Moovy Exclusive: Cinematekets Musikfilm Festival 2019 – Hvad er på programmet i år?
11 dage, 33 film, 110% lyd!
Når årets Musikfilm Festival løber af stablen i Cinemateket, er der lagt i kakkelovnen til en solid omgang dansabel dokumentarisme. Udover koncertfilm og nærgående portrætter er der er også en vis legendarisk hippie-festival, der i år kan fejre 50-års-fødselsdag.
Moovy guider her til nogle af de visninger, som du bare ikke må gå glip af.
"Oasis: Live from Manchester"
Musikfilm-festivalen sparkes i den grad i gang fredag 13. september med et gratis arrangement for alle med en forkærlighed for 90'ernes britiske rock. Tag en tur tilbage til en varm juli-aften i Manchester i 2005 med Oasis, der netop havde hjemmebane i Manchester. Koncerten vises på ikke mindre end fire lærreder samtidig. To af dem i Asta Bar, hvor der samtidig serveres øl til det fredagsfestlige publikum. Arrangementet er gratis for alle, så der bliver uden tvivl dømt festlig fredagsbar.
"Matangi/Maya/M.I.A."
Dokumentarfilmen om verdensstjernen M.I.A. er ikke blot en film om en af vor tids mest talentfulde og alsidige kunstnere. Det er også en fortælling om, hvordan hun som datter af en tamilsk oprørsleder og flygtning har oplevet, at "det frie vesten" ikke nødvendigvis altid er åbent for fremmede. Filmen kommer helt tæt på M.I.A., både som kunstner og som privatperson. "Matangi/Maya/M.I.A." præsenteres af Anya Mathilde Poulsen fra netværket HUN SOLO.
"The Songpoet" – Mød Eric Andersen og hør ham live
Det kan godt være, at navnet Eric Andersen ikke vækker genklang, men til trods for det har manden et habilt bagkatalog, som bare venter på at blive genopdaget. "The Songpoet" er en intim fortælling om folk-troubadourens opvækst og karriere, ikke mindst i 60'ernes Greenwich Village, hvor Bob Dylan også hærgede og huserede. I forbindelse med denne Danmarkspremiere på filmen kommer Eric Andersen selv forbi Cinemateket. Både for at spille et par numre, men han kan også opleves i samtale med Lars Movin, hvor de blandt andet vil vende "The Songpoet" og Eric Andersens historie.
"Woodstock" – 50 års jubilæum
Festivalfilmen over alle festivalfilm. Woodstock løb af stablen for 50 år siden, og i den forbindelse vises Michael Wadleighs legendariske festival-dokumentar, der følger festivalen, publikum og artisterne tæt og giver os et indblik i en helt særlig generation. En fortælling om frigørelse og ikke mindst en fortælling om, hvordan en mildt sagt kaotisk festival formåede at skabe historie. Filmen introduceres af musikjournalist Mikkel Falk Møller.
"Awesome: I Fuckin' Shot That!" - Beastie Boys Night
Fra punk til hiphop. Beastie Boys har været banebrydende hele vejen igennem. Denne aften vil stå i gruppens tegn, da forfatter og musikanmelder Klaus Lynggaard vil fortælle om gruppens unikke position i amerikansk rap-historie – inden han introducerer koncertfilmen "Awesome: I Fuckin' Shot That!", som er blevet til ved hjælp af 50 forskellige kameraer uddelt til publikum under gruppens udsolgte koncert i Madison Square Garden i New York i 2004.
Visninger i Cinemateket:
"Oasis: Live from Manchester"
Fre. 13/9 kl 17.00 i Asta Bar
"Matangi/Maya/M.I.A."
Ons. 18/9 kl 19.00
"The Songpoet"
Fre. 13/9 kl 19.30
"Woodstock"
Søn. 15/9 kl 19.15
Beastie Boys Night – "Awesome: I Fuckin' Shot That!"
Fre. 20/9 kl 21.30
Find mere info om forskellige visninger, køb billetter og se resten af programmet på Cinematekets hjemmeside.