Moovy Exclusive: Folk-horror: Når Naturen Viser Kløer

Hekse, trolddom, magiske skovvæsner, dunkle skove fyldt med ældgamle hemmeligheder og naturens mystiske urkræfter. Det er blot nogle af de elementer, man finder i folk-horror.

Den centrale konflikt i mange af genrens værker opstår, når nyt og gammelt tørner sammen. De gamle traditioner og ritualer som udviskes af moderne, organiseret religion. Eller kolonialismens tilintetgørelse af den oprindelige befolkning og dennes kultur. Et hyppigt brugt trope er eksempelvis den hellige, indianske gravplads, der hjemsøger de nye bosættere.

Antagonisterne i folk-horror står ofte i stærk kontrast til kristendommen med dens forstokkede syn på kvinder og i særdeleshed deres seksualitet. Den dynamik er interessant netop fordi det gør konflikten langt mere nuanceret, end i andre gyser-undergenrer, hvor den gerne fremstilles mere sort/hvid (psykopatisk morder vs. uskyldigt offer). Den moralske gråzone er særligt åbenbar i historier, hvor hekse-arketypen optræder. Kirken spillede immervæk en central rolle i at opflamme frygten for, og hadet til, disse kvinder der ofte blev anklaget for at stå i ledtog med den hornede ham selv.

I de senere år har folk-horror-genren helt klart set en genkomst. Vores verden er blevet digital på en måde, som de færreste nok havde forudset, og vi er mange, der i vid udstrækning har mistet forbindelsen til, ikke bare naturen, men også til det lokalsamfund, som har været så vigtigt for menneskehedens udvikling. Trangen til at finde tilbage til det naturlige, det jordnære, kan være én af årsagerne til, at interessen for disse fortællinger er blusset op igen.

Noget tyder på at Robert Eggers fabelagtige "The Vvitch" (2015) spiller en ikke uvæsentlig rolle i den kendsgerning, og jeg kan da også kun anbefale filmen på varmeste. Det samme gælder Ari Asters "Midsommar"(2019). Mytologiske skabninger som vampyren og varulven har deres ubestridelige plads i folk-horror, men kan nærmest ses som genrer for sig selv. Sådan har jeg i hvert fald valgt at se på det. I stedet vil jeg rette din opmærksomhed mod mindre kendte, men ligeså toneangivende værker som fx "Matthew Hopkins: Witchfinder General" (Michael Reeves, 1968), Onibaba (Kaneto Shindô, 1964), "The Wicker Man" (Robin Hardy, 1973) samt den dansk/svenske "Häxan" (Benjamin Christensen, 1922). Har du fået yderligere blod på tanden, og ønsker at dykke endnu dybere ned i genren, kommer man ikke udenom den omfangsrige og gennemarbejdede dokumentar "Woodlands Dark And Days Bewitched: A History Of Folk Horror" (2021). Den fås på blu-ray fra amerikanske Severin, og kan ses gratis hos filmstriben.dk.

Afslutningsvis tænkte jeg, at det kunne være interessant, at se hvad genren har budt på de seneste håndfuld år. I det følgende kan du derfor læse om fem nyere folk-horror-film, der muligvis er fløjet under din radar, men som alle er værd at stifte bekendtskab med.

THE HOLE IN THE GROUND (2019)

Vi befinder os i Irland, hvor Sarah (Seána Kerslake) og hendes søn (James Quinn Markey) netop er flyttet ind i et hus på landet. En dag opdager de tilfældigt et stort, mystisk hul inde i den nærliggende skov, og snart begynder sære ting at finde sted. Samtidig hjemsøges Sarah en nagende mistanke om, at hendes dreng ikke længere er den søn hun elsker så højt. Han ligner sig selv udenpå, men hans personlighed er en anden. Som om at han er blevet udskiftet med en kopi, eller besat af noget uforklarligt. Har hun ret i sin mistro, eller er det pillerne, hun tager for at kunne falde til ro om natten, der spiller hende et pus?

Der spoiles vel næppe noget, hvis jeg afslører, at vi ikke har med medicinsk-induceret paranoia at gøre, for så ville filmen slet ikke optræde i denne artikel. Nej, der naturligvis tale om en mørk, udefrakommende trussel med rødder i irske folkesagn. Inspirationen er taget fra myten om såkaldte "changelings", hvor børn erstattes af skovvæsner, samt alfe-fæstninger (hullet i jorden) der siges at være porte til en anden verden.

Lee Cronin, der seneste stod bag den virkelig solide "Evil Dead Rise" (2023), ved hvordan man sætter en gyserfilm i scene med smukt indfangede billeder og en formelig lydside. Men jeg savner altså lidt mere kød på selve fortællingen. Især hvad angår de trolddomsagtige naturkræfter, der terroriserer den hårdt prøvede alenemor. Man måtte således godt have stukket lidt dybere ned i de her fænomener. Overordnet set er "The Hole In The Ground" dog en fin, lille gyser, vis foruroligende slutning betoner, at fortidens traumer kan være djævelsk svære at få bugt med.

Fås på Blu-ray fra Universal Pictures. Kan købes/lejes digitalt hos bl.a. SF Anytime, Blockbuster og Viaplay.

GRETEL & HANSEL (2020)

Osgood Perkins har på det seneste slået sit navn fast i horror-kredse med den underholdende, om end lettere ujævne, "The Monkey" og det skændende gys "Longlegs". Mandens film byder gerne på smukke, hjemsøgende billedsider, og her er "Gretel & Hansel" ingen undtagelse. Stemningsmættede skud af den dunkle skov drager sært, mens varme, gullige farver dominerer heksens domicil, og truer løbende med at lulle vore protagonister ind i en falsk sikkerhed.

Vi kender alle eventyret, der ligger til grund for filmen her, så vi ved jo godt, at heksen har skumle planer med søskendeparret. Men i denne udgave har man valgt at udvide Gretel-karakteren, således at hun besidder medfødte, men uudforskede, kræfter skænket af mørket. Heksen ser derfor stort potentiale i den unge pige, og anser Hansel for kun at stå i vejen for medsøsteren. Gretel længdes bestemt efter magt, og kontrol over egen skæbne, men nægter at ofre broderen undervejs, så et opgør med deres insisterende vært synes uundgåeligt.

"Gretel & Hansel" er et interessant twist på det velkendte folkeeventyr, der i forvejen er ret mørkt, men her tager et fuldgyldigt skridt ind i gyser-territorie. Jeg var tidligere inde på filmens billedside, som vitterligt er sindssygt flot, og det samme kan faktisk siges om lyd-designet. Der hvor det efter min mening halter lidt for den gode Osgood, er i handlingens nølende tempo. Jovist, nogle gange er det for at opbygge en passende, faretruende stemning, og det kan man kun sætte pris på. Men fordi man er velbevandret i fortællingens ophav, er der også en del scener, der virker unødigt dvælende. Det sagt, så er "Gretel & Hansel" et besøg værd, hvis du er til et stemningsmættet horror-eventyr, der ikke er bange for at tage sig rigtig god tid.

Fås på Blu-ray fra Noble Entertainment. Kan købes/lejes digitalt hos bl.a. SF Anytime, Blockbuster og Viaplay.

YOU WON’T BE ALONE (2022)

I "You Won’t Be Alone" føres vi tilbage til en lille bjerglandsby i Makedonien i d. 19. århundrede. En nybagt mor konfronteres af en ældre, arret kvinde, der senere kidnapper hendes unge datter og forvandler selvsamme til en heks. Pigen vokser op i isolation, så det første møde med mennesker efter metamorfosen er dratvornt, og ender med at koste en bonde livet. Men én af de kræfter, der følger med hekse-titlen, er evnen til at tage formen af andre levende væsner. Hun ifører sig derfor den afdødes hud, og tager således hendes plads i det diminutive samfund.

Jeg har set "You Won’t Be Alone" beskrevet som Terrence Malick møder Robert Eggers’ "The Vvitch", og det er ikke helt ved siden af. Filmen har et drømmelignende udtryk og dialogen er sparsom. Samtidig besidder værket ikke et egentligt plot, men fungerer snarere som et meditativt karakterstudie, hvor heksen prøver kræfter med den inter-personlige dynamik, der hersker i landsbyen. Oplevelsen af at leve blandt menneskerne ændrer nemlig kraftigt karakter, alt efter om hun indtager rollen som ung kvinde, mand eller pige.

Instruktør Goran Stolevskis har anselig erfaring fra kortfilmsformatet, men dette er mandens spillefilmdebut, og springet fra kort til lang, har han taget med sikker hånd. Filmen har en umiskendelig arthouse-tilgang til heksemyten, så den er helt sikkert ikke for alle. Har du til gengæld mod på filmkunst, der ikke holder dig hånden hele vejen, og abonnerer på at ’vise ikke fortælle’, har du med "You Won’t Be Alone" en sjældent mindeværdig oplevelse i vente.

Kan købes/lejes digitalt hos bl.a. SF Anytime, Blockbuster og Viaplay.

WHEN EVIL LURKS (2023)

Vi skal en tur til Argentina, hvor to brødre gør et makabert fund: En ukendt mand er blevet skåret midt over, og efterladt i den nærliggende skov. De finder ud af, at han var på vej til ét af nabohusene for at tage hånd om en "besat". Denne åbenbaring spreder snart panik i det lille landsamfund, for sagnet siger at en grusom og nærmest ustoppelig ondskab har inficeret området.

Umiddelbart er det bedste man kan gøre, at komme ud af vagten i en gevaldig fart, og aldrig vende tilbage. Den ældste af brødrene vil hente børnene hos ex-konen inde i byen, men det viser sig hurtigt, at ondskaben ikke sådan er til at ryste af sig. Mænd, kvinder, børn – ja, selv dyr – bliver ofre for forbandelsen, og tager sig selv og andre af dage på brutal og blodig vis.

"When Evil Lurks" er en intens sag, der afføder en knugende ængstelighed i seeren, som holder ved helt til slut. Skuespillet er til tider nærmest manisk, og karaktererne råber og skriger i munden på hinanden i desperation. Det virker enormt effektivt, og man føler virkelig den afmagt disse mennesker oplever i mødet med den altomsluttende fare. De blodige optrin er desuden yderst overbevisende, og eftersom det både involverer børn og dyr, skal man lige være påpasselig, hvis man er særligt følsom overfor den slags.

Udover at være et glimrende indslag i folk-horror subgenren, tillader jeg mig også at give den prædikatet "misery porn". Det er en kategori af film, hvor nihilismen er udbredt og absolut intet godt finder sted. Yderligere eksempler kunne være "Irreversible" (2002), "The Nightingale" (2018) og "Gudsforladt" (2015). Det her med andre ord ikke en hverken opmuntrende eller behagelig oplevelse, men er du indforstået med det, så får "When Evil Lurks" en sikker rekommandation med herfra.

Fås på Blu-rau/4K Ultra HD fra engelske Second Sight. Kan streames via HBO Max og købes/lejes digitalt hos bl.a. SF Anytime, Blockbuster og Viaplay.

EXHUMA (2024)

Koreanske begravelsesritualer møder japanske dræberspøgelser i denne solide affære begået af Jang Jae-Hyun. Sang-deok (Choi Min-sik) er geomatiker med speciale i gravsteder, og sammen med kollegaen Yeong-geun (Yoo Hae-jin) finder han det optimale, evige hvilested for deres velhavende klienter. Duoen hyres af den indflydelsesrige Park-familie, og det står dem snart klart, at der gemmer sig en ulmende ondskab i blodlinjen, som går generationer tilbage. Med hjælp fra det enigmatiske papsøskendeparret Hwa-rin (Kim Go-eun) og Bong-gil (Lee Do-hyun) må de stå ansigt til ansigt med en grusom entitet, der kan koste dem alle livet.

Eksemplarisk skuespil og en velgjort billedside er blandt trækplastrene ved "Exhuma", mens historieelementerne godt kan mudre en smule fra tid til anden. En mindre trimning af spilletiden, så den lå omkring de 2 timer, kunne muligvis også gavne tempoet. Det er dog kun mindre kritikpunkter, for overordnet set fungerer filmen. Det er nemlig interessant, at se hvordan folkesagn, overtro, spøgelsesmyter og religiøse ritualer fra både kristendommen og buddhisme væves ind og ud af hinanden, efterhånden som vore protagonister arbejder sig frem mod sagens rette sammenhæng.

Det er måske så meget sagt, at kalde værket direkte skræmmende, men den har bestemt en håndfuld scener, hvor effektiv uhygge behændigt fremmanes. Derfor tøver jeg heller ikke med at anbefale denne strimmel til nysgerrige sjæle, der gerne vil se hvordan seriøs, moderne folk-horror kan komponeres.

Fås på Blu-ray fra tyske Splendid Film.