Moovy Exclusive: Fra "Man of Steel" til "Zack Snyder´s Justice League": Historien om DCEU (Del 5)

Hvordan ser DCEU ud efter udgivelsen af The Snyder Cut? Tegneserieekspert Bruno Olsen giver i femte og sidste temaartikel sit syn på franchisens fremtid.

"The Snyder Cut" og fremtiden for DCEU

Næsten lige efter biografversionen af "Justice League" blev udgivet, startede en bevægelse for at få udgivet Zack Snyders udgave af filmen – også kaldet "The Snyder Cut". I 2019 afslørede Snyder, at hans version faktisk eksisterede. Den var naturligvis ikke færdiggjort, men der var næsten en komplet film.

Zack Snyder regnede ikke selv med, at hans version nogensinde ville se dagens lys. Ledelsen kunne dog se noget potentiale i at udgive Snyders version, og efter nogen forhandling fik han grønt lys til at færdiggøre sin film, hvilket også betød en pose penge til at få færdiggjort effekter, klippet filmen færdig samt skyde et par ekstra scener med det originale cast.

Strukturen siges at være den samme som biografudgaven, men skal man tro Snyder og fotograf Fabian Wagner, har vi kun set måske 15 minutter – tælles traileren med – af Snyders materiale, så det bliver interessant at se, hvor stor en forskel der er på de to udgaver af filmen.

Uanset om man er til Zack Snyder eller ej, er det positivt, at en instruktør får mulighed for at udgive sin vision. Måske David Ayers udgave af "Suicide Squad" og den mørkere udgave af "Batman Forever", der ligger og flyder rundt, begge ender med at blive udgivet.

Hvordan fremtiden for DCEU som et samlet univers ser ud er svært at få øje på nu. Men udover "The Suicide Squad" er "The Flash", "Aquaman 2", "Shazam! Fury of the Gods" og "Black Adam" enten i produktion eller planlagt. Dertil kommer en række live action-serier. Den første af dem bliver "Peacemaker", et spin-off af "The Suicide Squad", skabt af James Gunn og med John Cena i hovedrollen.

"The Flash" kunne tyde på at blive den næste store satsning for DC-filmene, da den åbner for multiverset, præcis ligesom Marvel arbejder på at gøre med deres film- og tv-univers. Det er helt nyt i DC-filmene og er blevet behandlet i det såkaldte Arrowverse fra The CW, men også i DC's animerede produktioner – i både film og serier.

I "The Flash" vil Ben Affleck gentage sin rolle som Batman, og Batman fra 1989, Michael Keaton, dukker også op, ligesom Supergirl vil optræde, her portrætteret af "The Young and the Restless"-skuespillerinden Sasha Calle. Det siges, at filmen skal fungere som en slags reset af filmuniverset, hvilket måske kædes sammen med det drømmesyn, som Batman har i "Batman v Superman" – det såkaldte Knightmare.

Kommentarer

Fra "Man of Steel" til "Zack Snyder´s Justice League": Historien om DCEU (Del 5)

  • ★★★★★★0

    Efter at have set Snyders udgave, kan jeg bekræfte Wagners udtalese om, at der ikke er meget af Snyders materiale i biografversionen af Justice League.

    Zero Cool21-03-21 14:14

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen