Moovy Exclusive: Berlinalen 2025: Filmene i hovedkonkurrencen (del 3)

Ingen Berlinale uden politik, der blev afsluttet med Richard Linklaters nye film.

For mit vedkommende lakker Berlinalen mod enden. Udover de mange gode filmoplevelser og pressekonferencer har der, som altid, sneget sig lidt politik ind i årets festival. Sidste år opstod der kontroverser, da flere deltagere udtrykte bekymring over invasionen af Palæstina. Berlinalen blev som følge heraf beskyldt for antisemitisme af flere medier. Modsvaret i år har været en udtalelse, der peger i den diametralt modsatte retning, og med festivalens tyske statsstøtte har pro-palæstinensiske grupper opfordret til boykot. Berlinalens eget svar har været, at de støtter og opfordrer til ytringsfrihed, men også til respekt for andres meninger. Denne debat kan være årsagen til, at festivalen har været relativt stille i år – bortset fra da Tilda Swinton modtog sin Æresguldbjørn. Som pro-palæstinensisk jødisk kvinde stod hendes udtalelse stærkt, og for at undgå noget går tabt i oversættelsen, bringes den her på engelsk:

"The inhumane is being perpetrated on our watch. I’m here to name it without hesitation or doubt in my mind and to lend my unwavering solidarity to all those who recognize the unacceptable complacency of our greed-addicted governments who make nice with planet-wreckers and war criminals, wherever they come from."

At starte dagen med årets mest intetsigende film stod i skarp kontrast til ovenstående. Den kinesiske "Girls on Wire" har ellers en lovende præmis: To kusiner er gået vidt forskellige veje i livet – den ene er blevet en kendt skuespillerinde, mens den anden stadig bøder for sin fars stofmisbrug. Nu skal de to finde hinanden igen. Problemet er, at filmen i stedet for at handle om klasseskel, venskab og opvækst udelukkende fokuserer på melodrama. Det kan måske lyde underholdende at sætte sentimentalitet, kriminalitet, spænding og action i førersædet, men filmen er fyldt med klichéer og tager en drejning, der får enhver morale til at falde til jorden. Tilbage står blot en følelse af irritation over en formålsløs film, der aldrig burde have været udtaget til Berlinalen og (forhåbentlig) ikke har en chance i hovedkonkurrencen.

Heldigvis er niveauet generelt højt igen i år, og humøret steg med den tyske komedie "What Marielle Knows", hvor en datter pludselig kan se og høre alt, hvad hendes forældre gør – selv når hun ikke er til stede. Filmen konfronterer os med dagligdagens hvide løgne, men udforsker også, hvad der sker, når man altid skal være ærlig. Familielivet krakelerer langsomt, når utroskab og fysiske slagsmål på arbejdspladsen ikke længere kan skjules. "What Marielle Knows" er en hamrende sjov, men også eftertænksom film med stærke præstationer og vanvittige scenarier. Instruktøren Frédéric Hambalek styrer filmen med imponerende præcision og rammer en sjælden balance, hvor hver scene sidder lige i skabet. Jeg krydser fingre for en Sølvbjørn til Hambalek for denne bedrift!

Den østrigske "Mother’s Baby" fortsætter Berlinalens evigt tilbagevendende tematikker om forældreskab og traumer. Efter en vellykket fertilitetsbehandling føder Julia et barn, men oplever en uventet afstand til den nyfødte og begynder at tvivle på, om det overhovedet er hendes eget. Filmen trækker paralleller til "Rosemary’s Baby", da der synes at være et underliggende komplot, samtidig med at tvivlen holdes i live. Dog interesserer filmen sig mest for mystikken, og temaet om forældretilknytning glider hurtigt i baggrunden. Den sidste scene rejser dog et interessant dilemma, der står stærkt nok til at efterlade et indtryk. Marie Lauenberger leverer en fremragende præstation i hovedrollen og er bestemt en plausibel kandidat til en Sølvbjørn.

Forældreskab er også et underliggende tema i den argentinske "The Message", men alting er så ubeskrevet, at det er svært at finde den dybere mening med filmen. Vi følger en omrejsende trio, hvor en ung pige har evnen til at kommunikere med dyr. Dette kunne have været en interessant indgang til at udforske menneskers hemmeligheder eller den argentinske kultur, men bliver aldrig udnyttet. I stedet får vi en stillestående fortælling, hvor en ensom trompet spiller en simpel skala hen over sort-hvide billeder af mennesker, der blot stirrer ud i ingenting. Filmen fremstår som et meget personligt, men indforstået værk, hvor vi aldrig kommer tæt på karaktererne eller bliver sat ordentligt ind i fortællingen. De mange panoreringer af det argentinske landskab havde desuden haft større visuel slagkraft i farver i denne søvndyssende film.

Richard Linklaters "Blue Moon" blev min sidste Berlinale-film for i år. Kammerspillet udspiller sig over et par timer en aften i Lorenz Harts liv – tekstforfatteren bag en række sange og teaterstykker i første halvdel af det 20. århundrede.

Ethan Hawke rammer den perfekte balance mellem det tragiske og det komiske i sin fortolkning af Hart, hvilket giver filmen en tidløs Hollywood-stemning, der leder tankerne hen på Humphrey Bogart. Linklaters vante tematikker om livet og kærligheden mærkes fra start til slut i denne lille perle, som måske ikke vækker store debatter, men alligevel efterlader et indtryk med sin stemning, humor og stil.

Det var den perfekte film at slutte festivalen af med – jeg forlod både forestillingen og Berlin med et stort smil på læben.