Moovy Exclusive: Gyserfilm – fra kortfilm til spillefilm

På torsdag får gyseren "Lights Out" premiere i de danske biografer. Den er der mange skrækfans, der har ventet i lang tid på. Det er ikke så mærkeligt, for kortfilmen af samme navn startede sit liv på YouTube, hvor den skræmte livet af seerne med sine kun lidt under tre minutter. Kortfilmen blev så populær, at den svenske instruktør David Sandberg snart fik et tilbud om at lave en spillefilm ud af konceptet. Men Sandberg er ikke den første til at få sådan et tilbud. Her er otte film, der startede deres spæde skrækorgie som kortfilm.

"Monster" → "The Babadook"

"The Babadook" af den australske instruktør Jennifer Kent fungerer lige så godt som et drama om ensomhed og psykisk isolation. Kortfilmen "Monster" har lidt af de samme temaer, maskeret under horrorgenren. Mange af de ting, der også virker så effektivt i spillefilmen – børnebogen med pop-up illustrationer, den Dr. Caligari-lignende Mr. Babadook og den ildevarslende stemning mellem mor og søn – er også tilstede her. Monstret i "Monster" kunne godt være en del mere uhyggeligt, men det sørgede Kent for i "The Babadook" ved ikke at vise ham lige så tydeligt, som det er tilfældet i "Monster". Less is, trods alt, more.

Ved at understrege de psykiske elementer i "The Babadook" rettede Kent op på de småfejl, der er i "Monster". Men tag ikke fejl. Kortfilmen er stadig en yderst effektiv lille film, der med sine sort/hvid-billeder viser en mere socialrealistisk side af horrorgenren.

"Saw"

Da de stadig gik på filmskolen i Australien, instruerede James Wan en lille kortfilm, som hans ven Leigh Whannell havde skrevet og spillede hovedrollen i. Den tog de med sig til Los Angeles og fik lidt over en million dollars til at gøre det til en spillefilm. Den blev som bekendt en stor succes og gav ikke bare de to bagmænd overbevisende medgang i Hollywood, men skabte indtil videre seks efterfølgere og en ny genre, hvor tortur var en del af handlingen.

Kortfilmen "Saw" er ikke så anderledes end den scene i filmen, der også skabte mest furore: den omvendte bjørnefælde. Whannell selv spiller den uheldige David, der snart finder sig selv i en kamp mod tiden. Udover at rollen blev spillet af Shawnee Smith i spillefilmsversionen af "Saw", er der ikke mange ændringer, og den hektiske technostil og grønligt grumsede farvetone er beholdt hele vejen igennem den film, de endte med at lave.

"Season's Greeting" → "Trick'r'Treat"

"Season's Greeting" – der senere blev til "Trick'r'Treat" – er en lidt anderledes kortfilm indenfor skrækgenren, da den befinder sig i det mindst uhyggelige medie: animationsfilmen. "Season's Greetings" er da heller ikke så uhyggelig, som den er lumsk. Her går en lille dreng rundt og prøver at få lidt slik i sin sæk til Allehelgensaften. Men han har ikke heldet med sig. Gaderne ligger øde, og der er plakater med en forsvunden dreng over det hele. Og pludselig følger en skummel mand efter den lille dreng med det simple kostume.

"Season's Greetings" blev til filmen "Trick'r'Treat", og den lille dreng fik navnet Sam. Det blev han ikke mindre snedig af, og lille Sam blev – sammen med spillefilmen – hurtigt en favorit indenfor genren. Måske fordi han mindede os om, at tingene ikke altid er, som de ser ud til – især ikke i denne type film.

"The Man with the Plan" → "Oculus"

En mand står i et rum. Det eneste i rummet sammen med ham er et spejl, et lagen over spejlet og optageudstyr. Dette er starten af kortfilmen "The Man with the Plan", og det lyder måske genkendeligt. Og måske ikke. For der er ikke meget andet end plottet, der stod tilbage i den spillefilm, der kom til at hedde "Oculus". Men plottet er også altoverskyggende i filmen om spejlet, der bringer grim ulykke over alle, der kommer i dets nærhed.

I "The Man with the Plan" er det dog ikke to søskende, der prøver at opklare mysteriet, men derimod en enkelt mand, som ønsker at kende sandheden bag spejlet. Og den er mindst lige så dragende som spillefilmen endte med at være – lytter man til hans fortælling fra barndommen, er det såmænd handlingen til "Oculus", der bliver repeteret.

"Tooth Fairy" → "Darkness Falls"

Filmen "Darkness Falls" blev ikke den succes, man havde håbet på, men det er nu ikke kortfilmens skyld. Dengang hed den "Tooth Fairy" og var en brutal version af myten om tandfeen. Kortfilmen har ikke et lige så professionelt udseende som mange af de andre på listen, men idéen – og udførelsen trods alt – er i stand til at påvirke selv de mest hårdføre sjæle. Det stærke i "Tooth Fairy" er, at den ikke afviger og derfor ender med at være en decideret ond version af historien om den lille fe, der kommer ind til små børn om natten for at bytte deres tænder ud med mønter.

Desværre havde spillefilmen ikke samme succes, da den glemte det oprindelige koncept og endte med at være en generisk horrorfilm, som vi har set så mange af.

"Mama"

Kortfilmen "Mama" varer kun under tre minutter, og det er derfor heller ikke så mærkeligt, at den er kogt ned til det mest essentielle gys. Den atmosfæriske korfilm imponerede instruktør Guillermo del Toro så meget, at han straks satte i gang med at producere den til en spillefilm med Jessica Chastain og Nikolaj Coster-Waldau. Spillefilmen nåede dog aldrig de samme højder som dens forgænger.

I al sin simpelhed handler kortfilmen om to piger, der må flygte midt om natten – for Mama er kommet hjem. Hvorfor de to piger er i huset, og hvem dette væsen er, som de kalder mor, kommer aldrig frem i dagens lys, men det er også denne uvished, der er noget af det, der gør kortfilmen så skræmmende. Paradoksalt nok gav spillefilmen svar på disse spørgsmål og fjernede derfor noget af det, der virkede indenfor de tre minutter, det tager for Mama at komme efter de to små piger.

"Within the Woods" → "Evil Dead"

Kortfilmen, der affødte kultfilmene i "Evil Dead"-franchisen, hedder "Within the Woods" og er fra 1978. Mange detaljer fra den halv time lange kortfilm er med i spillefilmen, selvom denne oprindelige udgave nu mere er uhygge end komedie, som ellers blev kendetegnet med de senere "Evil Dead"-film (selvom den første primært blev anset for "ren" horror).

"Within the Woods" har trods alt sine morsomme øjeblikke, selvom de måske ikke var tiltænkt at skabe morskab. Det eneste, bliver der eksempelvis sagt, der kan få de døde til at hjemsøge de levende i skoven, ville være at rode i gravene. Hvorefter geniet bag netop de ord sætter sig for at rode i gravene. Man er vel nysgerrig.

"Within the Woods" er en minimalistisk udgave af, hvad der senere blev "Evil Dead". Men det er nemt at se, hvor alle idéerne kom fra.

Kommentarer

Gyserfilm – fra kortfilm til spillefilm

  • ★★★0

    Tooth Fairy blev også rebootet som en endnu mere skræmmende gyser! :)

    TRICK'R'TREAT er jeg ganske glad for, samt self.Evil Dead, men generelt så hader jeg ligesom med spil at blive skræmt, så det er kun i få tilfælde hvor jeg sætter mig ned og ser sådanne film her alene, nogen er self. mere skræmmende end andre, og ikke alle er "ude" på og skræmme en fra vid og sans, den første Saw film synes jeg f.eks. var ganske fin, som en spændingsfilm.


    Elwood19-07-16 18:59

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen