Moovy Exclusive: Hitler på film

Chaplin ville uden tvivl have været stolt, hvis han så Taika Waititis portræt af Hitler i "Jojo Rabbit". Men hvordan er Føreren ellers blevet fremstillet i filmens verden?

Taika Waititis nye film, nazi-komedien "Jojo Rabbit", er ikke bange for at være kontroversiel. Den åbner med en titelsekvens, der til tonerne af Beatles' "I Wanna Hold Your Hand" på tysk viser rigtige optagelser af Adolf Hitler, der tiljubles af folkemængden, som var de skrigende fans. Hitler som rockstar, datidens femte Beatle, om man vil. Det har taget adskillige årtier, før man på grund af de grufulde, historiske realiteter nu kan tillade sig den slags, også selvom der er tale om et humoristisk blik. Selv her 75 år efter Hitlers død føles det som en vild ting at gøre. Men grunden til, at det gør så meget indtryk, er nok også, at Waititi har fat i noget. Hitlers ikoniske status er blevet cementeret og fremhævet gennem datidens propaganda, bl.a. i Leni Riefenstahls "Viljens triumf" (1935), hvor han holder tale til nazipartiets topmøde. Propagandaen forstærkede Hitlers særlige udstråling, der formåede at tryllebinde store dele af den tyske befolkning. Han var ikke bare Føreren, han var også Folkeforføreren.

Selv Charlie Chaplin var opmærksom på dette, da han i sin satiriske film "Diktatoren" (1940) portrætterer Hitler i skikkelse af Adenoid Hynkel, hvis opildnende og tordnende tale er inspireret af Riefenstahls optagelser. Chaplin er dog først og fremmest optaget af at udstille og latterliggøre Hitler og hans voldsomme fremtoning, hvilket er helt i tråd med Hollywoods fremstilling af "Der Führer" i samtiden. Både The Three Stooges, Anders And og Snurre Snup kastede sig over Hitler-satiren, ligesom Ernst Lubitsch gjorde det i "To Be or Not to Be" (1942).

Efter krigen kommer der forståeligt nok en meget lang periode med berøringsangst overfor emnet, især med den direkte portrættering af Hitler – ikke mindst i Tyskland. Hvis han ses i fiktionsfilm, så er det som regel i en historisk kontekst, hvor han flygtigt dukker op og heiler (eller giver Indiana Jones en autograf!). Derfor vakte det også en del opsigt, da "Der Untergang" i 2004 satte fokus på Adolf Hitlers sidste dage i førerbunkeren. Denne begivenhed havde før været omdrejningspunkt i film og tv, men her var der tale om en stort opsat tysk spillefilm, der tog livtag med selveste djævelen (fornemt portrætteret af Bruno Ganz) og forsøgte at tegne et nuanceret psykologisk portræt. Var det stadig too soon at tage livtag med det tyske folketraume her 60 år efter krigen? Ja, mente mange, men filmen syntes dog at give tyskerne mod på en slags opgør med fortiden. I "Mein Führer – den ægte, sandeste sandhed om Hitler" (2007) er Hitler en sengevædende og impotent stakkel, der havde en dårlig barndom. Og i "Han er tilbage" (2015) vågner Føreren forvirret op i det 21. århundrede og må prøve at tilpasse sig det moderne samfund.

En lignende historieomskrivning og "hvad nu hvis"-tankegang får vi et blændende eksempel på i Quentin Tarantinos "Inglourious Basterds" (2009), hvor det rent faktisk lykkes de amerikanske soldater at slå Hitler ihjel og dermed afslutte krigen. Her får vi også Adolf i karakteristisk krakilsk overdrive, da han forbander "The Basterds" langt ind i helvede. I den mindre kendte "Timecop 2: The Berlin Decision" (2003) rejser en mand tilbage i tiden for at dræbe Hitler, og senest i "Deadpool 2" (2018) ser vi i post-credits-sekvensen, hvordan superhelten ikke kan dy sig for at bruge sin nyfundne tidsrejseteknologi til at slå baby-Hitler ihjel.

Disse fantasifulde omskrivninger af historien kan også antage mareridtsform, f.eks. i genrefilmens afkroge i titler som "BloodRayne: The Third Reich" (2011), hvor nazisterne ønsker at injicere Hitler med vampyrblod, så han bliver udødelig. Eller b-film-efterfølgeren "Iron Sky: The Coming Race" (2019), der supplerer en Nazi-base på månen med en formskiftende reptilrace med selveste Adolf Hitler i spidsen!

Der er også enkelte eksempler på en slags Hitler-origin-stories, blandt andet mini-serien "Hitler: The Rise of Evil" (2003), der fortæller om hans vej til magten med Robert Carlyle i titelrollen. Også i Menno Meyjes' "Max" (2002) er fokus på de tidlige år, hvor Noah Taylor spiller den unge Adolf Hitler, der desperat forsøger at slå igennem som kunstmaler. Det var for øvrigt Meyjes, der 13 år tidligere som medforfatter på Spielbergs "Indiana Jones og det sidste korstog" lod vores helt møde Føreren til en bogafbrænding.

Søger man på IMDb efter titler med "Hitler" i, dukker der ikke mindre end 200 resultater op, så trods det kontroversielle emne er denne notoriske skikkelse stadig populær at skildre på film. Han er og bliver noget af det tætteste, vi kommer på et diabolsk fænomen, der rent faktisk har eksisteret. Og som historien har gjort både ikonisk og mytisk, hvilket nok også er skyld i den massive fascinationskraft. I det seneste skud på stammen, den indledningsvist nævnte "Jojo Rabbit", spilles Adolf Hitler af instruktøren selv i parodisk topform. Men krøllen på historien er, at han viser sig at være hovedpersonen Jojos fantasiven, og det er oplagt at se ham som et billede på det tyske folks kollektive over-jeg – den formanende faderfigur, der idoliseres og følges blindt. Chaplin ville uden tvivl have været stolt.