Moovy Exclusive: Berlinalen 2017 – tanker, oplevelser og øjebliksbilleder (del 2)

I anden del af Mattia Guidarellis oplevelser på årets Berlinale må Guidarelli sande, at fri bar på det danske TrustNordisk-arrangement får det værste op i folk, men at en svingom med en persisk danseprins atter bringer glæden frem...

Lørdag 11. februrar 2017 – dagen, hvor jeg endeligt får set (nogle) film!

Dagens to første film er østeuropæiske. Én fra hovedkonkurrencen, og billetter til disse visninger er umådeligt svære at få fat på som gemen billetkøber uden fancy presseakkreditering, samt én fra den retrospektive serie, der i år ser på science fiction. Berlinalen forklarer serien med, at verden i dag ser mere dystopisk ud, og at det derfor er essentielt med et tilbageblik på den filmgenre, der kaster sig ud i skræmmende fremtidsscenarier. De pågældende film er ungarske "Teströl és lélekröl" og sovjetiske "Test pilota Pirxa" af den legendariske polske sci-fi-forfatter Stanislaw Lem, som bl.a. skrev mesterværket "Solaris".

Disse film er begge vældigt spændende, men desværre er mit indre ur ikke sat ordentligt siden Meet the Danes, som endte i lille brandert med en lærer fra en ungdomsfilmskole og en gruppe ekstroverte animatorer på en skjult bar med en hemmelig klokke. Halvdelen af dagens visninger er misset, men med en lastfuld dårlig samvittighed og noget koffein i blodet er det muligt at fange alles yndlings U2-bahn til biografen ved zoologisk have, hvor en brasiliansk ungdomsfilm vises.

"Mulher do pai" handler om den 16-årige pige Nalu, der bor i en afsides region af Brasilien på grænsen til nabolandet Uruguay. Trods sin unge alder er hun tvunget til at passe på sin blinde far og hjælpe ham med at passe familiens lille gård, hvor de tjener det, de kan, på at lave garn. En yderst smukt skudt film, der tager sig god tid til at udfolde sine mange pointer forankret i Nalus overgang fra pige til ung kvinde i en dybt rodfæstet machokultur.

Instruktøren og dele af filmholdet kommer op efter filmen og holder en dybfølt Q&A om Brasiliens nuværende politiske instabilitet. De sidste tyve års hårde kamp for at etablere et internationalt anerkendt brasiliansk filminstitut risikerer at gå til grunde, hvis ikke der gøres noget for at sikre brasiliansk film i fremtiden. Brasilien er særligt repræsenteret i år på Berlinalen, og ligesom med sit sci-fi-retrospektiv er der her ingen tvivl om festivalens politiske ståsted.

Siden jeg besøgte denne metropol første gang, har jeg følt, at Berlin er en helt særlig by. Den er ét stort kompromis, men som kompromisser bør være. Der er noget for alle. Følelsen er den samme med festivalen. De fleste biografer, i hvert fald dem på Potsdamer Platz, er utroligt grimme, og der er ingen hyggelig atmosfære. Dog er filmene af høj, kunstnerisk kvalitet. Højkultur møder lavkultur og alt derimellem i et sært, men alligevel tilfredsstillende kompromis. Jeg ser dog frem til næste visning i Colosseum-biografen langt væk på Schönhauser Allee, som jeg håber vil have lidt mere karakter end blot glas, beton og (film)turister.

Toget har akkurat forladt stationen, da aftenens rolige mørke brydes af en rytmisk, infernalsk larm på nogle ubelyste spor længere væk fra perronen. Det kan knapt nok ses, da dens antracitgrå vognsæt er identiske, men det er et tilsyneladende uendeligt godstog, der udelukkende fragter flydende materiale i sine næsten usynlige, cylindriske tanke. Den voldsomme, industrielle lyd gør opmærksom på, at vi ikke længere er i Berlins hyperfunktionelle centrum, men i stedet omgivet af et jernstøbt kapitel af tysk historie.

Mødet med Colosseum er også af en helt anden æstetisk kaliber. Med sit navn i glødende, grøn neon, der brænder sig igennem nattens mørke, skabes en helt slående atmosfære af den ellers ret simple bygning. Den canadiske film "Werewolf", som jeg ser, og som handler om to metadonafhængige unges kamp med tilværelsen, har en lignende vibrerende minimalisme over sig.

Biografens skæve vinkler passer skræmmende nok med filmens insisterende indstillinger, der kun indrammer små udsnit af hele scener, så de forhutlede karakterer altid føles på tværs og i deres egen, lille verden.

Nu går turen mod Meet the Young Danes-festen, arrangeret af producerstuderende fra Den Danske Filmskole, hvor jeg ser frem til at mødes med min kære ven og gæsteskribent på Moovy, Michael Panduro, der i år er med i festivalens talentprogram. Her møder jeg også Moovy-anmelder David Lund.

Søndag 12. februrar 2017 – første dag, hvor jeg så alle skemalagte film!

Uden at være for hårdt medtaget fra gårsdagens fest kommer jeg til visning på Potsdamer Platz. "One Thousand Ropes" er en yderst mærkværdig sag fra New Zealand og Samoa, der blander horror med både socialrealisme og magisk realisme . Der benyttes en betagende brug af sort-hvid kontrast og et gennemtrængende sounddesign. En sløv basse, men den mystiske blanding af maori og samoansk kultur holder alt i spænd. Q&A'en afslører akkurat, hvor finurlig instruktøren er.

Næste film er i "Unter den Linden". Hele området med bl.a. Humboldt-universitetet er under total gennemrenovering i forbindelse med udvidelsen af en U-bahn. Det er en skrækkelig oplevelse at gå her, da det meste af området kun er for rigfolk, og da det er søndag, står alle gader øde hen. Kun lejlighedsvist plopper pæne personer i poppede parkaer pludseligt op på gaden, og det får det hele til at virke så forladt. Det mest skræmmende er selve universitetet, hvor en masse boligbyggeri er blevet opført ved siden af oldgamle bygninger, der nu restaureres til at passe bedre til nybyggeriet – ikke omvendt! Alt drukner og dør i et cremefarvet helvede.

Det historiske museum er sluppet for den beige død og viser "Nærkontakt af tredje grad", der er med i det retrospektive program. Spielbergs mesterværk nyder jeg til fulde. Filmen, der bliver vist på celluloid, er et skønt afbræk fra alle de kunstfilm, som er med i programmet. Den er langt mere et kunsthåndværk. Alt fungerer så umådeligt godt. Fra det tekniske indhold skabt af mange af 70'ernes effektmestre til den medrivende fortælling med sin unikke, komiske timing.

Efter den arkitektoniske bombe, som er "Unter den Linden", vækkes glæden igen ved gensynet af en ironisk nok hypermoderne glasbygning, Berlin Hauptbahnhof. Hovedbanegården er et glasbur uden lige, der med dens futuristiske leg med at lade togbaner køre på tværs af hinanden vækker gode minder om Fritz Langs "Metropolis", og det er kun godt. Herfra tager jeg den mikroskopiske U5 (togbanen, der skal udvides) til Bundestagstationen, og på stationen såvel som på den enorme plads mellem Reichstag og Bundestag er der næsten ingen mennesker. Kun politibetjente og joggere kan spottes hele vejen fra stationen til næste filmvisning ved den enormt smukke Haus der Kultur der Welt.

"Não devore meu coração!" er endnu en brasiliansk ungdomsfilm om livet langs den brasilianske grænse. Denne gang til Paraguay – åbenbart et populært emne. Denne film vil dog noget helt andet med sin præmis, og uheldigvis består den ikke af andet end uforløste præmisser på streg. Instruktøren har tydeligvis set "Drive" og "Turbo Kid" og har villet klæbe disse ind i en brasiliansk børnefortælling om at vokse op blandt voldelige voksne. Handlingen er svær at følge med i. Flere unge i salen kan ikke holde sig stille i løbet af den næsten to timer lange spilletid.

Dagens sidste visning er igen i Colosseum. Vil dog sælge min billet, da jeg vil spise noget tiltrængt aftensmad og forberede mig til tredje, danske fest i Berlin, TrustNordisk-branchefesten, som nu er blevet hypet til at være den vildeste fest på festivalen. Det går dog trægt med at sælge billetten, og derfor hopper jeg ind den smukke sal alligevel.

"Tiger Girl" er det værd, men ikke en film for alle. Med sin musikvideoæstetik kan den nemt skræmme klassiske filmnørder væk, men historien er dybt underholdende. En ung, usikker pige møder den anarkistiske og dybt charmerende Tiger, der lærer hende at tage vare på sig selv, ikke gå på kompromis med alt og ikke være så skide høflig hele tiden. Den nyfundne autoritet korrumperer dog, og så sker der voldelig sjov og spas.

Så er det TrustNordisk, og jeg kan kun citere Public Enemy: "Don't Belive the Hype!" Mødet med gæsterne er ikke positivt, da den fri bar vækker det værste op i folk, og det ser nu ud, som om festhallen er spækket med nogle af de mest uhøflige mennesker i verden. Efter to øl og et par albuer i siden har jeg lyst til at skride. Heldigvis er der et par velkendte ansigter, der hiver glæden frem igen, især den persiske danseprins Alexander, der hiver mig ud på dansegulvet, hvor vi danser uhæmmet de næste fire timer. Jeg ender endda med at få et visitkort fra en islandsk producer, kun fordi hun nyder vores dans så meget. Det er skønt, hvordan dans så nemt kan gøre folk glade – og måske endda åbne et par døre til betalte filmjobs...

Mandag 13. februar 2017 – endnu en dag med to film, men med én fra konkurrencen!

Helt øm i kroppen af gårsdagens dans med Alexander og resten af den danseglade filmbranch, er jeg glad for, at jeg ikke har erhvervet mig billetter til morgenvisninger. Om eftermiddagen hopper jeg ud af vandrerhjemmet, vinker til den kære leder på den Nordkoreanske ambassades lille udstilling, for endeligt at se den mærkværdige "Teströl és lélekröl".

"On Body and Soul", som dens meget passende, engelske titel lyder, handler om både de små og store ting i livet. På et slagteri mødes en sirlig økonomichef med den yderst perfektionistiske, nye chef for kvalitetskontrollen, og de to udvikler en dybfølt, men akavet interesse for hinanden. Den potentielt banale præmis, udfolder sig på uforudsigelig vis, og det ville være synd at afsløre for meget af filmens handling.

Så medrivende er "On Body and Soul", at midt i fortællingens klimaks begynder salen at rumstere. Det virker forstyrrende midt i denne stærke scene – især da en nar begynder at tale højlydt i telefon. Hvad jeg dog tror er letpåvirkelige gymnasieelever og en højtråbende idiot viser sig at være en person med et epileptisk anfald og en barmhjertig samaritaner, der ringer efter en ambulance.

Den sene visning i aften består af den kinesiske "Ghost in the Mountains", som er en yderst langsommelig affære om de problemer ,"Udkantskina" står over for med dens tiltagende affolkning. Filmen kunne også godt kaldes "Ladhed, affald og cigaretter på landet", da det er det eneste, der vises i løbet af filmens 136 minutter. Alt præsenteret i langsomme panoreringer.

Efter en lille tur på en hemmelig bar, hvor der bl.a. snakkes om musik, dårlige bandnavne og kæbeoperationer, er det på tide at vende snuden hjemad, for i morgen er atter en festivalfilmfyldt dag.

Se også: Berlinalen 2017 – tanker, oplevelser og øjebliksbilleder (del 1).

Kommentarer

Berlinalen 2017 – tanker, oplevelser og øjebliksbilleder (del 2)

  • ★★★1

    Det er god læsning :) - og jeg håber ikke, at manglen på kommentar er udtryk for manglen på interesse for denne type artikler. Det er med til at gøre siden til noget mere end bare anmeldelser og nyheder.

    Guldager25-02-17 13:07

  • 0

    Det er god læsning :) - og jeg håber ikke, at manglen på kommentar er udtryk for manglen på interesse for denne type artikler. Det er med til at gøre siden til noget mere end bare anmeldelser og nyheder.

    Hehe. Tusind tak! Der er desværre lidt for mange oplevelser at samle op i tre dele, så det bliver lidt en større læsning, og man er måske lidt udmattet, når man endeligt kommer ned til kommentarfeltet, men er glad for at det overhovedet bliver læst! Tredje del slutter vildt af i morgen!!! :D

    BusinessMonkey25-02-17 18:37

  • ★★★0

    Det er skide godt arbejde! Glæder mig til den næste :D

    davenport26-02-17 12:32

Log ind for at deltage i diskussionen