Moovy Exclusive: CPH:DOX-foromtale: Now

De unges klimakamp med Greta Thunberg i spidsen er omdrejningspunktet i "Now", der netop nu kan ses på årets digitale udgave af CPH:DOX.

Det er næppe gået nogens næse forbi, at klimaforandringerne fylder meget. Særligt blandt de unge er denne kamp taget til. På CPH:DOX vises klimadokumentaren "Now", hvor vi følger en række aktivister fra forskellige steder i verden. Hver især giver de deres bud på, hvad vi kan og skal gøre for at redde verden, inden det er for sent.

I spidsen for bevægelsen er den unge svenske klimaaktivist Greta Thunberg, der på rekordtid blev et verdensberømt symbol på de unges kamp for klimaet. Demonstrationer, skolestrejke og civil ulydighed er blot nogle af de midler, unge tager i brug i forsøget på at vise, at de har fået nok af manglen på handling fra verdens ledere. Filmen lægger ikke skjul på sit budskab, hvor de unges beundringsværdige gåpåmod er drivkraften bag den største klimademonstration nogensinde.

Desuden har filmen fokus på de unges angst for udviklingens betydning for deres fremtid. Der lægges ikke skjul på, at det, vi gør nu, får afgørende betydning for den generation, der skal overtage den klode, vi efterlader.

Vigtigheden af de unge aktivisters kamp bliver bakket op med bidrag fra bl.a. økonomen Muhammed Yunus, der i 2006 modtog Nobels fredspris, samt rockpoeten Patti Smith, der i årtier har kæmpet den kamp, de unge nu har overtaget.

Årets CPH:DOX er grundet Coronavirussen blevet digital. Alle film og debatter under den danske dokumentarfilmfestival kan derfor ses nu og frem til 5. april på cphdox.dk.

Se "Now" via dette link.