Moovy Exclusive: CPH PIX dag 1-3 - "The Man Who Killed Don Quixote" og Nicolas Cages vodkadrikkende præstation

"Mandy" formår at inkludere motorsavskampe, motorcykelspurtende mutanter, en dødskult med okkulte jesusfreaks og Nicolas Cage i bedste overstadige stil.

Årets CPH PIX er startet med stil. "The House That Jack Built" tilbød kun få billetter til et nysgerrigt publikum og fik festivalens begivenhedsside til at gløde med rasende håbefulde, der ikke fik billetter. Eksklusivt var det dog, og CPH PIX startede derfor med et præg af eksklusivitet, som de tidligere år ikke helt kunne mestre i samme store stil. Ambitionerne har der aldrig været noget i vejen med.

Efter at have givet en introduktion til visningen af "Piercing" i Palads (qua min rolle i genrefilmfestivalen Blodig Weekend), var programmets første film "First Reformed" af Paul Schrader. Filmen handler om en præst med en sørgelig fortid, der indhyller sig i stilhed, indtil han en dag bliver rørt tilbage til livet af en ung kvinde. Den mindede mig om Travis Bickle og "Taxi Driver", som Schrader skrev manus til i 70'erne. Der er en menneskelig og derfor genkendelig tristesse i hovedpersonen Toller, der er med til at invitere os ind, når vi følger hans nedgang til mørket og den spirende forelskelse, han næsten ikke kan genkende i sig selv. Schrader inkluderer moderne bekymringer og udviklinger i "First Reformed", men følger samtidig en næsten gammeldags fortællestil, idet han tager sin tid til at give os hver nuance i sit personportræt.

Anderledes hurtigt er det i Terry Gilliams "The Man Who Killed Don Quixote", hvis baggrundshistorie næsten er umulig at overgå. Instruktøren, der i tre årtier prøvede at få sin episke film til det store lærred, har måttet gennemgå pinsler, der ville få enhver anden til at droppe projektet. Men selv gennem ødelagte sets, brudte økonomiaftaler og ufatteligt uheld er han nu endelig endt med et færdigt projekt. Men hvad så med filmen? "The Man Who Killed Don Quixote" er ikke et mesterværk, men bevæger sig rettere i en børnevenlig stilling, der omfavner alle, som har lyst til at komme på besøg. Det er næsten rørende at se den endelig udspille sig foran et publikum, men ellers er den kun et næsten hult forsøg på at genskabe den storhed, Terry Gilliam kunne skabe i sin storhedstid.

"Wildlife" kan ikke prale af at have samme eventyrlige fortællestil eller horrible tilstande, før den kunne blive en komplet film, men som samlet værk er den af en mere afrundet støbning. En ung teenagedreng må se sine forældre kæmpe mere med livet end ham og være de uansvarlige, mens han prøver at være voksen for deres skyld. "Wildlife" er en stille film, og også derfor er den med til at indgyde en frygt for middelklasselivets kriser, som instruktør Paul Dano beskriver med en perfekt bedrøvelse, der indhyller hver en scene.

Den naturalistiske stil er det eneste, den danske "Cutterhead" har tilfælles med "Wildlife". Den kan bedst beskrives som et ekstremt ubådsdrama til trods for lokationen i den danske metro. Netop denne setting gør filmen interessant, da den derfor bliver næsten ekstremt tidstypisk. Den unge Rie er PR-koordinator og fotograf på Københavns metroprojekt, da hun bliver fanget i et smalt rum med to arbejdere, hvor de hverken kan komme ud eller holdes inde, hvis de ikke har lyst til at blive kvalt af rummets mindskende oxygen. Det er en film, der heldigvis kommer udover de sædvanlige danske irritationsmomenter, og både skuespil, lyddesign og – selvfølgelig – setting er voldsomt imponerende for en dansk produktion. "Cutterhead" burde uden tvivl være en film, der klarer sig godt udenfor sine skandinaviske landegrænser.

Panos Cosmatos' seneste film, "Mandy", imponerer dog endnu mere. Hvis man som undertegnede synes, at Nicolas Cages freakout og usædvanlige spillestil er næsten en guddommelig glæde, vil "Mandy" være det skud energi, der skal til. Cosmatos er en stilsikker herre, som har lavet en slowburner, der alligevel formår at inkludere motorsavskampe, motorcykelspurtende mutanter, en dødskult med okkulte jesusfreaks og Nicolas Cage i bedste overstadige stil. Se den for Cages vodkadrikkende præstation i et halvfjerdserinspireret badeværelse og en skizofren billedside, der giver nul fucks. PIX ville ikke være det samme uden den.