Moovy Exclusive: Berlinalen 2025: Filmene i hovedkonkurrencen (del 1)

Berlinalen er i fuld gang, og selvom salene fyldes hurtigere end nogensinde, ligger det hyggelige snevejr en dæmper på stressen mellem filmene.

At Tyskland befinder sig midt i en valgkamp, havde jeg forventet ville sætte et stort præg på både bybilledet og festivalen. Men indtil videre er der bemærkelsesværdigt roligt. Bearbejdelse af sorg lader til at være årets hovedtema i hovedkonkurrencen, og måske er det derfor, at folk virker mere afslappede. Diskussionerne blandt publikum er dog livlige, og folk synes mere splittede om filmenes kvaliteter, end jeg før har oplevet.

Der er ikke meget glæde at spore i hovedkonkurrencens første film. Den kinesiske "Living The Land" tegner et hverdagsbillede af en fattig landbrugsfamilie på tværs af generationer. Hver scene afrundes med en underforstået melankoli, men filmen domineres mest af en konstant overdøvende dialog mellem mennesker, der ikke lytter til hinanden.

Det er en frustrerende oplevelse, men filmens budskab cementeres til ekstremerne gennem dens 2,5 times spilletid. "Living The Land" giver et sjældent indblik i en kultur, mens fraværet af plot gør filmen bevidst drænende og nedtrykkende. Man kan derfor ikke kalde den andet end vellykket, da det netop er dens formål, men den kinesiske film er svær at holde af.

Den britiske "Hot Milk" ligger ikke milevidt fra "Living The Land" tematisk, men med et stærkere plot kommer diskussionerne om sorg og skam langt mere under huden. I filmen er sorgen manifesteret i hovedrollen Sofias mor Roses krop i en sådan grad, at hun ikke længere kan gå. På deres rejse for at kurere hende indleder Sofia et forhold til den frie sjæl Ingrid, som ligeledes er styret af fortidens dæmoner. "Hot Milk" føles dog let, humoristisk og underholdende trods sin komplekse natur. Forløsningens monolog er filmens svage punkt, men skulle stemme godt overens med romanen, den er baseret på. Skuespillet er stærkt over hele linjen, men Fiona Shaw som Rose gør sig særligt bemærket i de få scener, hvor hun er allermest sårbar.

Jessica Chastains karakter, Jennifer, hjælper en mexicansk flygtning til USA, og indleder et forhold til ham i den erotiske "Dreams" fra Mexico. Aldersforskellen har ikke den store betydning, men snart udvikler der sig et magtspil mellem det feminine og det maskuline samt det rige og det fattige. At der ikke er en egentlig vinder, understreger blot filmens morale om klasseforskelle, selvom det politiske aspekt ikke får meget råderum. Instruktøren Michel Franco har ellers tidligere ikke været bleg for at provokere, og med den nuværende situation i USA in mente er det ærgerligt, at den politiske kommentar ikke er tydeligere. Chastain spiller dog som vanligt røven ud af bukserne.

"Ari" er en fransk film med stort F. Vi følger den titulære, excentriske hovedperson gennem en eksistentiel krise, hvor han står til at miste både job og kæreste, mens han har svært ved at finde støtte hos familie og venner. På trods af tunge dialoger og temaer er tonen let, og Aris ligegyldighed over for overfladiske ting, kombineret med hans fascination af detaljer, gøres ham til et spændende bekendtskab. Hans small talk driver filmen i uforudsigelige retninger. Adranic Manet som Ari bærer nærmest alle scener, og selvom hans præstation ikke er den helt store på grund af materialet, løfter han filmen over det middelmådige.