Moovy Exclusive: Fem til fredag: 5 perler af gysermesteren Wes Craven, som du kan se lige nu!

Vi guider til fem filmperler af gyserlegenden bag "Scream" og "A Nightmare on Elm Street".

I denne uges Moovy Podcast vender vi gysermesteren Wes Cravens film, liv og karriere i en sand maratonepisode. Det er nemlig i år, at genre-nybrudsfilmen "Scream" har 25-års jubilæum, mens vi også kan se frem til et femte kapitel i serien næste år.

Med et ry som et af branchens rareste mennesker fortjener den nu afdøde genrelegende fornyet fokus. En mand, der gennem hele sin karriere prøvede at komme ud af gysergenrens lænker, men nok endeligt måtte indse, at det var her han hørte til – og gjorde sig bedst.

Klassikere og film, der har genopfundet gysergenren, såsom "The Last House on the Left", "The Hills Have Eyes", "A Nightmare on Elm Street", "Scream", "The People Under the Stairs" samt mange andre taler i hvert fald deres eget, tydelige sprog. Så læs med (eller hør podcasten), når vi guider til fem perler af Wes Craven, som du kan se lige nu.

DEADLY BLESSING (1981)

Til trods for uventede kassesucceser i starten af karrieren med hovedværker som "The Last House on the Left" og "The Hills Have Eyes" var det nok de færreste, som havde forudset, at den ombejlede gyserinstruktør ville fortsætte stimen med en amish-gyser.

"Deadly Blessing" ligner lidt en tv-film, men det stopper den ikke fra at være et yderst interessant indslag på Cravens filmografi. I det rurale USA bydes der på en god gammeldags slasher-film med antydningen af noget overnaturligt. Her er der både giallo-inspiration og en vanvittig slutning, som sender tankerne mod "Sleepaway Camp" og Lovecraft-horror. Og så byder filmen også på en af Sharon Stones tidligste roller, hvor hun tilmed har en levende edderkop i munden!

"Deadly Blessing" kan lejes på iTunes.

CURSED (2005) 

Nej, "Cursed" er bestemt ikke Wes Craven i topform. Som instruktøren selv udtalte: "I regret calling the movie 'Cursed’, because the production sure was cursed." Men at filmen blev en fiasko, er nok mere Harvey "Saksehånd" Weinsteins skyld end Wes Cravens. Således blev filmen klippet i smadder under postproduktionen, hvor blodet blev nedtonet, og de praktiske effekter blev indhyllet i grim CGI. Men filmen har nu stadigvæk sine kvaliteter. Et søskendepar bliver til varulve og i bedste Craven-stil gås der fuld meta, når varulvemytologien dekonstrueres.

"Cursed" kan streames på HBO Max.

SCREAM 1-4 (1996-2011)

Ingen tvivl om, at den originale "Scream" fra 1996 er seriens absolut bedste – og en milepæl i gyserhistorien. Men ser du først én, er du nødt til at se dem alle. Og så er det jo godt, at samtlige "Scream"-film har kvaliteter. Bedst for serien er det, at skuespillerne går igen, når vi følger Sidney Prescott, Gale Weathers og politibetjent Dewey i deres evige kamp mod den gyserfilmsbesatte Ghostface. Sammen har Wes Craven og Kevin Williamson skræmt generationer med intelligente film, der fuldstændig nedbryder og redefinerer, hvad en gyserfilm må gøre. What's your favorite scary movie?

"Scream"-filmene kan streames/lejes på iTunes, Blockbuster, HBO Max, Viaplay, Paramount+ m.fl.

WES CRAVEN'S NEW NIGHTMARE (1994)

Den syvende, og sidste film, i den originale "A Nightmare on Elm Street"-serie – med den ikoniske dæmon Freddy Krueger – har det med indimellem at blive glemt blandt klassikerne. Nok er den oprindelige film mere underholdende og ikonisk, men med "New Nightmare" beviste Wes Craven før "Scream", at han allerede havde genopfundet gysergenren mindst én gang.

Med sin tilbagevenden til serien ovenpå et par sløje opusser gik Craven en helt ny vej, og frem for en ordinær slasher forenede han fantasy og mockumentary i en meget kompleks film. Her spiller castet fra den første film sig selv i en meta-fortælling, alt imens Wes Craven og produktionsholdet selv medvirker. Pludselig er Freddy Krueger ikke bare et ikonisk filmmonster – han er virkelighedens ondskab!

"New Nightmare" kan lejes på Blockbuster og iTunes.

THE PEOPLE UNDER THE STAIRS (1991)

"The People Under the Stairs" er ikke bare endnu en Craven-gyser eller blaxploitation-film. Den er helt sin egen, når den på forunderlig vis blander sort komedie med børn og grufuld gys. Everett McGill og Wendy Robie, bedst kendt for rollerne som Big Ed og Nadien i "Twin Peaks", spiller et sadistisk par, hvis uhyggelige hjem gemmer på mange grusomme hemmeligheder.

Og værre bliver det, når en klassisk home invasion-film vendes på hovedet. Pludselig er det ikke den unge dreng Fool og de to indbrudstyve, som tvinger ham ind, der har styr på situationen – de er nemlig i stor fare! En sær lille film, som fortjener et bredere publikum. Og mon ikke det kommer, når remaket lander næste år, som Jordan Peele har været med til at skrue sammen.

"The People Under the Stairs" kan lejes på Blockbuster.

Husk at du kan blive meget klogere på Wes Craven og alle hans film i Moovy Podcast, når vi gennemgår karrieren i episoden 'Fra Elm Street til "Scream": Wes Cravens morderiske mareridt'.

Kommentarer

Fem til fredag: 5 perler af gysermesteren Wes Craven, som du kan se lige nu!

  • 0

    Jeg husker Cursed som underjoldende da den udkom. Men Scream er helt klart i toppen. Den serie har jeg fulgt fra starten og ser frem til det 5. kapitel, heldigvis med det oprindelige cast, som vel også på nuværende tidspunkt i stil med Star Wars kan betegnes som the big three.

    Johnny4229-10-21 20:42

  • 0

    Elvira - Mistress of the Dark er klart min favorit Halloween film !

    jakob.joergensen29-10-21 21:22

  • 0

    Scream 1 er suveræn. 2eren og 3eren er okay, men 4eren er virkelig ringe.

    A Nightmare on Elm Street, der er min personlige favorit 3eren i serien.

    Kau30-10-21 08:32

  • 0

    Scream 1 er suveræn. 2eren og 3eren er okay, men 4eren er virkelig ringe.

    A Nightmare on Elm Street, der er min personlige favorit 3eren i serien.

    Smag er selvfølgelig subjektiv. På IMDB er 4'eren dog bedst rangeret efter originalen. Kan dog ikke selv huske det fjerde kapitel,  så må lige få den genset. 

    PatrickJane30-10-21 09:19

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen