Det er sgu en nice liste Joachim!⚡️⚡️⚡️

Moovy Exclusive: Fem til fredag: Fem underkendte gyserfilm, du kan varme op med til halloween
Halloween nærmer sig, og dét betyder gyserfilm på menuen. En genre, der oftest er af meget varierende kvalitet. Her guider vi til underkendte, gyselige favoritter!
Oktober er halloween-måneden. 31 dage, hvor gysernørder og -fans samles for at se klassikere som "Eksorcisten", "Fredag den 13." og "Maskernes nat". Dog har denne populære genre altid været garant for at producere spandevis af film, som besidder tvivlsom kvalitet – fra lavbudgetfilm til store Hollywood-produktioner. Moovy forsøger til Halloweens snarlige ankomst at guide dig udenom de typiske klassikere såvel som genrens fusere og i stedet hen imod de mindre, oversete gyserperler.
"Parasitmordene" (1975)
Udadtil ligner livet i lejlighedskomplekset på en isoleret drømmeø lige netop det – en drøm. David Cronenbergs debutfilm "Parasitmordene" – eller "Shivers" – viser sig dog at være det direkte modsatte, efter en seksuelt transmitteret virus hærger indbyggerne i dette falske paradis. Enkelte øjeblikke rammes af Cronenbergs mangel på erfaring, men generelt set mærkes mesterens forkærlighed for body horror i kombination med menneskets dyriske lyster. Der er en grund til, at arbejdstitlen var "Orgy of the Blood Parasites".
"Parasitmordene" ("Shivers") kan streames på Netflix.
"Long Weekend" (1978)
Et langt mere subtilt gys end førnævnte er Ozploitation-filmen "Long Weekend". Her drager et par i problemer på en forceret campingtur i det australske vildnis i et forsøg på at redde forholdet. Parret udviser en vis skødesløshed overfor naturen, der synes at plage dem som respons. Hvad der gør denne gyser til et must see er den langsomme måde, hvorpå deres forhold blotlægges. Hadet mellem de to mennesker er nærmest taktilt og næsten visualiseret i deres uansvarlige behandling af naturen. I takt med, at deres fysiske situation presses, krakelerer den sidste facade af forholdet, og nu er de nødt til at konfrontere hinanden.
"Long Weekend" kan streames på Amazon Prime.
"Onibaba" (1964)
Japansk folklore kombineret med spøgelser og undertrykt seksualitet bør være en gysercocktail, alle ønsker at smage. "Onibaba" er dog stadig en underkendt japansk, sort-hvid spøgelsesfilm – i hvert fald her i vesten – som meget udførligt opbygger en ubehagelig, rastløs stemning. Under en borgerkrig forsøger en mor og svigerdatter at brødføde sig selv ved at dræbe samuraier og sælge deres ejendele. Til den ældre kvindes frustration, jalousi og misundelse indleder den yngre kvinde en affære med deres nabo, og i samme øjeblik begynder moren at se en mystisk samurai med en skræmmende maske. En maske så skræmmende og ikonisk, at William Friedkin brugte den som inspiration til "Eksorcisten".
"Onibaba" kan streames på Filmstriben.
"The Evil" (1978)
På denne liste er spøgelseshusfilmen "The Evil" klart den svageste, men ikke uden kvaliteter. Ikke alene dedikerer den sig komplet til subgenren, men filmen giver sig fuldkommen hen til, hvad det ville betyde, hvis var ægte ondskab var på vor jord. En læge og hans hustru køber et kæmpe palæ fra Amerikas borgerkrigstid, som de får en gruppe venner til at hjælpe med at sætte i stand. Det viser sig dog, at palæet huserer en ondskab, der ikke vil lade dem gå. Instruktøren Gus Trikonis opbygger det atmosfæriske gys beundringsværdigt tålmodigt, hvorefter han går all-in på en vanvittig slutning.
"The Evil" (1978) kan streames på Amazon Prime.
"In the Mouth of Madness" (1995)
Fra David Cronenberg til John Carpenter er en passende, kuldegys-fremkaldende rejse at drage ud på. I denne Lovecraft-inspirerede fortælling rejser hovedpersonen John Trent til en fiktiv by for at finde den forsvundne gyserforfatter Sutter Cane, hvis bøger begynder at gøre folk vanvittige. Sam Neill giver alt, han har, for at legemliggøre den eksistentielle frygt og rædsel, H.P. Lovecraft er kendt for, og det er en sand fornøjelse. Derudover byder "In the Mouth of Madness" på stemningsfuld uhygge, enkelte effektive jumpscares og fantastiske praktiske monstre.
"In the Mouth of Madness" kan lejes på iTunes.