Moovy Exclusive: Fokus på Berlinalen 2021: "Tina" – Tina Turners turbulente fortid

Moovy sætter fokus på Berlinalens særlige film, hvor årets program blandt andet byder på en indsigtsfuld fortælling om Tina Turners glorværdige karriere.

Godt nok har Berlinalen en særskilt dokumentar-kategori, hvor virkelighedens fortællinger fra hele verden får plads. Så når musikdokumentaren "Tina" i stedet fremgår i festivalens Speciale-program, er der ingen tvivl om, at der er tale om noget helt særligt. Og rock mamma Tina Turner er selvfølgelig heller ikke bare frøken hvem-som-helst, så selvfølgelig skal der helt særligt fokus til at oplyse den legendariske musiker bag hits som "What's Love Got to Do with It" og "The Best".

Som en af tidens bedst sælgende artister nogensinde var det nok bare et spørgsmål om tid, før Tina Turner fik sin egen gennemførte dokumentariske fortælling. Musikeren har nemlig levet noget af et liv, hvor især det professionelle og private forhold til Hall of Fame-musikeren Ike Turner har overskygget en del. Med Tina Turner i stolen foran kameraet guides vi igennem livet og karrieren – fra starten som sanger side om side med Ike, der senere udsatte sangerinden for brutal mishandling som følge af misbrug og jalousi. Men heldigvis brød Tina Turner fri af Ikes lænker, og herfra danner der sig en Fugl Føniks-fortælling om en kunstner, der genopfandt sig selv og blev en af de største stjerner nogensinde.

"Tina" kommer tæt på sit subjekt, som heldigvis er gået helt ind på at fortælle den hele sandhed. Fornøjeligt er det at høre den 81-årige sanger kigge tilbage på et liv med mange op- og nedture gennem privatoptagelser og et sammendrag af mediernes omtale. En personlig dokumentar, der ikke er bleg for at gå tæt på sin hovedrolle og spørge ind til de grimme ting, men heller ikke forsømme et sekund på at fejre de gode.

"Tina" er en del af årets Speciale-program på Berlinalen 2021, som sætter fokus på store profiler og populære emner.

Kommentarer

Fokus på Berlinalen 2021: "Tina" – Tina Turners turbulente fortid

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen