Moovy Exclusive: Blog: Hoody-horror - den største frygt

Jeg havde boet i England i to år, da jeg kom til Danmark på ferie. Jeg havde været her i nogle dage, da jeg fik en besked fra en veninde, der så, at den engelske "Eden Lake" spillede i København en enkelt aften, og selvfølgelig skulle vi ind for at se den. Mine studier havde holdt mig fra at se den i oprindelseslandet, og nu fik jeg en chance igen. Men jeg var rystet, da rulleteksterne kørte over lærredet.

"Eden Lake" er en grim oplevelse for de fleste, fordi den spiller på empati og almindelig medmenneskelighed, som langt de fleste af os heldigvis indeholder – i hvert fald til en vis grad. Men som jeg sad der i mørket, begyndte jeg at ryste værre end dem, der ikke havde hjemme i Storbritannien. For mig var "Eden Lake" ikke så meget en film, som den var et opråb til en social klasse i det engelske samfund, jeg kendte kun alt for godt. Det var ikke bare en film – det var minder om de gange, det var ved at gå rigtigt galt for mig eller mine venner og de gange, vi undveg en konflikt, fordi vi var erfarne nok til ikke at kigge direkte på de råbende børn, der var ved at give os en gang tørre tæsk, fordi vi eksisterede.

"Eden Lake" var den første film under prædikatet hoodie-horror, som greb og tvang mig til at se min største frygt i øjnene, siden jeg flyttede til England – men den er ikke den eneste af sin slags. For selvom hoodie-horror-subgenren eksisterer i alle lande, er det for det meste Storbritannien, der brillerer i den. England og dens naboområder har nemlig store sociale problemer, som ikke ses på en weekendtur til London eller et smut til overklassebyer som Bath, York eller Oxford. Sociale problemer, der tages venligt op i britisk socialrealisme, men som horrorgenren er perfekt til at beskrive mere direkte.

Når Ken Loach eksempelvis laver sine film om de svage i samfundet, er det sympatisk, men når film som "Citadel" eller "Mum & Dad" går ind og ryster sin tilskuer i sin grundvold, er det frustrerende og opfordrende til handling. De britiske dramaer har også instanser at sammenligne sig med, og det gør det svært for dem at være lige så pågående som skrækgenren med samme budskab. De skal tænke på anmeldelser, producenter og prisuddelinger, for uden dem vil de måske have sværere ved at få lov til at lave en anden film. Det behøver film som "F", "Heartless" og førnævnte "Eden Lake" og dens medsammensvorne ikke i samme grad bekymre sig over, for rammerne for horror er helt anderledes end for dramaer. Og derfor behøver de ofte ikke maskere deres holdning eller skrue ned for vreden, og de kan beskrive de såkaldte chavs – øgenavnet for unge briter, som samfundet har glemt – som mange ser dem: højlydte, krigeriske og ofte farlige, hvis de får lov.

Man kan argumentere for, at en hel social klasse dæmoniseres her, men jeg ser det anderledes: De fleste af os er klar over, at selv ikke dysfunktionelle unge ville dræbe uden at blinke med øjnene, men mange britiske borgere, samt dem, der har boet i landet, er klar over, at det er et problem, der ikke bliver taget godt nok hånd om. Jeg har flere venner, der er blevet stukket ned og overfaldet med vinflasker, fordi de "så for rige ud" eller havde næsepiercinger, og hver gang jeg hører Arctic Monkeys' "A Certain Romance", kan jeg ikke lade være med at nikke genkendende.

Der er en desperation i hoodie horror – et hjælpeløst råb, der ikke synes at høres af en regering, der stadigvæk er som lammet efter Margaret Thatchers jerngreb. Hoodie-horror er ikke en genre, der peger fingre og udformer dæmoner, men et tegn på en nation, hvis borgere bliver mere og mere desperate og frygtsomme, når de bevæger sig rundt på gaden i visse byer. Det siges med fortørnet vrede og pågående desperation, men det er også et eksempel på horror, når det er bedst – og mest vedkommende.

Nadia Regitze Parbo er forfatter og freelancejournalist. Hun har studeret film i Storbritannien og har senest skrevet bogen "Sultne mennesker", der beskrives som en satirisk frontlinjeberetning om filmanmelderbranchens indercirkel. Nadia er medarrangør på filmfestivalen Blodig Weekend og driver siden cineasten.dk.

Bloggen er et udtryk for skribentens egne holdninger.

Kommentarer

Blog: Hoody-horror - den største frygt

  • ★★★★★★1

    Rigtig god og informativ artikel. 

    T. Nielsen18-06-17 18:45

  • ★★★★0

    Aha, så IGEN er det unge hvide drenge/mænd, der er skyld i al dårligdom på jord.

    Gasivodo19-06-17 21:30

  • ★★★★★★1

    Lige en generel observation, Nadia. Jeg synes du mangler en disposition i dine indlæg. Min gamle dansklærer slog meget ned på indledning-indhold-afslutning. Her mangler jeg en afrunding, hvis du kan følge mig? Det slutter meget pludseligt, uden en opsummering af pointer osv. Synes du skriver godt, men en anelse for kort. Kunne sagtens tåle mere :) (Hvad ved jeg, jeg er kok...)

    davenport19-06-17 22:49

  • ★★★0

    Den subjektive og flydende form er typisk for blogs/klummer - så det er helt bevidst at Nadia skriver på denne her måde, i disse blogs. Modsat mere konventionelle artikelformer, hvor der er en mere "regelret" struktur med bl.a. disposition og konklusion. :)

    Dolphinfriendly20-06-17 15:08

  • ★★★★★★0

    Ok, I stand corrected!

    davenport20-06-17 16:15

  • ★★★★0

    Nadia gæster i øvrigt Radio 24syv på onsdag kl. 18, hvor hun vil fortælle mere om hoodie-horror og dens samfundsmæssige relevans - og forhåbentlig namedroppe Moovy!

    chandler7520-06-17 17:29

  • ★★★0

    og forhåbentlig namedroppe Moovy!

    No pressure!

    HonoDelLoce20-06-17 17:32

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen