Fine skriv, David - spændende at følge med i - ærgerligt du ikke får det hele med, men der er trods alt vigtigere ting end film. :-)
Moovy Exclusive: Berlinalen 2020 – Dag 4 & 5
På filmfestivalens fjerde og femte dag stod den på live-action "Pinocchio", #metoo-inspireret drama og mørk kunstfilm af Abel Ferrara.
Berlinalen er ved at slutte for mit vedkommende. Familieforpligtelser og arbejde gør, at jeg ikke kan blive her ugen ud og derfor må nøjes med en halv filmfestival. Der er mange film, jeg godt vil se, som først får premiere hernede, efter jeg er taget hjem. Jóhann Jóhannssons dokumentarfilm "Last and First Men" ser gudesmuk ud, Hong Sang-soos "The Woman Who Ran" ligner højdepunktet på mandens karriere, den moderne genindspilning af "Berlin Alexanderplatz" ser ud til at kunne matche tv-serien, og jeg har slet ikke fået taget hul på Generation-programmet. Desuden har alle interessante visninger fra filmmarkedet EFM ligget oveni Berlinalens største titler, men jeg har da skrevet mig zombiesplatteren "Yummy" og den russiske, "Inception"-lignende sci-fi-film "Koma" bag øret.
En af de film, jeg havde glædet mig mest til i år, startede søndagens program. Den italienske live-action-udgave af "Pinocchio" er meget tro mod bogen og ligger derfor langt fra Disneys klassiske animationsfilm. Instruktør Matteo Garrones version ligner visuelt meget hans egen "Tale of Tales" – tæt på Guillermo del Toros stil. Filmen starter glimrende i et roligt tempo, hvor fattigdommen i Gepettos landsby bliver tilfredsstillende beskrevet. Efter Pinocchio kommer ind i billedet, bliver alle pusterum og muligheder for filmmagi affejet til fordel for at få alle detaljerne i historien med. Når Pinocchio bliver hængt fra et træ og senere druknet i havet, bliver det uden tvivl for voldsomt for målgruppen, og diverse monstre er groteske nok til at give selv voksne mennesker mareridt. Tilføj konstant fejlskudt humor i form af malplaceret slapstick, og du har en god ide om, hvorfor filmen konsekvent føles ude af balance.
Den første af dagens to film fra hovedkonkurrencen var tyske "Undine". I bund og grund er dette en kærlighedsfilm, men på kun halvanden time bliver der tilføjet thriller-elementer pakket ind i nok metaforer til at kunne imponere Haneke og Lynch. Det er et fascinerende bud på, hvordan selv små løgne kan påvirke menneskelige relationer, men man skal holde tungen lige i munden hele vejen igennem – og selv da er det nemt at tabe tråden undervejs. Instruktøren Christian Petzold vandt en Sølvbjørn for bedste instruktør i 2012 for filmen "Barbara", og det er slet ikke umuligt, at han løber med den igen. Hans transformation af myten om vandvæsenet Undine til en nutidig historie er i hvert fald kløgtigt udformet. Guldbjørnen er nok mere usandsynlig, da filmen i sidste ende er for kringlet og kunstnerisk.
Her er det brasilianske drama "All the Dead Ones" et bedre bud. Guldbjørnen er før blevet tildelt film, der både formår at beskrive en kultur og indkapsle en tidsperiode. "All the Dead Ones" er en meget stille film, som foregår i år 1899 hos tidligere slaveejere. De ansætter en forhenværende slave til at udføre ritualer, der skal hjælpe med datterens ustabile mentale tilstand. Filmen udfolder sig langsomt med et meget subtilt metaforisk lag for til sidst at drage paralleller til nutidens anspændte politiske situation i Brasilien. Især med juryens medlemmer i tankerne er dette en mulig vinder, selvom jeg personligt var mindre grebet af fortællingen. Filmen var en anelse for rodet og tung i optrækket, men "All the Dead Ones" har dog hjertet på rette sted, og det betyder en hel del.
I amerikanske "The Assistant" fra Panorama-programmet bliver man kastet ud i en filmproducer-assistents hverdag. Filmen giver aldrig slip på sin hovedrolle og fremviser først med dokumentarisk præcision en stressende arbejdsplads. Først omkring halvvejs igennem begynder plottet og pointen med filmen at tage fat, hvor udnyttelse af kvinder i filmbranchen bliver fortalt så præcist, at selv den største mandschauvinist kan følge med. Den debuterende instruktør Kitty Green imponerer, selvom filmen nok havde vakt mere opsigt, da #metoo-bølgen var på sit højeste sidste år. Julia Garner fra bl.a. Netflix-serien "Ozark" viser nye sider af sit talent, og "The Assistant" bliver forhåbentlig det skridt, der for alvor får hende på verdenskortet.
Den amerikanske "Shirley" blev mit andet møde med det nye Encounters-program. Ligesom med "Malmkrog" bliver filmsproget også udfordret her. Med sin ikke-lineære fortælleteknik har programmet i mine øjne bevist sin berettigelse på Berlinalen. På overfladen er historien i filmen simpel nok. To nygifte flytter ind hos et midaldrende og excentrisk ægtepar og må herfra finde deres plads i hjemmet. Filmens knugende atmosfære kommer snigende, da karakterernes fjendtlige adfærd først forekommer komisk, men ender som det stik modsatte. Sikkert og originalt instrueret af Josephine Decker er det svært at gå glad fra en film så gennemvædet af ubehag. Den altid formidable Elisabeth Moss spiller hovedrollen og er denne gang lige på grænsen til at overspille. "Shirley" kunne da også nemt have været et filmet teaterstykke, men de tekniske virkemidler er beundringsværdige, så jeg er glad for, at den ikke endte sådan.
Undertrykkelse har været et gennemgående tema på årets Berlinale, og især i dag har de kvindelige hovedroller og instruktører efterladt et stort indtryk. Dagen har ikke ligefrem budt på de mest opløftende film, men de har givet stof til eftertanke. I morgen er det tid til at vende hjem igen, selvom jeg sagtens kunne fortsætte et par dage endnu. Kvalitetsniveauet har generelt været højt i år, og der er helt sikkert mange gode oplevelser i vente til festivalens besøgende. Jeg slutter selv af med tre film fra hovedkonkurrencen, inden et fly skal bære mine firkantede øjne hjem til familien.
Sidstedagens første film var den franske satire "Delete History". Endnu en gang kom kvindeundertrykkelse til udtryk, da filmen hovedsageligt følger Marie, der gør alt for at få slettet sit sexbånd, inden hendes søn opdager det på internettet. Filmens første halvdel er gennem en række velfungerende og vittige øjeblikke spækket med kritik af især teknologien i vores samfund. Desværre når filmen et punkt, hvor karaktererne agerer uintelligent, og vittighederne bliver anstrengende. "Delete History" er en let komedie, der har op til flere kommentarer om den vestlige verdens udvikling, og de fleste kan nok nikke genkendende til størstedelen. Det er virkelig ærgerligt, at instruktørerne Benoít Delépine og Gustave Kervern kører af sporet og lefler for masserne i form af lette løsningsforslag og mild underholdning.
Schweiziske "My Little Sister" lå i skarp kontrast til "Delete History". Her passer Lisa på sin kræftramte tvillingebror Sven, mens hun kæmper med jobbet og familien. Der er ingen hurtige løsninger at finde i "My Little Sister", der behandler emner som ansvar og sorgbearbejdelse overraskende usentimentalt. Lisa får konstant en tungere byrde at bære, mens hun bliver frarøvet sine valg og beslutninger. Nina Hoss leverer en stærk præstation som en fattet kvinde, der langsomt mister overblikket. Lars Eidinger som Sven er endnu en oplagt kandidat til Sølvbjørnen for bedste mandlige hovedrolle, da han med finpudset præcision leverer en troværdig og følelsesladet magtpræstation. Desuden havde filmen et dansk islæt i form af Jens Albinus, der spiller Lisas mand – dog ikke særligt bemærkelsesværdigt. "My Little Sister" var en anelse anonymt instrueret af de Oscar-nominerede Stéphanie Chaut og Véronique Reymond, men den er et kig værd.
Abel Ferraras mørke kunstfilm "Siberia" har Willem Dafoe i hovedrollen og følger karakteren Clint i en næsten plotløs og ukronologisk kamp mod fortidens dæmoner. Hvis man lader sig rive med af stemningen og ikke bliver skræmt af nøgne dværge i kørestole, børn, der bliver henrettet, og blodige kirurgiske operationer, har filmen masser af metaforer at gruble over. Et af filmens største problemer er, at hovedpersonens liv sammenlagt ikke er særligt interessant – ligegyldigt, hvor interessant det end bliver fortalt. Der bliver heldigvis spillet på et par eksistentielle noder undervejs, og sammen med de surrealistiske sekvenser holder det filmen kørende over den korte spilletid. Jeg har svært ved at se "Siberia" vinde for noget, men selvom mange pressefolk forlod salen under de få grafiske scener, modtog den årets indtil nu største bifald.
Pressekonferencen til "Siberia" foregik i godt humør. Abel Ferrara – som den auteur, han nu er – nægtede kløgtigt at forklare filmens symbolik. Skuespillerne Willem Dafoe og Cristina Chiriac (Ferraras kone) havde dog to modstridende svar, da der blev spurgt ind til filmens politiske indhold. Chiriac så ikke filmen som værende politisk, mens Dafoe mente, at alle film er politiske. Ferrara havde igen intet svar. Derimod ville han gerne tale om produktionen og måden, han laver film på, hvilket foregår meget målrettet og organisk. Manden har en vision, som han følger uden at afvige fra formlen med unødige eksperimenter.
Pressekonferencen var en fin måde at slutte Berlinalen 2020 af på. Jeg er ikke sikker på, at jeg har set årets vindere, men jeg har set en masse gode film, der forhåbentlig kommer i distribution i Danmark. Bjørnene bliver uddelt lørdag aften, og hvis alt går efter planen, vender jeg frygteligt tilbage igen til næste år. Jeg fik jo slet ikke spist nok currywurst.
