Moovy Exclusive: Fem til fredag: Happy Halloween!

Halloween er klar til at sætte tænderne i os, og det er en oplagt højtid til at se gyserfilm. Læs med, når Moovy guider til fem alternative gyserklassikere, du kan streame i weekenden.

I morgen slår kalenderen 31. oktober i det herrens år 2020. Det betyder også, at halloween – eller allehelgensaften – står for døren. En højtid fyldt med gys, gru og græskar, som for alvor har fået sat hugtænderne i den danske kultur henover de seneste år. Halloween er også en oplagt undskyldning til at gyse under dynen og omgive sig med alt det uhyggelige, gysergenren har at tilbyde. I den anledning guider Moovy til fem alternative gyserklassikere, du muligvis ikke har set og kan streame henover weekenden.

"CARNIVAL OF SOULS" (1962)

Med en sublim Blu-ray-udgivelse fra The Criterion Collection og nu adgang på streaming har den lille amerikanske gyserperle "Carnival of Souls" opnået en sand genopdagelse. En indie-produktion helt ind til benet. Lavet for næsten ingen penge og skudt på location omhandler filmen orgelspilleren Mary, der ovenpå en bilulykke begynder at miste besindelsen og føler sig forfulgt af en mystisk mand. Det minimale produktionsniveau løfter kun filmens uhygge, fordi den er velspillet og skåret ind til benet, og især lydsidens konstant monotone orgelspil er hjemsøgende. "Carnival of Souls" er en lille film, men et stort stykke af amerikansk gyserfilmshistorie, der med et kultfølge har inspireret både David Lynch og George A. Romero.

"Carnival of Souls" kan streames på Amazon Prime og MUBI.

"MADHOUSE" (1981)

En ægte klassiker er måske så meget sagt om Ovidio G. Assonitis' "Madhouse", også kendt som "There Was a Little Girl", men ikke desto mindre er det en sær og forunderlig film, som blander italiensk gore med amerikansk slasherfilm. Damen Julia bliver stalket af sin psykotiske tvillingesøster Mary, der i bedste seriemorder-stil myrder alle, Julia har kær – lige op til tvillingeparrets fødselsdag – og på mest brutale vis. Filmen endte i sin tid på det engelske filmcensurråds Video Nasties-liste, hvor kun de mest voldsomme film endte. For "Madhouse" er det især glubske hunde, der gjorde filmen berygtet.

"Madhouse" kan streames på Amazon Prime.

"THE WASP WOMAN" (1959)

"The Wasp Woman" er vaskeægte schlock fra den bølge af nu klassiske amerikanske monsterfilm, der huserede i biograferne op gennem 1950'erne og 1960'erne. Her var præmissen som regel ganske simpel: Et gensplejset monster angreb en lille forstadsby, eller en gal professor fik storhedsvanvid. Legendariske Roger Corman, som er et kapitel for sig selv i amerikansk filmhistorie, var en af bannerførerne for denne type film, og "The Wasp Woman" er et særdeles underholdende indslag om udvikleren af et skønhedsprodukt, der får fatale konsekvenser. Monsteret er tydeligt en dame i et billigt kostume, men charmen og gejsten for materialet er ikke til at tage fejl af.

"The Wasp Woman" kan streames på MUBI.

"THE ADDICTION" (1995)

Få kan afbilde det beskidte og farlige New York som ikoniske Abel Ferrara, der har forarget og provokeret siden sit gennembrud med den ligeledes oplagte halloween-titel "The Driller Killer". Vampyrfilmen "The Addiction" er dog en mere afdæmpet udgave af, hvad vi normalt ser fra Ferrara, og så er den også en helt unik vampyrfilm. Lili Taylor spiller en filosofistuderende, der bliver bidt af en vampyr og selv må blive en af nattens blodsugere – her møder hun blandt andet en über-cool Christopher Walken. Abel Ferrara er bare ikke interesseret i store gys eller vampyrens mytologi. I stedet filosoferes der over eksistensen som blodsugende væsen ud fra antropologiske observationer og teser om misbrug og afhængighed. Og hvad er mere uhyggeligt end livets blotte eksistens?

"The Addiction" kan streames og lejes på Amazon Prime og iTunes.

"A BAY OF BLOOD" (1971)

Afdøde Mario Bava var ikke hvem som helst. Han blev kaldt "Master of the Macabre" og skabte Italiens første gyserfilm. Så var han også gudfaderen til Italiens berygtede giallo-film, og med "A Bay of Blood" fra 1971 var Bava delvist med til at skabe slasherfilmen, som vi kender den i dag. Med sin udvikling fra gotisk horror til bloddryppende splat, farverige film og gennemførte set-designs kan Mario Bava med rette kaldes en sand legende. Ligesom opskriften lyder, byder "A Bay of Blood" på dumdristige teenagere, der dør på stribe. Men Bava gør det på sin vanlige, overbevisende facon med en film, der går all-in på 1970'er-kamerazooms, opfindsomme drab og italiensk splat. Oplagt til halloween!

"A Bay of Blood" kan lejes på Blockbuster.

Kommentarer

Fem til fredag: Happy Halloween!

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen