Moovy Exclusive: CPH PIX dag 7-9 - dæmonisk metalband og brasiliansk kannibalklub

Et velhavende ægtepar har en tendens til at spise sine ansatte, men da de stikker næsen for langt frem i den kannibalklub, de er medlemmer af, begynder problemer at vise sig.

PIX er så absolut i gang, og diversiteten blomstrer stadig i de københavnske biografer. "Leave No Trace" er en af festivalens mest strømlinede titler, selvom det nu ikke betyder, at den er som skabt til et større publikum. Ligesom "Winter's Bone", instruktør Debra Graniks tidligere film, foregår meget af "Leave No Trace" i naturen, hvor en far og hans datter bor udenfor civilisationen. Men da de bliver opdaget af myndighederne, må de affinde sig med samfundets regler og lære at leve med hinanden under et andet regelsæt.

Der er mange ting at tænke over i "Leave No Trace"; hvem er vi udenfor de regler, der er sat op for os, hvad er strukturen for et normalt liv, og hvilket værdisæt kan vi tvinge ned over andre mennesker? Det er en film, der ikke udpensler sine pointer, men lader sit publikum opdage sig selv. "Leave No Trace" er med andre ord en seriøs meditation over de mennesker, der lever et liv, der er præget af en simplicitet, mange af os moderne mennesker ville ønske, vi kunne få mere indsigt i.

Anderledes morsomt er det at se Jonas Åkerlunds "Lords of Chaos", der fortæller den sande historie om metalbandet Mayhem, der fik en vis tilfredsstillelse ved at markere sig selv som et ondt band med rødder i helvedes forgård. Men da den makeupbelagte forsanger stifter bekendtskab med en talentfuld konkurrent, der måske er lidt mere the real deal, end hvad godt er, begynder Norges lille metalsamfund at snøre sig tættere og tættere ind.

Udover at det er småirriterende at se amerikanere tale engelsk i en film om nordmænd, er "Lords of Chaos" en morsom rundvisning i et miljø, hvor fjollede gimmicks sommetider bliver taget alt for alvorligt. Det er den dualisme, der er kernen i "Lords of Chaos", der ikke altid kan vælge, om den helst vil være komedie eller drama. Når man dog ser bort fra den lille skønhedsfejl, er der tale om en dybt medrivende oplevelse hos de onde, mørke nordmænd.

Også i Brasilien kan der være ganske ubehageligt. Et velhavende ægtepar har en tendens til at spise sine ansatte, men da de stikker næsen for langt frem i den kannibalklub, de er medlemmer af, begynder problemer at vise sig. Det kunne være en interessant krølle på kannibalgenren, og med skønne brasilianske omgivelser får "The Cannibal Club" meget foræret. Desværre er plottet så baseret på at chokere for enhver pris, at det hurtigt bliver kedsommeligt at være i selskab med det narcissistiske ægtepar.

Heldigvis slutter PIX-reportagerne for denne gang med en positiv overraskelse. "Murder Me, Monster" handler om en hovedløs kvindes lig, der bliver fundet midt ude i den argentinske ødemark. Men da en formodet gerningsmand bliver fundet, bliver han ved med at tale om et monster, der efter sigende er løs i området.

"Murder Me, Monster" kunne have gået efter den traditionelle historiefortælling, men har mere at gøre med arthouse end både detektiv- og skrækfilm. På mange måder dækker denne stil over det faktum, at der her ikke er tale om en plotdreven film, men derimod en film, der prøver at undersøge frygtens væsen. Den første time i "Murder Me, Monster" er eminent, hvorefter den begynder at miste pusten. Men denne stilsikre argentinske film er alligevel seværdig i hele de lidt under to timer.

Kommentarer

CPH PIX dag 7-9 - dæmonisk metalband og brasiliansk kannibalklub

  • ★★★0

    Det lyder godt med Leave No Trace. Elsker Winter's Bone. 

    Og selvom jeg kender historien bag Lord of Chaos rimelig godt, så har jeg også set frem til den. Det er en fascinerende undergrundsmusik-historie med tossede mennesker, men musisk nogle vildt fede bands. Varg er stadig tosset, men Mayhem er blevet næsten stuerene. 

    Guldager 7-10-18 16:14

  • ★★★0

    Var det ikke forsangeren der skød sig? (Den historie ham den underlige i Headbang i Hovedlandet fortæller)

    davenport 7-10-18 17:02

  • ★★★0

    Var det ikke forsangeren der skød sig? (Den historie ham den underlige i Headbang i Hovedlandet fortæller)

    Jooo, altså han skar håndledene over på sig selv, skar struben over og skød sig selv med et haglgevær. Ok hardcore og ret vild scene i filmen.

    David Lund 7-10-18 19:11

  • ★★★0

    Min kammerat fik et grisehoved smidt i hovedet til en Mayhem-koncert. Det var ikke bandets skyld dog  det var en fra publikum der smed det bagover. Tror det var i 2001. 

    Guldager 7-10-18 20:07

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen