Moovy Exclusive: Cannes dag 5 og 6: Quentin Tarantino er landet

25 år senere er "Pulp Fiction"-instruktøren den største stjerne af alle på årets festival.

Man kan ikke sige "Cannes" uden også at tænke på glamour, rød løber, kendisser – og folk, der gerne vil være kendte. Det er der naturligvis også masser af hernede. Hver dag er der gallapremiere på en eller to nye film i hovedkonkurrencen i festivalens største biografsal med 2.309 sæder. Det er et cirkus med streng dresscode og afspærring af gaderne. Og medmindre du har fået en invitation til sådan en forestilling – og det gør journalister ikke - kan du som udgangspunkt godt glemme at komme helt tæt på stjernerne hernede.

Stjernestøv og røverhistorier

Og så alligevel. For selv til almindelige visninger kan de største stjerner også få en plads, hvis de har lyst. Tarantino blev set uddele high fives til de nærmeste heldige i salen inden en visning af "The Wild Goose Lake" af den kinesiske instruktør Diao Yinan i lørdags, og to gange har jeg selv befundet mig midt i det, der viste sig at være gallapremiere på en film, hvor instruktør og skuespillere sad et par rækker bag mig i deres stiveste puds. Så en smule stjernestøv bliver det da til hist og her.

Men nu skal det jo ikke handle om film det hele. Cannes er også fester og networking. Heldigvis. For selv hardcore filmnørder har brug for et afbræk i rutinen over så mange dage. I fredags havde de danske, svenske og norske filminstitutter inviteret til skandinavisk aften på deres terrasse. Der var ikke meget plads til så mange mennesker, men det var vældig hyggeligt, og da først, jeg fandt én, jeg kendte, kendte hun to, jeg skulle møde, som kendte flere spændende mennesker. Og sådan gik aftenen alt for hurtigt.

Succesen gentog sig mandag aften, hvor det var Nordisk Films tur til at invitere til deres traditionsrige pressemiddag i en stor lejlighed lige over for festivalpaladset. Her var der bedre plads, da der kun var ca. 20 personer til stede – primært journalister og så et par branchefolk. Her blev der udvekslet røverhistorier til den store guldmedalje, set meget frem til tirsdagens pressevisning af Quentin Tarantinos "Once Upon a Time ... in Hollywood" og spekuleret på, hvor længe man mon skulle stå i kø for at være sikker på at komme ind.

Once Upon a Time in...Cannes

Helt som ventet blev det festivalens største tilløbsstykke. Allerede en time før visningen var køerne smeltet sammen til én stor plamage af utålmodige journalister. Men var filmen så ventetiden værd? Uden at gå i detaljer (vi blev svoret til tavshed, før filmen startede, og jeg skal ikke have lagt mig ud med nogen) kan man roligt sige, at den gode QT får udlevet alle sine våde drømme om Hollywoods film- og tv-branche, som han forestiller sig, den må have været i 1969.

Filmen ligner den milliard, den ca. har kostet, og hvis du selv elsker at svælge i Hollywood fra den æra – uden at behøve så meget plot til at holde dig fanget – vil du elske samtlige 161 minutter. For alle andre vil filmen være et langt optræk til et eksplosivt og kontroversielt crescendo.

I sidste rapport fra Cannes: En opsummering af festivaloplevelsen og sikkert en god portion post Cannes-blues.