen: "Jurassic World: Camp Kridttid"

Steven Spielbergs dino-klassiker "Jurassic Park" fra 1993 er blandt de største filmøjeblikke fra min barn- og ungdom. Som stor dinosaurnørd var det en kæmpe oplevelse ud over det sædvanlige at se de prægtige forhistoriske dyr blive bragt til live. I takt med de mange efterfølgende film franchisen har budt på, er kvaliteten faldet gradvist, og sidste film i serien, "Jurassic World: Fallen Kingdom", var mildt sagt one big pile of shit.

Det var derfor med mange betænkeligheder, jeg satte mig for at give Netflix-serien "Jurassic World: Camp Kridttid" en chance. I takt med seriens udvikling blev det dog langsomt, men sikkert slået fast, at serien var det bedste, franchisen har budt på siden 1993. På forunderlig vis formåede den at genskabe den nostalgi, der for længst var gået tabt. Samtidig var det en fornøjelse at overvære, hvordan den gav faklen videre til den nye målgruppe uden at gå på kompromis med det fantastiske univers, Spielberg skabte for næsten 30 år siden.

Nikolai Schulz: "Sjæl"

Det er måske sært at blive overrasket over, at Pixar endnu en gang leverer varen, men "Sjæl" er på trods af sine åbenlyse kvaliteter og paralleller med "Coco" og "Inderst inde" alligevel ret bemærkelsesværdig. Pixar går denne gang linen ud mht. det eksistentielle udformet i et syret univers, hvor mange børn (og voksne) vil stå af.

Ikke alene sprudler animationerne af kreativitet, men plottets udformning og moralen gør "Sjæl" til et mindre mesterværk, der uden tvivl vil vokse på mig for hver gang, jeg ser den fremover. Slutningen underminerer dog moralen, og udelukkende derfor ender den hverken som en personlig favoritfilm for året 2020 eller blandt Pixars efterhånden utallige perler.

Joachim Jelle: "The Speed Cubers"

Selvom de store film enten har sneget sig ind på streaminglandskabet eller forbi coronapartiklerne og i biografen, er det altså ikke actionbaskerne eller de auteur-drevede projekter, der har blæst mig bagover. Tværtimod. "The Speed Cubers" er en 40-minutters, Netflix-produceret dokumentar om... Rubiks-terninger.

Her dykkes der ned i en spændende subkultur, hvor hovedpersonen Max Park forsøger at forene sin autisme med kompetitiv terneløsning. Kortfilmen er en medmenneskelig, opløftende og vældigt rørende version af "The King of Kong: A Fistful of Quarters". "The Speed Cubers" bytter superskurken Billy Mitchell ud med Max Parks rival, Feliks Zemdegs – et oprigtigt godt menneske. Han er et idol i den reneste form. Mit nytårsforsæt er at være lidt mere som Feliks i 2021.

Kommentarer

Årets overraskelser: 2020

  • ★★★★★★1

    Lad os lige få denne med: www.youtube.com/watch til Unhinged!

    Zero Cool25-01-21 17:18

  • ★★★★★0

    Bliss er virkelig fed - så se den :)

    Guldager25-01-21 17:35

  • 0

    Fik lige set Camp Kridttid færdig den anden dag. Det havde været en af de bedste efterfølgere til Jurassic Park, havde man lavet det til en TV-serie eller film. Ideen er mildest talt super, med at den foregår simultant med Jurassic World. 

    Gladiator17-02-21 12:28

  • ★★0

    Fik lige set Camp Kridttid færdig den anden dag. Det havde været en af de bedste efterfølgere til Jurassic Park, havde man lavet det til en TV-serie eller film. Ideen er mildest talt super, med at den foregår simultant med Jurassic World. 

    Jeg har ikke selv set skidtet, men jeg kan konstatere, at Netflix har lagt den i børnesektionen i deres udvalg.

    Shit, jeg fik store øjne, da min datter på 2 sad i sin sækkestol og legede rundt på Netflix (med børnekontrol og det hele) og pludselig kunne jeg høre det utroligt genkendelige T-rex-brøl. Jeg fløj op af sofaen og tænkte, at nu havde hun fået sat Jurassic Park på på en eller anden måde. Det havde hun jo sådan set også.

    "Se! Det er store krokodiller!" var hendes kommentar, da jeg tog iPad'en. Til trods for, at hun faktisk ved, hvad dinosaurer er og har et par dinosaur-bamser, som hun elsker, fordi Gustav fra Gurli Gris jo har sådan en også ...

    HonoDelLoce17-02-21 14:50

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen