Moovy Exclusive: Cannes dag 3 og 4: Kaotisk køkultur

Der gik ikke mange timer i Cannes-boblen, før jeg blev konfronteret med de værste sider af mig selv!

Her i Cannes er biografbilletter ikke en ting. I stedet får man som journalist et badge med en kategori. Kort fortalt er der fem presse-kategorier. Jo bedre kategori, jo større er chancen for at få en god plads til visningerne. Hver kategori har sin egen kø, og først når køen til den bedste kategori er tømt, får næste kategori lov at komme til - og så fremdeles. Mens de lavere kategorier venter på deres tur, kan folk i de højere kategorier så gå lige forbi, for deres kø forbliver åben til det sidste.

Det betyder, at når alle de andre er kommet til, kan der være ganske få pladser tilbage til folk i de laveste kategorier. Så for dem er det vigtigt at stå længst muligt fremme i køen, hvilket gør, at køen starter meget tidligt, og at de forreste derfor står meget længe i kø – uden at være sikre på en plads i salen. Det er ikke usædvanligt, at de med den laveste kategori står tre timer i kø til de største film. Og man skal stå. Ikke noget med at sidde ned. 

This is not 'Nam. This is France. There are rules!

Det er suverænt festivalen, der bestemmer, hvem der kommer i hvilken kategori, og det er først, når du får udleveret dit badge, at du med sikkerhed ved, hvor du er landet. Din skæbne afgøres af flere forudsigelige faktorer som anciennitet, typen af medie, du repræsenterer, antal læsere/seerne – og muligvis et par hemmelige kriterier.

Alt dette er med til at skabe en slags kaste-system, der minder lidt om dét, som Egon Olsen beskriver for Det Kongelige Teaters forskellige afdelinger i "Olsen Banden ser rødt". Alle higer efter at komme op i den næste kategori og ser samtidig ned på de stakler, der er under én selv – hvis du da ikke selv er nederst. Der gik ikke mange timer i Cannes-boblen, før jeg blev konfronteret med de værste sider af mig selv!

Er systemet fair? Nej. F.eks. starter netmedier typisk helt i bunden, selvom de skriver flere artikler og udkommer hele tiden – modsat en avis. Læg dertil, at det tager gerne en håndfuld år at arbejde sig op til næste niveau. Grunden er nok, at Cannes-festivalen er en ældre dame på over 70, der ikke er helt med på den nye medievirkelighed.

Terrence Malick og Jeanne d'Arc 

Det er dog svært at komme på et enkelt og milimeter-retfærdigt system, der kan håndtere ca. 5.000 journalister samt næsten 40.000 branchefolk og inviterede gæster (med deres egne kaste-systemer), der alle gerne vil se flest mulig film. Det virker kaotisk til at starte med, men efter et par dage får det sin egen brutale logik.

Og jeg får da stadig set en del film, f.eks. "Little Joe" af Jessica Hausner, der er en visuelt tiltalende, men indholdsmæssigt tvivlsom euro-pudding om genmanipulerede planters påvirkning af folks følelser; Terrence Malicks nyeste, "A Hidden Life", der vanen tro tager de helt store spørgsmål op – denne gang bl.a. om man skal adlyde en forbryderisk statsmagt i Østrig under 2. Verdenskrig; og "Jeanne" af Bruno Dumont, en dårligt spillet og alt for lang Jeanne d'Arc-historie, der fik store dele af publikum til at udvandre undervejs. Den sidste stod jeg forrest i "min" kø til. C’est la vie.

I næste rapport fra Cannes: Glamour, fester og – forhåbentlig – Tarantino.

Kommentarer

Cannes dag 3 og 4: Kaotisk køkultur

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen