Moovy Exclusive: CPH:DOX: Interview med manden bag "Memory: The Origins of Alien"

Alexandre O. Phillipe lagde vejen forbi CPH:DOX i torsdags, og Moovy var på pletten!

Undfangelsen af denne dokumentar var lidt som filmen selv ifølge Alexandre O. Phillipe. Alt faldt i hak. Den schweiziske instruktør har efterhånden fået godt tag i dokumentargenren med projekter som "The Peope vs. George Lucas" og "78/52" – en film dedikeret til én eneste scene fra Hitchcocks klassiker "Psycho". En ret slæbende arbejdsproces. "Alien" var et helt andet bæst, fortæller han.

"Jeg arbejder altid ud fra intuition. Det er det, der fungerer for mig. Med 'Alien'-dokumentaren havde vi en meget klar idé, vi arbejdede ud fra, og så gik det egentlig bare derudad. Post-produktionen varede ikke mere end to måneder."

Og her snakker vi vel at mærke om en mand, der giver sig i kast med en dokumentar om William Friedkins "Eksorcisten" og beslutter sig for at se filmen hver dag i en måned.

"Åh ja, jeg havde mit lille ritual. Hver morgen gik jeg ned til bageren, igennem den engelske morgentåge – faktisk lige der, hvor Hitchcock filmede 'The Birds' – hentede min kaffe og så hjem og se Eksorcisten."

Udover at være en dokumentarfilm, der bruger en del sympatiske kræfter på at hylde Dan Bannon (manuskriptforfatteren på "Alien") og hans eftermæle, så har målet været at lave noget, der ikke bare handlede om Ridley Scotts klassiker, men i lige så høj grad – og måske endda endnu mere – om den fælles bevidsthed og ubevidsthed, vi deler som mennesker, og som rodfæstede sig i H.R. Gigers monster for fire årtier siden. 

"'Alien' er så meget mere og andet end bare mindet om en god horror-film, og det er derfor, vi to stadig sidder og snakker om den nu. Den tappede ind i noget, som ingen af os kan løbe fra. Ikke dengang, ikke i dag. Men jeg tror alligevel, der var en mening med, at filmen udkom lige præcis, da den gjorde. Det lå i tiden. Folk havde ganske enkelt brug for den her film. De vidste ikke, de havde brug for den, men det havde de. Filmen blev en kæmpe publikum-succes, et fænomen. Men den chokerede os også i vores grundvold. Et par år efter udkom 'The Thing' og 'E.T.' samtidig, og folk valgte pludselig aktivt side og kom krybende tilbage til den søde og rare, positive, repræsentation af et rumvæsen."

Men "Alien"-uhyret er som bekendt en stædig satan, der ikke kan holdes nede, hvorfor der stadig udkommer dokumentarer – og spillefilm – om skabningen. Til spørgsmålet om "Alien" og dens mytologi vil blive ved med at have så vedholdende en plads i vores "egen" fortælling, er svaret mere prompte fra Phillipe.

"Det er jeg slet ikke i tvivl om. Hvis man ser på skabelsen af den, så er hele filmen jo i grunden ét stort sammentræf og kunne have set helt, helt anderledes ud. Men det skete ikke, og 'Alien' gik ind i vores kollektive bevidsthed, og den gør de samme ting ved os, som den gjorde dengang, i en grad, som ingen anden film jeg kender."

Skrigene i Bremens sal netop denne aften bakkede ham op.

"Memory: The Origins of Alien" kan ses i Grand Teatret i København søndag 31. marts kl. 21.30.

Kommentarer

CPH:DOX: Interview med manden bag "Memory: The Origins of Alien"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen