Interessant snak, Nadia. Thumbs up! Utroligt nogen går op i, hvordan man bliver anset hos andre eller i bestemte kredse, fremfor blot at tale fra hjertet og ud fra sin oplevelse.
Moovy Exclusive: Blog: Holdningen til skræk hos etablerede anmeldere
Da "The Shining" i sin tid kom ud i biograferne, blev den straks set ned på. Tænk, at en fin instruktør som Stanley Kubrick ville nedlade sig til at lave en så dårlig film indenfor en så ussel genre: skrækfilmen. Den blev nomineret til to Razzie-priser i 1980 for instruktør og Shelley Duvall som værste kvindelige hovedrolle, og kritikerne rynkede på næsen over Jack Nicholsons præstation. Et par år tidligere havde de peget fingre af John Carpenters "Halloween", som blev kaldt uopfindsom, dum og barnlig af selveste Pauline Kael, hvis ord ofte var lov i den amerikanske kritikerbranche.
Begge film er i dag anset for at være to af filmhistoriens klassikere - på trods af deres oprindelige modtagelse.
I Danmark skrev den tidligere sognepræst Johs. H. Christensen fra Jyllandsposten, at indie-darlingen "It Follows" var "den mest elendige strimmel, der har forurenet et filmlærred i indeværende år." Michael Lind fra BT grinede over "You're Next", og førnævnte Johs. blev sur over "Sinister", hvis anmeldelse fra ham var sovset ind i udråbstegn, der anmodede læseren om, at denne ikke burde tage ind og se en så elendig film.
Hvor meget handler om filmene, og hvor meget handler om, hvad man bør og ikke bør tænke? Under pressevisninger til mørke genrefilm er det min oplevelse, at jeg ofte ser kritikere, der gyser gennem hele filmen og derefter skriver anmeldelser, der fordømmer selvsamme film. Det er sjovt nok ofte de samme anmeldere, der griner i halvanden time af komedier, mens de derefter beskriver en film, der på ingen måde fik latteranfaldene frem. Jeg mener ikke, at det handler om, hvordan filmen fik dem til at have det – men at det handler om, hvordan de vil blive anset af kollegerne. Det er bare ikke fint at kunne lide fjollede komedier. Det er endnu værre at være vild med, glad for eller i det mindste tilgivende overfor skrækfilm.
"Ser du så nogensinde gode film?" blev min kollega på Blodig Weekend, Elias Eliot, engang spurgt, da han blev interviewet til Radio 24syv om festivalen. Skrækfilm er ikke bare en genre. De er en betegnelse for dårlig smag; en holdning, der er så accepteret af alle, at det er en skændsel i kritikercirkler at holde af denne form for film. For skrækfilm er jo dårlige, ikke sandt?
Hvad der ofte bliver ignoreret er alt det, der bliver sagt i genrefilm, og som kommer til udtryk i symbolisme og politiske aspekter, der oftest ignoreres af langt størstedelen af den danske anmelderskare. Den slags er jo kun for art-housefilm og seriøse dramaer, der får seks hjerter i Politiken og bliver aet langs hårene i Weekendavisen.
Men handler "The Babadook" kun om en bøhmand fra en uhyggelig børnebog? Er "Cabin Fever" bare en smådum film om idiotiske unge i et hus i skoven? Var Alexandre Ajas "The Hills Have Eyes" bare en dårlig genindspilning? Nej. Men sig det ikke til de danske anmeldere med god smag. Dem, der er gode til at analysere alle de elegante dramaer, men som er overraskende dårlige til at gøre det samme med skrækfilm.
Jeg siger ikke, at skrækfilm absolut skal elskes. Jeg er selv ofte kommet i problemer på grund af min egen skeptiske holdning til genren. Men min egen skepticisme kommer af en kærlighed, der vil have det bedste frem i den genre, jeg elsker højere end de fleste. Mange af de danske anmeldelser om skrækfilm er derimod besluttet, før den første scene kommer frem på lærredet. Ni ud af ti udsendte fra de danske aviser mener, at deres øjne burde spares for den slags discountfilm. Og de synes det lang tid inden, filmen er set.
Der er mange dårlige skrækfilm, og mange af de mest fantasiløse kommer i de danske biografer. Men jeg tvivler stærkt på, at tendensen ville ændre sig, hvis film som "The Green Inferno", "Green Room" eller "Backcountry" allernådigst fik lov til at få en smule spilletid i biograferne. Sammen med komediegenren er skrækgenren den, der er sværest at mestre. I forhold til de to genrer er det pærelet at lave et drama eller en thriller.
Nadia Regitze Parbo er forfatter og freelancejournalist. Hun har studeret film i Storbritannien og har senest skrevet bogen "Sultne mennesker", der beskrives som en satirisk frontlinjeberetning om filmanmelderbranchens indercirkel. Nadia er medarrangør på filmfestivalen Blodig Weekend og driver siden cineasten.dk.
Bloggen er et udtryk for skribentens egne holdninger.
