Moovy Exclusive: CPH PIX dag 10-13 - rumænske vampyrer og smukke sociopater

Sidst artikel fra CPH PIX ser på engellignende drenge med en smag for mord og bælgmørk sorg hos et destruktivt søskendepar.

Japan, Argentina, USA og Danmark. Der er noget bekræftende over at vide, at vi over hele kloden prøver at afkode vores menneskelighed gennem filmmediet, også selv når det sker gennem enten engellignende drenge med en smag for mord eller bælgmørk sorg hos et destruktivt søskendepar. Før vi begiver os derhen, må vi dog først møde sære vampyrer med eget hotel i "Tokyo Vampire Hotel", der er en vanskelig film at beskrive. I grove træk har vi her at gøre med den unge Manami, der er en stærk vampyr, da hun som lille blev givet vampyrblod. Nu kæmper Rumæniens vampyrer med de selvsamme i Japan om hende – for dem, der har Manami, har magten.

Det lyder som en omgang vrøvl, og det er det i den grad også. Men hvad der stadig gør "Tokyo Vampire Hotel" seværdig er, at den er tro mod sin historie og kun til sidst ender med at være den slags kedsommelige nonsens, vi tidligere har set i film som "Tokyo Gore Police" og "Meatball Machine". I sine første to timer er det derfor en frydefuld og æstetisk givende oplevelse, der dog langsomt ender med at være fuldt med overflødigheder, der nemt kunne være klippet væk i redigeringen.

Den spanske "El Angel" er en langt mere stram film, der er dybt interesseret i sociopaten Carlitos' indre liv. Han er en smuk dreng med englekrøllet hår. Men i hans øjne viser der sig ikke meget andet end det nuværende behov og pludselige lyster. Det er dybt interessant at se livet udelukkende fra hans synspunkt, for både handlinger og udfald er en så integreret del af sociopatens livsførelse, at det er svært at adskille Carlitos fra den indre djævel, der styrer ham.

"An Evening with Beverly Luff Linn" er af en helt anden støbning. Her er det ikke nok at være fan af komedier, men af den helt specielle fan af komediegenren, som instruktør Jim Hosking efterhånden står for. Her spiller den altid seværdige Aubrey Plaza den unge Lulu Danger, der har fået nok af samlivet med sin småhidsige mand, der bestjæler hendes veganerbror, hvorefter hun benytter muligheden for at genoptage kontakten med sin tidligere elsker, Beverly Luff Linn, der nu er blevet kunstner.

Ja, det kan være svært at følge med i begivenhederne i Hoskings nyeste film, og måske også derfor spiller den mere som et sketchshow end en film i sædvanlig forstand. "An Evening with Beverly Luff Linn" er en udpræget smagssag, og er man til Hoskings skøre humor, er den en pletskud i komediens finurlige verden, men er man ikke, er der ikke meget at komme efter her, for "An Evening with Beverly Luff Linn" har kun én tone, som den derimod spiller konstant.

Anderledes alvorlig er Kasper Juhls nyeste spillefilm, "Månebrand", hvor han igen dukker dybt ned i menneskets skyggesider. Denne gang handler det om et søskendepar med så mørkt et fælles sind, at det er med til at ødelægge hele deres eksistensgrundlag. På mange måder minder den handling meget om det univers, Juhl kredsede om i sin tidligere film, "Gudsforladt". Heldigvis er "Månebrand" en mere helstøbt film, der endnu en gang forsikrer tilskueren om, at Juhl i den grad kan instruere en scene, så den virker fuldkommen realistisk.

Derfor er de bedste scener i "Månebrand" også dem, der er med til at male et billede af hovedpersonernes hverdag. Juhl respekterer sine skuespillere, og de giver ham alt, de har. Den kvindelige hovedrolleindehaver, Mie Gren, er så talentfuld, at det er uforståeligt, at hun ikke er med i langt flere film, men hun glimter bestemt ikke på en billig baggrund, for Juhl får noget frem i sine skuespillere, som selv ikke mange af Danmarks mest respekterede instruktører kan. Når "Månebrand" nogle gange bliver for meget i sin håbløshed, er det interessant at tænke på, hvad Juhl kunne få ud af et lysere, omend stadig dunkelt, manuskript.

Og således ender PIX. I håbløshed på lærredet, men med håb for filmindustrien over hele verden. Man kan næsten kalde det rørende.