Moovy Exclusive: Fem til fredag: Tillykke med fødseldagen, Brian De Palma!

Moovy guider dig til fem af de bedste af Brian De Palmas film, som du kan bruge hele weekenden på at hylde ham gennem.

Hitchcock Junior, kronprinsen af suspense og thrillerens mester. Brian De Palma fylder i dag rundt. Hele 80 år på bagen er det blevet til for et af medlemmerne af The Movie Brats, som levede livet, tog stoffer og lavede film med legender som Robert De Niro og Paul Schrader i 1970'ernes USA. Som lykønskning leder Moovy dig udenom spoilers og mod fem fede De Palma-film, du kan se som hyldest til den ikoniske instruktør.

Sisters (1972)

Egentlig startede Brian De Palma med at lave komedier og spoofs på gysergenren, men med "Sisters" trådte han direkte ind i thrillerens verden. En verden, instruktøren siden fandt sig godt til rette i. Filmen følger en amatørdetektiv, der bliver vidne til et mord, hvorefter hun forsøger at opklare det. Pseudo-slasheren viser tydeligt, at De Palma altid har søgt at udforske filmmediets stilistiske muligheder. Især med en fantastisk scene fuld af paranoia mod slutningen, hvor han filmer i sort-hvid gennem en fiskeøje-linse.

Snake Eyes (1998)

Inden nogen betvivler, hvorfor "Snake Eyes" er på listen, så bønfaldes I at gense denne vaskeægte fredagsfilm. Nicolas Cage-filmen er bestemt ikke prima De Palma. Dog besidder "Snake Eyes" et elementært spændende narrativ, hvor et politisk komplot næsten udelukkende finder sted i en bokse-arena. At han også krydrer det med et enestående ti-minutters one-take af en åbningsscene gør heller ikke filmen ringere.

Klædt på til mord (1980)

Fødselsdagsbarnet har aldrig været bleg for at låne – eller stjæle? – fra the master of suspense. Med "Klædt på til mord" laver han om noget den største homage til Hitchcock både narrativt såvel som stilistisk. Efter en escort-kvinde bevidner et mord begået af en mystisk blondine, begynder hun selv at blive jagtet. På skuldrene af Hitchcock har De Palma skabt sit mesterværk – en slasher, der sprudler af liv og udfordrende filmsprog, og som tager livtag med de restriktioner, samfundet satte op for kvinder.

OBSESSION (1976)

Efter at have set "En kvinde skygges" besluttede Paul Schrader og Brian De Palma sig for at bearbejde selvsamme idé. På det punkt var USA's nye instruktører ikke så blufærdige, og Hitchcock blev angiveligt rasende over hele konceptet. Hvorom alting er, bør enhver De Palma-fan unde sig at dykke ned i denne fortælling. En ejendomsmægler mister tragisk sin kone, men møder en ung kvinde i Firenze, som minder om hende. Bernard Herrmann komponerede musikken, som indsvøber filmen i et ekstra lag mystik.

De kaldte os helte (1989)

Krigsfilmen "De kaldte os helte" er noget af en afstikker for Brian De Palma. Han havde givetvis lavet klassikeren "De uovervindelige" et par år forinden, men end ikke den når de følelsesmæssige breddegrader som "De kaldte os helte". Selvom filmen er fuld af hans stilistiske kendetegn, er de nu med til at understøtte en mere moralsk konventionel fortælling. En fortælling om skyld, tab og uskyldighed set gennem øjnene af en gruppe soldater, der voldtager en vietnamesisk pige.

Kommentarer

Fem til fredag: Tillykke med fødseldagen, Brian De Palma!

  • 0

    Mission Impossible! 

    Nickell12-09-20 14:18

  • 0

    Jeg synes til gengæld “Phantom of the Paradise” er ganske glimrende, så den kan skam stadig fungere :)

    Ååh, perfekt. Jeg kunne også se andetsteds på nettet, at selvom der var lidt delte meninger omkring den, så var den mestendels vellidt af mange. Når pengepungen brænder efter at blive brugt, så kommer den med i næste Arrow-haul! 

    Joachim Jelle13-09-20 11:20

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen