Moovy Exclusive: CPH:DOX 2017: Alvorlige dokumentarer kan også underholde

Det kan være nærliggende at tro, at vigtige dokumentarer skal være gråt med gråt på. To af mandagens film på CPH:DOX er imidlertid perfekte beviser på, at det ikke behøver at være tilfældet. At en lettere og sjovere tilgang til et emne kan give en indlevelse og forståelse på en måde, som de gravalvorlige dokumentarer måske godt kunne lære noget af. 

Dagens første film, "The Workers Cup", er et vaskeægte bevis på, at det er muligt at kombinere underholdning og et seriøst emne. En film om de kummerlige forhold, arbejderne i Qatar lever under, burde ellers ikke være underholdende. Men "The Workers Cup" er decideret sjov. For selvom filmen udstiller de slavelignende tilstande, der hersker, mens VM-stadionerne bliver bygget, så viser den også en anden side. Ved at have arbejdernes egen lille fodboldturnering som omdrejningspunkt får vi – ligesom i en god sportsfilm – et nært forhold til vores hovedpersoner. At migrantarbejderne mildest talt ikke er imponerende på en fodboldbane og mest af alt minder om FC Zulu gør bare det hele sjovere. 

Efter filmen fortæller filmens instruktør Adam Sobel da også, at han bevidst undgik en alt for dyster tone. At der efter hans mening er for mange deprimerende dokumentarfilm. Efter at have set "The Workers Cup" forstår man godt hans pointe. For den store mængde af humor gør, at de alvorlige sekvenser formår at fremstå endnu stærkere. Selvom der mandag eftermiddag kun var halvfyldt i en af Dagmar Teatrets mindre sale, så har "The Workers Cup" potentiale til at blive et publikums-hit. Kombinationen af alvor, humor og charme er ikke til at stå for.

Dagens næste dokumentar, "The Strangest Stranger", har derimod ikke potentiale til noget som helst. Mandagens visning i Dagmar Teatret var ellers en verdenspremiere, men efter at have set filmen kan jeg konstatere, at det ikke ligefrem var et scoop af Dagmar Teatret. Dokumentaren er et portræt af den jødiske mand Joni Waka, der er bosat i Japan. Filmen ønsker at mystificere ham og fremstille ham som festens naturlige midtpunkt. Efter at have tilbragt over en time i selskab med ham må jeg dog konstatere, at jeg nødigt ville være til en fest, hvor han er midtpunkt. Voice-overen prøver ellers ihærdigt at fremstille Joni Waka som en uforudsigelig kamæleon, men når billedsiden blot viser en gammel, kedelig mand lufte sin hund, er det svært at bevare interessen. 

Mandagens sidste film er derimod en ren fornøjelse at overvære. "Waiting for Giraffes" er historien om Palæstinas eneste zoologiske have og dens direktør, Dr. Sami. Vi ser, hvordan han mere end noget andet ønsker sig en giraf til sin zoo, og hvordan han ærgrer sig gul og grøn over, at vi i Danmark afliver giraffer i stedet for at sende dem til Palæstina. "Waiting for Giraffes" er dog også en fortælling om de restriktioner, Palæstina er under. For selvom hovedfokusset er på zooens daglige drift, spiller konflikten med Israel naturligvis også en rolle. Filmen formår på elegant vis at kombinere de to problematikker. 

Det er ufatteligt, hvor bredt man kommer omkring, når man ser dokumentarfilm på CPH:DOX. På kun en håndfuld dage har jeg set film om både hvalkød, børnehaver og arbejderforhold. Jeg har fået et indblik i emner, jeg aldrig troede, jeg skulle høre om. Det er ikke en underdrivelse at påstå, at CPH:DOX gør en klogere. Og når dokumentarfilmene er bedst, så gør de som "The Workers Cup" og "Waiting for Giraffes" formåede at gøre i dag: De både underholder og informerer. Den evne kan næsten ikke undervurderes. Jeg håber, der er endnu flere gode dokumentar på menuen i de kommende dage.

"The Workers Cup" kan ses onsdag 22. marts kl. 19.00 med instruktørbesøg i Grand Teatret.

"The Strangest Stranger" kan ses fredag 24. marts kl. 17.00 i Gloria Biograf.

"Waiting for Giraffes" kan ses torsdag 23. marts kl. 17.00 i Vester Vov Vov.

CPH:DOX 2017 løber fra 16. til 26. marts, hvor over 200 dokumentarfilm vises i København og resten af landet, sideløbende med adskillige koncerter, udstillinger, debatter og andre events. Læs mere om CPH:DOX her.

Se også: CPH:DOX 2017: Flot fra start med futurisme, politik og pessimisme

Se også: CPH:DOX 2017: Debatter der batter

Kommentarer

CPH:DOX 2017: Alvorlige dokumentarer kan også underholde

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen