Moovy Exclusive: Cannes dag 7 og 8: Au revoir, Cannes

Årets tur til det sydfranske afsluttes med Guldpalme-favorit.

Det var det. Otte dage med film, dårlig mad, flere film, for lidt søvn og ikke mindst filmnørderi i uanede mængder er slut. Lørdag aften uddeles priserne, og hovedkonkurrencen sluttede stærkt af for mit vedkommende med Xavier Dolans "Matthias & Maxime" og Bong Joon-hos "Parasite".

Multitalentet Dolan på besøg igen-igen

Det canadiske wunderkind Xavier Dolan er efterhånden blevet 30 år, og hans ottende film som instruktør er – som mange af de forrige – en rørende og meget velspillet historie om identitet og seksualitet. Max (spillet af Dolan selv) varmer op til at rejse til Australien i to år. Efter et væddemål ender han og barndomsvennen Matt med at kysse hinanden, og det tænder noget i vennen Matt, der indser, at han slet ikke kan undvære Max. Vanen tro er Dolan – ud over at være instruktør og hovedrolleindehaver – også forfatter, producent, klipper og kostumedesigner på filmen.

Den koreanske "Parasite" er en sorthumoristisk fortælling om en familie fra underklassen, der én efter én snyder og bedrager sig vej ind i alle tjenestepositionerne hos en overklassefamilie. Det er virkelig morsomt til at starte med, men langsomt bliver stemningen mørkere og mørkere, mens der tilføjes flere lag til historien. Filmen, der næsten udelukkende foregår i den rige families hus, kombinerer et klart, nærmest brutalt "upstairs/downstairs"-tema med mesterlig suspense.

Sydkoreansk Guldpalme-favorit

"Parasite" nævnes af flere som en favorit til at modtage Den Gyldne Palme. For mig er Dolans film den bedste, jeg har set i hovedkonkurrencen. Der har ikke været noget, der helt har blæst mig omkuld. Men jeg har før haft ret og så alligevel taget fejl, og Tarantinos "Once Upon a Time in Hollywood" har givet mere stof til eftertanke siden tirsdag. Samlet set har Cannes-oplevelsen været hektisk, forvirrende og fuldstændig forrygende. På mange punkter har det ikke været så meget anderledes end at gå all-in på filmfestivaler i Danmark. På verdens største filmfestival er alt er bare lige skruet op til 11.

Der er flere – mange flere! – mennesker, der kommer mange flere steder fra. Jeg har talt med eller overhørt folk fra bl.a. Armenien, Belgien, Canada og Kina. Derudover er det en del mere stressende, når man ikke kan købe eller hente sin billet på forhånd og aldrig er helt sikker på at kunne komme ind til den forestilling, man har udset sig. Jeg stod fx forgæves i kø i næsten to timer til "The Lighthouse", Robert Eggers' opfølger til "The VVitch". Og så er der naturligvis langt mere opmærksomhed og hype, når alle konkurrencefilmene er verdenspremierer fra nogle af verdens bedste instruktører.

Den største forskel i forhold til danske filmfestivaler er muligheden for at slutte dagen på en fortovscafe med et par andre festivalgængere. Her har vi vendt dagens oplevelser og nørdet film helt generelt. Typisk er der så kommet et par andre danskere forbi og har sluttet sig til selskabet. Sådan går det sjældent i Danmark. Der slutter en festivaldag gerne med, at jeg går hjem efter den sidste film, fordi det er koldt, og jeg skal på arbejde næste morgen. Jeg kommer til at savne Cannes...