Moovy Exclusive: Berlinalen 2025: Filmene i hovedkonkurrencen (del 2)
Dansk perle kan blive en af vinderne på årets Berlinale.
Berlinalen er naturligvis meget mere end blot hovedkonkurrencen. Den ambitiøse åbningsfilm "The Light" af Tom Tykwer vises uden for konkurrence sammen med en række andre titler – heriblandt verdenspremieren på Bong Joon Hos lettere skuffende, men jævnt underholdende "Mickey 17". Det er ofte disse film, der trækker de store stjerner til Berlin, og fremmødet foran biografen og til pressekonferencen for sidstnævnte var imponerende, primært takket være Robert Pattinsons tilstedeværelse.
Men det er ofte i Panorama-konkurrencen, at festivalens mest mindeværdige filmoplevelser findes, og her er det danske, rørende hjemmehjælperdrama "Hjem kære hjem" blandt de absolut bedste. Da vinderfilmen afgøres af publikumsstemmer, spår jeg denne gode chancer, da den rammer plet på alle parametre.
Tilbage til hovedkonkurrencen. Hvor Hélène Cattet og Bruno Forzani tidligere har dyrket giallo-genren med den vellykkede "Amer", kaster de sig denne gang over en blanding af agentfilm og klassisk Hammer-horror i "Reflection in a Dead Diamond". Plottet om en pensioneret spion, der rodes ind i jagten på en kvindelig ninja, fylder så lidt, at man hurtigt glemmer, hvad filmen egentlig handler om. Det her er stil over substans i ekstrem grad, og de konstante gentagelser af blodsprøjt og visuelle excesser skaber hurtigt en mæthedsfornemmelse. Det er flot, kreativt og til tider underholdende, men også alt for meget af det gode. En Sølvbjørn for filmens visuelle sprog er ikke usandsynligt, men "Reflection in a Dead Diamond" forbliver en kuriositet, der lyder mere interessant, end den egentlig er.
Den brasilianske road movie "The Blue Trail" er derimod hovedkonkurrencens hidtil stærkeste film. Vi følger den 77-årige Tereza, der i en nær fremtid ubegrundet bliver umyndiggjort og derfor flygter ud på en dannelsesrejse for at finde sig selv. Hvad vil man egentlig opleve, når et liv, der hidtil kun har handlet om familie og arbejde, pludselig efterlader én med uventet fritid? Med sin fine balance mellem alvor og humor er filmen en fornøjelse at overvære, og man sidder ofte med et smil på læben. Den er let og lys i sit udtryk, men har samtidig masser på hjerte – både i sin refleksion over fremtiden og samfundets syn på ældre. Mest fascinerende er dog, hvordan filmen passer ind i en klassisk coming-of-age-skabelon, blot med en pensionist i hovedrollen.
Den franske "The Ice Tower" er ligeledes en form for dannelsesrejse, men denne gang for en 15-årig kvinde. Som mange andre af årets konkurrencefilm handler den i høj grad om sorgbearbejdelse – denne gang dog uden den store forløsning. Jeanne flygter fra sit børnehjem og havner på filmoptagelserne af en nyfortolkning af H.C. Andersens "Snedronningen", hvor hun opsluges fuldstændigt af hovedrollen Cristina.
Filmens ildevarslende og langsomme opbygning er på niveau med en veludført gyser, men de mange gentagelser ender med at tære på tålmodigheden. Instruktør Lucile Hadzihalilovic mestrer stemningsopbygning, men filmen udnytter ikke Marion Cotillards talent til fulde, og man efterlades primært med en stemning snarere end en historie, der bliver hængende.
Det er sjældent, at et produktionsselskab alene kan sige alt om en film, men med Josh Safdie og A24 bag "If I Had Legs I’d Kick You" ved enhver filmnørd, hvad der er i vente. Filmen holder et konstant fokus på Rose Byrnes karakter – en mor og psykolog, der langsomt bryder sammen under presset fra hverdagen. Det, der kunne lyde som et gråt og deprimerende hverdagsdrama, udvikler sig til noget helt andet, idet filmen leger med genrer fra horror til komedie i en forrygende fortælling. Den burde være obligatorisk for alle forældre.
Rose Byrne leverer karrierens bedste præstation, og det samme gælder for Berlinalen indtil videre. Det er samtidig instruktør Mary Bronsteins første film i næsten 20 år, og jeg håber, at vi ikke skal vente lige så længe på den næste. Med denne film viser hun en mesterlig evne til at binde dyb symbolik sammen med en rå, men humoristisk virkelighedsskildring, som jeg gerne ser meget mere af fremover.