Moovy Exclusive: CPH:DOX-foromtale: In My Own Time: A Portrait of Karen Dalton

Kærligt og ærligt portræt af en kriminelt overset kunstner.

Karen Dalton er ikke nødvendigvis et navn, som vækker genklang i de fleste hjem. Men det er en skam, for sangeren havde en stemme, der kunne brage igennem alt, og en evne til at sætte melodier sammen, som rammer lige i hjertekulen.

Bob Dylan var allerede i 1960'erne benovet over hende, og den dag i dag sværger Nick Cave til, at Karen Dalton har indspillet en af verdens bedste sange. Nu har vi muligheden for at lære hende endnu bedre at kende i et tæt portræt, som fortælles af både venner, kendis-fans og familie.

"In My Own Time: A Portrait of Karen Dalton" er et portræt af en kunstner, der om nogen levede et liv på kanten. Som 17-årig havde Karen Dalton allerede været gift to gange og fået to børn, inden hun en dag besluttede sig for at kidnappe sin egen datter og køre flere hundrede kilometer fra Oklahoma til New York for at blive musiker i 60'ernes folk-scene.

Læs også: CPH:DOX-foromtale: "Poly Styrene: I Am a Cliché"

Karen Dalton levede et liv fyldt med rodløshed og desværre også stoffer og alkohol. Alligevel formåede hun at skabe en række plader, der måske aldrig opnåede den store kommercielle succes, men alligevel formåede at opnå stor anerkendelse blandt fans og kritikere.

Historien fortælles af Karen Daltons datter, hendes tidligere venner, bandkammerater og gamle kærester, og filmen tegner et portræt af en kunstner i overhalingsbanen, der brændte for at skabe.

De fleste af Karen Daltons sange, digte og personlige ejendele blev ulykkeligvis destrueret i en brand for år tilbage. Heldigvis har vi stadig kopier af materialet samt personer til at fortælle hendes historie. En historie, der nu kan opleves under dette års CPH:DOX, hvor det er muligt at købe adgang til filmen indtil 5. maj.

Kommentarer

CPH:DOX-foromtale: In My Own Time: A Portrait of Karen Dalton

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen