Moovy Exclusive: De skurkagtige helte

Hvorfor er filmskurke og antihelte ofte det mere ikoniske end helte? I anledning af det kommende skurke(helte?)-epos "Birds of Prey" besvarer vi det spørgsmål.

Vi kan godt lide helte, men de vil altid blegne ved siden af en god skurk. Darth Vader, Roy Batty, Thanos – de onde kan bare noget. Måske fordi de har carte blanche til at gøre det forbudte og derfor kan virke så tillokkende. Det er jo ikke tilfældigt, at vi snakker om the power of the dark side. Og det er nok også én af grundene til, at (anti)helte som Batman er så populære – fordi de bevæger sig på grænsen mellem godt og ondt. Det giver dem moralske dilemmaer og tilfører dem kompleksitet i stedet for ensidet renskurethed.

I gamle dage var fortællinger om helte og skurke meget sort-hvide. Prinsen på den hvide hest og den sortklædte heks. Det gode mod det onde, delt op i letforståelige modpoler. Med antiheltens indtog mudres de klare skillelinjer. Det ses op gennem filmhistorien, f.eks. i film-noir eller spaghettiwesterns, hvor helten kan være moralsk anløben og ikke altid vælger at gøre det gode. Humphrey Bogart, Clint Eastwood og Harrison Ford har vist, at en "bad boy" ofte er langt mere interessant end den ejegode helt.

Pendulet svinger også den anden vej, når vi kigger på skurkene. Hvor Sauron i "Ringenes herre" eller den gamle heks i eventyrene (pre-"Maleficent"-filmene) er rendyrket ondskab uden formildende omstændigheder, så er der også mange eksempler på sympatiske skurke. Får vi ikke sympati for Darth Vader til sidst i "Jedi-ridderen vender tilbage", da han redder sin søn og besejrer Kejseren? George Lucas lavede sidenhen endda tre film om, hvordan stakkels Anakin blev forledt af mørket. Roy Batty fra "Blade Runner" er også en nuanceret skurk med faderkompleks og trang til at vide, hvorfor han blev skabt. Ikke ulig Frankensteins monster er han også et tragisk monster. Og Thanos sætter sig for at udradere halvdelen af universet – overbevist om, at det er for vores fælles bedste. Altså skurke, der viser menneskelighed og påkalder sig vores sympati. På den måde nærmer de to modsætninger sig hinanden. Antihelt og sympatisk skurk er på en måde to sider af samme sag.

Dette ses tydeligt i rækken af fortællinger, hvor en skurk eller forbryder er hovedpersonen. Mange af Universals gamle horrorfilm flirter med ideen om monsteret som den egentlige protagonist og den, som publikum er investeret i. Ligesådan i gangster-genren, hvor James Cagney og Al Pacinos Tony Montana giver den gas som hårdkogte kriminelle, der nok ender med at få deres bekomst, men som vi hepper på undervejs. Selvfølgelig mest ikonisk er "The Godfather"-filmene, der om noget samler skurk og helt i ét. Og en lang række af Martin Scorseses film, fra "Taxi Driver" over "Goodfellas" og op til "The Wolf of Wall Street" og "The Irishman", handler alle om skurkagtige antihelte. Eksemplerne gennem filmhistorien er utallige, fra Dracula til Terminator, og peger alle på, at vi elsker en god (helte)skurk.

Et sted, hvor helte og skurke meget konkret bliver omdrejningspunktet, er i tegneserieuniverserne og de deraf følgende superheltefilm. Også her kan man tale om en udvikling. Hvor de første forsøg i denne kulørte genre gerne levede efter den klassiske opdeling af entydig helt og skurk over for hinanden, så ændrer det sig med tiden. I Richard Donners "Superman" fra 1978 er der tale om en etisk stålsat helt stillet op imod Gene Hackmans grinagtigt ondskabsfulde Lex Luthor. I Tim Burtons "Batman" fra 1989 får vi antydninger af mørkets ridder som antihelt, men på ingen måde lige så udtalt som i senere versioner, såsom i Christopher Nolans "Dark Knight"-trilogi eller i "Batman v Superman: Dawn of Justice" (hvor selv Kryptons søn viser tegn på en mørk side). En lignende udvikling ses ret markant i Joker-figuren, der går fra Jack Nicholsons tegneserie-overdrevne portrættering over Heath Ledgers uforklarlige ondskab og frem til Joaquin Phoenix' psykologiserede antihelt i "Joker".

Tegneserieskurkene er dog i den senere tid rykket op på første parket. Mange af skurkene i Sam Raimis "Spider-Man"-film var af den sympatiske slags, skønt de gjorde onde ting, og senest har selveste "Venom" fået sin egen film. Eller hvad med X-Men-skurkene Magneto og Mystique, der i de senere versioner er rykket over på heltenes hold? Selv den anløbne karakter Deadpool, der først sås som mundlam skurk i "X-Men Origins: Wolverine", fik omsider oprejsning som helten i sin egen franchise.

Endelig har vi DC's bud, nemlig "Suicide Squad" fra 2016 om en broget skare af superskurke, der pludselig får til opgave at iklæde sig heltekappen. Filmen var mildest talt et clusterfuck af dimensioner. Men dens kvaliteter uagtet overhalede den i det mindste Marvels planlagte skurkekavalkade "Sinister Six" og blev den første film til at samle et (for fans) drømmegalleri af elskede superskurke. Samtidig blev "Suicide Squad" et springbræt for Margot Robbies Harley Quinn, der nu har fået sin egen spin-off-film med "Birds of Prey". Hvordan det spænder af bliver spændende at se. Men én ting er sikker: Skurkene er kommet for at blive!

Kommentarer

De skurkagtige helte

  • ★★★0

    En interessant hovedperson er ikke all-god eller all-bad. Det er nuancerne der skaber en karakter.

    Jeg er spændt på hvor Birds of Prey lander - skal se den til Oscarnatten. Margot Robbie er altid værd at se.

    Wayne 3-02-20 11:09

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen